Ønskes: Blødt lys on location
Men hvordan? Jeg vil gerne kunne lave lidt større flader af blødt og lækkert lys on location end min Lastolite Ezybox tillader mig. Den laver helt bestemt lækkert lys, men den er lidt svær at oplyse et helt brudepar med. I billedet herover kaster den et blidt skær over den let mellemfornøjede Marita, men til at oplyse flere personer er den lige lille nok. Jeg har derfor kigget en del på store (135cm og opefter) octaboxe på det seneste. Jo større lyskilde, jo blødere lys. Men problemet med store lyskilder er jo netop at de er - surprise - store. At samle og styre en 2 meters octa i en skov eller ved en sø i blæsevejr kunne jeg forestille mig vil blive spændende, måske endda lidt for spændende, for ikke at snakke om at lyse skidtet op. I nærheden af 230V er det jo intet problem, jeg monterer den på en af mine Lumen8 lamper og skyder løs, men speedlites vil nok skulle anstrenge sig for at fylde en stor octa med lys. Så uanset hvad, handler det om at finde det perfekte kompromis mellem stor lyskilde og mobilitet.

Jeg har kigget temmelig intenst på denne her. Den svenske virksomhed Creative Light laver softbokse og andre lysmods der skulle være en overordentlig god kvalitet til prisen. Bedre end "eBay" produkterne, men billigere end f.eks. Elinchrom, Bowens osv. Deres Octa kan fås i 150cm og 90cm udgaver og jeg arbejder på at få fingre i dem her i DK (Billigere end hos Goecker, der allerede sælger dem). Men problemet med octaer er at de ikke bare lige kan klappes ud med et TWANNNG som min Ezybox, men derimod skal samles. 8 metalstivere skal monteres i en metalring der så skal spændes på flashen. Yeah, det bliver sjovt ude i skoven...

Lastolite laver også deres Umbrella Box, der ganske enkelt er en reflekterende paraply med diffuserstof monteret. Så indviklet at betjene som en paraply, men da flashen sidder mellem paraply og motiv er det begrænset hvor tæt på motivet den kan komme. Stativ og flash vil også kunne ses i f.eks. catchlight. Lyset vil heller ikke kunne "styres" lige så godt som en octa el. softbox med grid.
En helt anderledes mulighed er Lastolite Skylite. Det er kort og godt stof spændt ud på en let aluramme og den supersimple konstruktion tiltaler mig, samtidig med at den får prisen til at se lidt høj ud... Men for pengene får man så 2x1 meter 1,25 stop diffuser der kan opbløde sollys eller bruges som diffuser for en eller flere lyskilder. Den passer også lige i en døråbning og kan bruges til at sætte udenfor vinduer. Jeps, jeg læser for meget McNally. Til et bryllup kunne man montere 2 eller 4 speedlites på tværstiveren og pege dem ned gennem stoffet, gerne "på kryds" så lyset får lidt mere vandring og dermed spredning inden det går igennem. Så skal min assistent "bare" holde den op og huske at vende den rigtige side mod brudeparret. Til gengæld kan præcisionen beskrives som "I light in your general direction" for nu at fejl-citere en fiktiv fransk soldat i en fantastisk film.
What to choose? Og nej, budgettet er pt. ikke til at vælge en af hver, så kom med dit input herunder!
Hvilken modifier skal jeg købe?
- Creative Light 150cm octa (38%, 16 Votes)
- Lastolite Skylite (38%, 16 Votes)
- Anden modifier (uddyb i kommentarfeltet!) (14%, 6 Votes)
- Lastolite Umbrella Box (10%, 4 Votes)
- Anden octabox (uddyb i kommentarfeltet!) (0%, 0 Votes)
Total Voters: 42
Shoot: En udfordring…
"Vi har noget tapet der er lidt svært at fotografere, kan du klare det for os?"
"Jada, det er ikke noget problem, vi ses på lørdag"
Cirka sådan forløb samtalen mellem Morten fra Silkeborg Farve & Lak og undertegnede. Lad det være mig en lektie i ydmyghed til en anden gang. Eller i det mindste lære mig at se den konkrete opgave inden jeg slynger en fast pris ud. Billedet herover er produktet af 3 timers arbejde og jeg kan stadig se masser af plads til forbedring. Men hvorfor var det så svært?
Udstillingslokalet var meget gennemført indrettet i minimalistisk skandinavisk design. Hvidt loft, hvide vægge, lyst trægulv og kulsort køkken. Og så kommer motivet... Hele endevæggen var beklædt med et nyt produkt: Kork. Ikke tapet der ligner kork, men kork. Ca. 5mm tykt og med masser af struktur:
Lad mig starte med at sige at netop i så gennemført minimalistisk et miljø så ser det fuldstændig fantastisk ud med det meget organiske kork som kontrast. Både den mørke farve, men også mønstrene og uregelmæssighederne i korken står helt eminent som modstykke til resten af det lidt kliniske rum. Bemærk også knivblokken på bordet!
Sådan, det ser godt ud, nu er det sagt. Men at fotografere det... Oh boy. For det første har vi at gøre med en mat, mørkebrun overflade i et lyst rum. Så er der lige to store vinduer i den mørke overflade. Midt mellem dem sidder så en meget, meget reflekterende biopejs. Og nej, man kan ikke bare stille 2 x 2 meter octa'er op eller sømme lagner fast i gulv og loft for så at bombe blødt lys igennem - for der er jo lige køkkenet. Som er sort - bortset fra bordpladen i rustfrit stål. Jeg elsker bare når lys-sugende overflader kombineres med hvad der praktisk talt er spejle... Undtagen når jeg skal fotografere skidtet. For at føje spot til skade, så se alle de små fordybninger i korken. Dem der går helt i bund når ned til undersiden der ikke bare er mat, nejnej, den er naturligvis også reflekterende. Så hvis lyset rammer for lige på korken så har du reflekshelvedet:
Se til højre for pejsen - sådan gik det hvis en lyskilde var for direkte på væggen. Jeg vil skyde på at vi skulle ud i noget der ligner 30 graders vinkel på lyset for at undgå reflekserne. Det skulle vi så gøre i et ikke voldsomt stort køkken alrum. Okay, det var nok lidt større end mit køkken derhjemme, men jeg skulle lige navigere både store lamper og speedlites rundt og vinkle dem så de var 30 grader fra væggen. Og da det hele blev skudt på 16mm på mit 5D var det begrænset hvor tæt på væggen jeg kunne placere lamperne.
Det endte med en Lastolite Lumen8 til venstre for kameraet, rettet i en meget flad vinkel mod højre side af væggen. Den oplyste ca. til og med midten af endevæggen, men køkkenøen sørgede for at en god del var i skygge. Derfor står der lige bag køkkenøen endnu en Lumen8, bouncet ned mod gulvet, da det var den eneste måde jeg kunne få den rette vinkel på lyset. For enden af køkkenøen ligger en 540EZ, sat til 1/8 power for at bløde skyggen fra køkkenøen lidt op, uden at fjerne den helt. Uden den speedlite var der nærmest et sort hul i væggen. Venstre side af endevæggen er også belyst med en 540EZ, men denne er dog på fuld power, noget skyggerne fra planten meget gerne minder os om. Den ligger på gulvet, LIGE uden for billedet og med en kinesisk plasthætte (der LIGNER en Stofen, men ikke er det) monteret sørger den for at venstre hjørne også er med på billedet som andet end et sort hul.
Refleksen i pejsen er en feature. Jeg vil se om jeg har et billede uden lys på så jeg kan clone noget pejs derfra, men jeg tvivler på det bliver godt. Kunden mente bestemt ikke det var et problem og mumlede noget om en pedantisk fotograf. At vinduerne brænder lidt ud er evigt ligegyldigt, så længe de ikke "brænder" indover kork'en - de vil nemlig blive clonet om til et østrigsk bjerglandskab eller noget andet der ikke er en grå sjappet vej i Midtjylland og derfor gør sig bedre i reklamer.
Da billedet endelig var i kassen spurgte Morten om jeg lige kunne tage et par billeder af de andre farvevarianter som korken kunne fås i. "Hah, alt kan kun være nemmere, kom med dem!" Jeg havde tydeligvis ikke lært noget, for det viste sig at de andre farver blandt andet var guld og sølv...
Dog også andre, mere naturlige nuancer af kork:
Tak til Silkeborg Farve & Lak for at lære mig noget om at give faste priser på fotoopgaver og påstå at man kan det hele. De var fuldt tilfredse med billedet øverst i indlægget men jeg kan selv finde masser af plads til forbedringer. Vi har aftalt at næste gang så skyder vi om aftenen...
Købes: Speedlite 540EZ
Hmm... Det lader til at jeg skød mig selv i foden da jeg skrev om Canon Speedlite 540EZ. De er ikke til at opdrive på brugtmarkedet mere! Jeg har i øjeblikket 3 af dem, men jeg har plads til en mere i tasken. Jeg har også Skyport + adapter til en mere. Og med de 4 kanaler (altså pr. frekvens) der er på skyports ville det jo passe perfekt med 4 ens flashes!
Men ak! Man skulle tro at en tosse havde skrevet på en velbesøgt foto-ævl-blog at de var suveræne til prisen, for jeg kan simpelthen ikke opdrive en mere! Der er en til salg i Ry, men til 10.000 kroner. Her får du dog også et 5D mk I og 17-40L med i købet. Så er der en på fyn, men ejeren ønsker at bytte den lige over med en tilsvarende EX flash, altså en flash med fuld E-TTL på Canon DSLR. Han vil ikke bytte med kontanter. Jeg har ønsket ham held og lykke med den handel.
Jamen hvad med eBay? Der er et par stykker i England, men de bliver alle budt for højt op. Og der er lige sat en enkelt til salg i Tyskland - til 100€, plus 40€ i fragt. Det bliver til 1042 danske kroner. Lige rigeligt for en brugt, manuel flash. Der er flere til salg i USA, men efter told, moms og gebyrer rammer vi også over tusind kroner.
Jeg ved godt at det eneste jeg opnår med dette indlæg er at gøre ca. 500 daglige læsere opmærksomme på denne flash, men hvo intet vover... Det kunne jo være at nogen af Jer derude lige havde en på loftet. Og ja, det SKAL være en 540EZ. Jeg vil have 4 ens.
Det var med vilje!
Jeg tog kamerataskerne med da jeg vaskede oliedamperen i aftes (Halv pris efter 21...) fordi jeg havde et billede i hovedet jeg lige ville prøve. Det viste sig at ideen var langt bedre da den blev udtænkt i sofaen, for da jeg først kom ud i 3 graders frost og hvad der føltes som polarvind af stormstyrke, så gik det MEGET stærkt med at udføre ideen! Jeg ville have brugt tid på at gel'e mine flashes, så deres meget kolde lys blev balanceret med det meget varme lys fra gadelamperne. Den plan blev droppet og i stedet har jeg nu besluttet at det hele tiden var meningen at opnå netop dette farvespil i billedet.
Billedet er egentlig simpelt nok. Kamera fra en lav vinkel så bilen (der burde sænkes...) ser stor og truende ud, F/11, ISO 50 og 30 sekunders lukkertid. På forsæderne ligger to 540EZ der fyrer ved 1/4 power - udløst med Skyports, jeg havde transmitteren i lommen - og bilen er lyst op dels af gadelamperne og dels af min 580EX II som jeg gik en tur rundt om bilen med og fyrede af ved 1/4 power også. Den kan ses i billedet, som den fine blå stjerne ved forruden
Nøj hvor jeg glæder mig til sneen er væk så der kan komme nogen lidt federe biler foran kameraet... der er jo også en car rig der skal i sving.
Jeg synes faktisk det fungerer meget godt, men det kan da godt ske at jeg skyder et lignende billede en dag hvor lyskilderne er balanceret så de passer sammen...
Det var ikke mensa…
...da her var indbrud igår:

Beklager billedkvaliteten, min Nokia 5630 er ikke det bedste kamera jeg har.
Vi kom hjem efter at have shoppet julegaver hele dagen og fandt badeværelsesvinduet brækket op og hele huset gennemrodet. Great... De tumper har taget 4-5 DVD-bokse nogle af konens smykker og et lommeur jeg havde arvet efter min far. TV, anlæg, bærbare og stationære computere havde de ikke rørt. Og den der klump på hjørnet af skrivebordet har de heller ikke syntes var interessant. Det kan være svært at se på billedet, men det er såmænd mit 5D med 50L og 580EX II monteret. Den grå pose ved siden af er min 16-35L mk II og nederst til højre kan I se håndtaget til den lens case der indeholder 70-300 DO IS USM jeg er ved at sælge. Min Domke F-1X var blevet gennemrodet men intet manglede. Studieflashes havde de heller ikke rørt. Et Sony videokamera til 1700 kroner havde de taget med sig, men efterladt opladeren - selvom de havde rykket den ud af skabet.
Der er nok en grund til de ikke har et arbejde så de selv kan købe deres julegaver...
Anyways: Kameragrejet er nu opbevaret noget mere sikkert og alarmen er på vej. Huset vil ikke blive forladt før alarmen er installeret. Og så snart jeg har ro på tingene mht. job osv så vil vi indlede jagten på alarm nummer to. En stor alarm der siger VOV.
UPDATE: Har lige opdaget at de kraftedme har taget juniors kamera - Canon Powershot G2. Nu er far vred.
10-50
Nej det er ikke motorolie - Det er et nyt årsprojekt. Mine stakkels aber klarede jeg at skyde 238 dage i træk før jeg smed håndklædet i ringen, så denne gang har jeg valgt noget der ikke kræver at du skyder HVER eneste dag. Det er nemlig hårdere end man lige tror...
Det nye projekt jeg er faldet over hedder 10-50. Kort version: Skyd år 2010 som du ser det - med din 50mm prime. Du SKAL ikke skyde hver dag eller hver uge - du må dog maks. uploade 1 billede om dagen til gruppen. Hver måned udvælger projektets redaktører billeder til projektets "Hall of Fame". Det er egentlig "bare" endnu en flickr-gruppe, men jeg kan da slet ikke lade være med at lege med her. Hvorfor? Min 50mm sidder på kameraet 95% af tiden. Får jeg indimellem brug for at skyde noget med mere vidvinkel har jeg min 16-35, men den ryger af igen så snart det skud er i kassen. Der er bare et-eller-andet helt perfekt over 50mm på et fullframe kamera synes jeg.
Jeg har meldt mig til, skal du også være med?
Billedet øverst til højre er naturligvis taget med min 50mm. Det er min svigerfar, skudt på tværs af bordet, flash bouncet opad og til venstre. 100% familiesnap, sorry.
Car rig

Det skulle have været en Porsche, men mit sædvanlige logistik-held slap op. Mere om det lidt senere.
Jeg har bygget mig en car rig. Efter længere tids tilløb og grejplanlægning (24L blev til 16-35L) fik jeg i dag lavet de første forsigtige testskud på villavejen. Hvis naboerne troede jeg var tosset da jeg hængte en flash med paraply op i en lygtepæl for at fotografere aber der hang ud med en minigraver, så er det ingenting i forhold til hvad de har troet da jeg i dag ved middagstid kørte ned ad vejen med mit kamera hængt ca. 1,5 meter ud foran bilen.
Billedet øverst i indlægget er taget med en trådløs remote ved 1/25 sekund og F/18 (Forbandede middagssol!) og ved ca. 10-15 km/t. Lukkertiden får det til at se ud af meget mere og havde jeg nu ventet til om aftenen med at skyde eller brugt en ND-filter havde den længere lukkertid resulteret i et meget mere dramatisk resultat. Jeg overvejede at skyde det om i stedet for at skrive dette indlæg, men jeg kan faktisk godt lide at man kan genkende lidt af omgivelserne.
Hvordan har jeg bygget den? Konstruktionen er egentlig simpel, det handler bare om at få kameraet ud at hænge så stabilt som muligt så det følger bilen når den kører. Der er garanteret mange måder at gøre det, men jeg har valgt en der er prøvet og testet af mange før mig. På motorhjelmen sidder to Manfrotto F1000 sugekopper. Du kan også bruge din glarmesters rudeløfter-sugekopper, men F1000'erne har et meget robust (på samme måde som en russisk kampvogn er "meget robust) kuglehoved der slutter i en standard 3/8" spigot. På den sidder så en Manfrotto Super Clamp, der griber fast om den arm der holder kameraet ud fra bilen. Jeg har brugt 2 meter af hvad jeg tror er en forkromet garderobestang til 136 kroner fra Stark.
Den løser opgaven, men jeg skal have fat i noget mere robust, evt. 3/8" vandrør. Det er trods alt mit 5D og 16-35L mk II der sidder og gynger ude for enden... For enden af den stang sidder mit kamera. Du kan vælge at montere den med endnu en Super Clamp og et kuglehoved, men jeg har brugt den noget mere fleksible Manfrotto Magic Arm. (Jeg er forresten fan af Manfrottos stumper, har jeg sagt det?) Med den monteret kan jeg flytte kameraet frit i en radius af ca. 80cm fra enden af "pinden". Det gør at jeg kan placere kameraet præcis som jeg vil have det, uden at skulle flytte på sugekopperne. Det er en god ting, for når de sidder på bilen så sidder de FAST! Der er en lille pumpe i bunden af dem og når du har trykket 2 millioner gange på den kan du se at den røde streg på pumpen forsvinder. Nu er der greb nok! Når jeg prøvede at rykke med stangen kunne jeg se at det var min motorhjelm der gav sig, ikke min rig. Fint nok.
Med kameraet således monteret er det egentlig "bare" at begynde at trille. Enten skal du bruge en hjælper og kameraets timer eller også skal du ofre 150 kroner på en trådløs Phottix remote på eBay. Der er lidt efterbehandling for at fjerne riggen fra billedet, men da den jo har en sløret himmel som baggrund er det en clone brush opgave som selv jeg kan overkomme. Her er det samme billede som øverst i indlægget, men inden jeg fjernede riggen i Gimp.
Og ja, jeg ville gerne have haft denne her indretning i lørdags da vi havde adgang til alle de Porscher vi kunne drømme om. Men ak, logistikkens guder svigtede mig og de bidende nødvendige F1000 sugekopper ankom først i mandags. Ah well, vi havde stadig en god dag og vigtigere endnu: Morten fra Porsche Klub Danmark var vild med billederne. Så måske bliver det en Panamera næste gang I ser rig billeder her på siden... stay tuned
Hvis nogen af jer bygger eller har bygget en lignende indretning hører jeg gerne fra jer med et link til billeder af og med skidtet
Kommunikation
Kommunikation kan være svært - især når emnet er noget så uhåndgribeligt som forestillinger om billeder man gerne vil have taget. Jeg havde en aftale med Skanderborg Kursus- og konferencecenter om at tage billeder af "det store lokale" (Lokale 109 + 110 hvis du vil booke det - det er godkendt til 145 personer). Jeg havde testet lys der i mandags og hele tiden arbejdet med ideen om at vi skulle lave en gentagelse af dette billede (Lokale C13 hvis du vil booke det). Kl. 09:08 gik jeg derfor igang med at sætte lys op til at lave billeder af det store, lyse lokale som 109+110 nu engang er. Det var lettere tænkt end gjort... Da lokalet er så stort skal der en del lys til at bringe det frem på billederne som værende lyst og stort og testen i mandags havde vist mig at med en Lastolite Lumen8 F400 strobe fyret ind i hvert af de bageste hjørner i lokalet ved fuld skrald, så fik jeg et lækkert, blødt og jævnt lys i lokalet. Næste trin: At gøre som i C13 og balancere lyset i lokalet med lyset fra projektorne så man kunne se dem i aktion. Tal om at blæse og have mel i munden...
Her er et af prøveskuddene - ja det er min vivicap, laptop og kamerataske på bordet. Det her er det tætteste jeg kom på noget brugbart... Hvis der skal lys nok i lokalet til at det virker lyst og luftigt, kan man ikke se hvad projektoren laver. Jeg er sikker på at opgaven kan løses med 15-20 speedlites anbragt under loftet, i lamperne, langs væggene osv så de lige nøjagtigt IKKE rammer lærrederne. Jeg droppede projektorplanen og begyndte at skyde lokalet fra en masse forskellige vinkler og fik på den måde et par timer til at gå. Da klokken var 11 snakkede jeg med hoteldirektøren og konferencechefen og måtte meget beklage at jeg ikke kunne få projektorbilledet med på billederne af lokalet. De undrede sig lidt, så hvad jeg havde skudt indtil nu og blev slemt skuffede... for det var slet ikke det de ville have. De ville gerne have fremhævet små, fine detaljer og så bruge det store rum som baggrund.
2 timers arbejde down the drain. Hvis skyld? Min. Jeg havde ikke aftalt 100% klart med min kunde hvilken type billeder de ville have og hvad der skulle fremhæves i rummet. Jeg havde forstået opgaven som at jeg "bare" skulle vise det store flotte lokale frem. De billeder kunne de så også bruge til noget andet, gudskelov, men de ville faktisk bare have de små detaljer i rummet fremhævet. Konferencechefen blev i lokalet og vi fik fundet frem til det de ville have:
Fokus på detaljen i det store rum - ikke bare et stort rum fuld af detaljer. Havde jeg sørget for klar kommunikation imellem os, forventningsafstemning og en "ønskeseddel" fra kunden kunne jeg have løst opgaven på en times tid. I stedet brugte jeg næsten 3½ time på at lave billeder de ikke havde ønsket sig.
Jeg skriver dagens lektie op i min store bog med de ting man kun lærer på den hårde måde... Jeg husker i hvert fald fremover at have 110% klarhed om hvilke skud kunden ønsker, hvilken stemning, hvilke vinkler og hvilke ting der skal fremhæves.
Jeg håber at jeg ved at dele mine erfaringer om shoots der ikke går som de skal kan hjælpe dig til at undgå de samme dumme fejl. Godt jeg ikke skal leve fuldtids af det her - endnu...
Tid til leg
Afhængig? Ja, men det er jo kun et problem hvis man prøver at stoppe. Jeg ryddede Netto i Skanderborg for Mountain Dew Light (det er også ham David Hobby der skubbede mig ud i det!) fordi jeg måske har en lillebitte smule af en snert af en afhængighed. Da jeg så alligevel havde dem var jeg jo næsten nødt til at fotografere dem. Og nu hvor det var selveste Mr. Strobist der havde lært mig at drikke dem, var der kun én måde at gøre det: Flash amok!
Jeg satte en tupperware-agtig (plast team fra Løvbjerg, tror jeg) semitransperant madkasse i bunden af tasken, forede den med sølvpapir og fyrede en 540EZ ind i siden af dem. 2 x Lee Dark green gel på den for at de grønne flasker forblev grønne nok. 580EX II m. Ray Flash på kameraet, E-TTL -1. Mit 5D trigger altid sin PC-sync port når du trykker på udløseren, også selvom der er en flash i hot shoen. Således var det ikke noget problem at sætte Skyport transmitteren til samtidig med at jeg havde en flash på kameraet.
God ferie derude, husk at lege lidt
Skal jeg opgradere min kortlæser?
Et ofte stillet spørgsmål. Jeg besvarede det på en *lidt* nørdet måde på Talk Photography og ville da lige gengive det her. Matematisk uigendriveligt svar på spørgsmålet om firewire vs. usb.
A =Kortets hastighed i Mb/s
B = Din kortlæsers hastighed i Mb/s
Hvis A>B vil du kunne udnytte en hurtigere kortlæser. Men er den pengene værd?
F = Prisen i DKK for en Firewire kortlæser
U = Prisen i DKK for en USB kortlæser
C = Datamængden i Gb
V = Værdien af din tid i DKK pr. time
D = Tiden (angivet i sekunder) det tager at overføre C via Firewire
E = Tiden (angivet i sekunder) det tager at overføre C via USB
H = Penge sparet ved at benytte Firewire frem for USB
I = Penge brugt på at benytte Firewire frem for USB (F-U)
(D-E) x (V/3600) = H
Hvis H>I, køb en firewire kortlæser. Hvis H<I, køb en USB kortlæser.
Hvis H<I, men du RIGTIG gerne vil have en Firewire kortlæser, juster V.















