Cactus Triggers V5.
Dette er det første "gæste-indlæg" her på bloggen - skrevet af Dennis
Jeg har indtil nu lånt mig til det meste af mit off-cam lys, men har på det seneste overvejet at investere i eget udstyr. Mit behov er ikke det helt store, mit fritidsfoto er 90% uden kunstigt lys og det bureau jeg skyder for har givet mig mulighed for at låne lys og triggers. Det er dog altid sjovere at have sit eget og undgå logistikken ved at skulle ud og låne. Til mit behov ønskede jeg dog ikke at bruge en formue og det gør mig ikke noget at undvære TTL, da det tvinger en til at tænke lidt mere hvilket i de fleste tilfælde en god ting.
Pocket Wizards og Radio Poppers var overkill (ihvertfald for visakortet), skyports har jeg brugt en del og været overvejende tilfreds med. Pludselig var Cactus V5 released og specs så jo absolut spændende ud, prisen var til at overkomme og hvis de skulle vise sig ikke at leve op til forventningerne så findes der jo masser af brugtmarkeder rundt omkring. Jeg bestilte 2 stk Duo pakker (med 2 stk) til 59,95$ hver og smed lidt ekstra i fragt for at få dem til at dukke op så hurtigt som muligt. Alt i alt kostede det mig 142,40$ altså lige knap 800 gode danske kroner (200 kr per enhed). De shippede en onsdag og jeg havde varen derpå følgende mandag, det er ganske fint, var de bestilt mandag eller tirsdag var de nok dukket op inden weekenden.
Der var et par ting som gjorde at jeg slog til:
- De bruger AAA batterier.
- Alle enheder fungerer både som transponder og receiver.
Anyway, pakken blev hentet og jeg pakkede skidtet ud, de leveres i en fin lille æske med lækkert skumindlæg der indeholder følgende:
- 2 stk transceivere.
- 2 stk flashstands.
- 1 stk PC sync kabel.
- 1 stk 3,5mm jack kabel og 6,35mm converter (man skal altså ud og købe kabler hvis man benytter lys uden sko.
- 4 stk AAA batterier.
- 1 stk booklet med inspiration til lyslægning.
- 1 stk manual.

Batterierne indsættes i transceiverne via en skuffe som klikkes i, det fungerer ligesom når man klikker et SD-kort i en port. Derudover er der et drejehjul der fungerer som kanalvælger imellem de 16 kanaler, samt en skubbekontakt som sættes til Off/Receiver/Transponder, alt efter hvordan enheden benyttes. Begge knapper virker solide, på trods af at de ikke er lige så svære at ændre ved en fejl som dipswitches, så forventer jeg ikke at utilsigtede ændringer bliver et problem. På oversiden findes der en lysmarkering, denne lyser ved lavt batteriniveau. Der er også en trykknap, trykkes der let på denne vil alle enheder på samme kanal lyse op, trykkes den helt i bund fyrer den alle flashes på denne kanal af. Alle knapper sidder så de er til at komme til under brug og funktionerne er åbenlyse. På undersiden er der gevind til at montere enhederne på stativer. Ekstern antenne er der ingen af og derfor er der heller ikke risiko for at en fumlefinger som mig får revet antennen af.
Jeg har skudt omkring 500 testskud for at tjekke hvor driftstabile de er, jeg har testet på forskellige kanaler, har poppet popcorn (i microovn), talt i mobiltelefon og streamet via mit trådløse net (802.11g) under testen. Der er iøvrigt 11 trådløse netværk inden for rækkevidde under testforholdene.
Det er ikke lykkedes mig at misse en affyring, jeg har skudt både macroskud med 3 triggers meget tæt på hinanden og jeg har skudt med så mange vægge imellem som muligt. Konen var lidt irriteret over at sidde og glo på en flash mens jeg rendte rundt i lejligheden og testede, så tak for hendes tålmodighed.
Næste test er distancetesten, gu kan de fyre igennem 3 betonvægge, men hvor langt kan de egentligt række? Jeg ved det ikke, jeg er ikke indehaver af et så langt målebånd. Desuden er det pissekoldt og blæser en halv pelikan. For at omgå dette tog jeg mit kamera, triggers og en flash og gav vores parkeringskælder et visit. Jeg ved ikke hvor langt der er fra den ene ende til den anden, men der er 43 p-båse imellem flashen og mig, hver bås er vel knap 2 meter bred hvilket giver en reel afstand på omkring 80 meter. Jeg skød lige knap 100 skud i kælderen og ingen af disse fejlede. Testen er iøvrigt udført med de samme batterier som er benyttet den sidste uge (De medfølgende GP Alkaline). Da det er konen der agerer flash-stand fik jeg ikke lov til at skyde flere skud, men det tyder på en stabilitet der fint lever op til mit og formentlig de flestes behov.

En sidste funktion som ikke er nyskabende, men alligevel er nyt på Cactus triggerne er at kanal 1-5 er lidt specielle. Sætter man sine flashes på kanal 1-5 kan disse affyres hver for sig, men sætter man sin trigger på kanal 1 vil denne affyre alle flashes på kanal 1-5. Perfekt til at segmentere sin lyslægning, både under opbygning af lyslægningen og hvis man vil udelade specifikt lys under shootet.
Alt er dog ikke fryd og gammen, her til sidst vil jeg komme med et par kritikpunkter.
Nummer et er batteriskuffen, kliksystemet kan sætte sig, hvilket gør at skuffen ikke klikker sig fast. Løsningen er at tage skuffen ud og lade transceiveren stå i alt mellem 2-30 sekunder, herefter klikker et eller andet på plads og den kan nu sættes i igen. Det er det største minus for mig, herregud, det er heldigvis sjældent nødvendigt med batteriskift og det vil formentlig tage lidt tid at skifte batterierne. Derfor oplever man formentlig ikke problemet i praksis, men det er i mine øjne stadig udtryk for en for billig eller ikke gennemtænkt løsning.
Næste kritikpunkt er hjulet hvorpå man spænder den fast på kameraet, det er lige en tand for lille og svært at komme til når der sidder et kamera under. At gøre hjulet større burde ikke være generende og det bør være en klar forbedring til næste udgave.
Sidste kritikpunkt er minor, men de medfølgende flashstands er en lille smule bløde i materialet, dette gør naturligvis at de ikke flækker så nemt, men det gør også at de godt kan stå og vugge lidt når der er monteret flash og diffuserudstyr på dem.
Alt i alt er jeg tilfreds med mit køb, kvaliteten er bedre end de ebay triggers jeg har haft i hånden rundt omkring. De har indtil nu virket upåklageligt (med undtagelse af ovenstående punkter) og listen af features er fornuftig. De kan gemmes bag umiddelbart hvad som helst og tilstrækkeligt langt væk til at det aldrig bliver et issue i felten. Den eneste logiske opgradering (udover grejmani) er til et sæt med TTL, men det er ikke noget jeg savner lige pt.
En MASSE nyt fra Canon
EF 200-400mm f/4L IS USM EXTENDER 1.4
Jeps, den er god nok. 200-400 mm F/4L IS USM - med indbygget 1.4x extender! Den er indtil videre kun en prototype, der vil blive fremvist ved CP+ messen i Yokohama fra 9-12 februar. Jeg er ret pjattet med 100-400mm L fordi den er så alsidig, men at lave den til fast F/4 OG bygge en 1.4x extender direkte ind, det er immervæk imponerede. Det bliver prisen jo nok desværre også, når man ser på at 100-400L i forvejen ikke ligefrem er "discount" og sammenholder det med de voldsomme prisstigninger der kom da 70-200 F/2.8 L IS USM kom i mk II udgaven. Men stadig... Har du brug for rækkevidden så ville jeg lige vente med at købe teleobjektiv til den nye 200-400mm er på gaden. Muligheden for at trylle den om til 280-560mm F/5.6 blot med et tryk på en knap gør den heller ikke mindre spændende! Lidt mere info kan findes her.
500mm F/4 L IS USM Mk II og 600mm F/4 L IS USM Mk II
Er F/5.6 bare for lidt eller har du brug for 600mm rækkevidde? Jamen frygt ej, Canon har nye versioner af deres flagskibe til dig! Den nye 500mm F/4 L IS USM har tabt sig hele 18% og er nu nede på en kampvægt på KUN 3,2 kilo, en ren letvægter. Og til kun $9.499 er det jo rørende billigt. I hvert fald i forhold til 600mm F/4 L IS USM der forsvarer sin pris på $11.999 med at den har tabt hele 27% af sin vægt og nu kun svinger sig op på 3,92 kilo. Til gengæld kan du med begge objektiver være sikker på at få den absolut ypperligste billedkvalitet og en imponerende rækkevidde. Men jeg ville nok også lige investere i en monopod eller et godt stativ, IS eller ej så er det altså meget objektiv at svinge med...
Mere info om de nye 500- og 600mm objektiver her
EOS 600D
Så er der ny topmodel i XXXD serien - 600D er anonceret og med en opløsning på 18Mp må vi konstatere at Canon stadig tror at megapixel-ræset kører for fuld smadder. Nuvel, hvis det er sensoren fra 7D de har pakket i et mindre hus så er det måske ikke så skidt endda. Med en Digic 4 cpu kan der endda filmes i 1080P og en mængde nye auto-funktioner er blevet tilføjet - f.eks. kan kameraet nu selv vælge hvilken "picture style" der skal bruges. Lidt trist hvis du sætter det på full auto og det gætter på at du ville have solnedgangen i sort/hvid... Anyways, prisen i USA bliver $899 inkl. 18-55mm F/3.5-5.6 IS USM mk II.
EOS 1100D
Ny mindstemand i Canonland: EOS 1100D. Nu med 12Mp mod forgængeren, EOS 1000D's 10Mp og nyt er også muligheden for at filme i 720P. Desværre må man undvære den lækre kipbare skærm fra 600D, ellers kunne 1100D være et super bud på et kompakt HD videokamera til dig der elsker at filme gennem lækre objektiver. Og elsker manuel fokus osv, men nok om det. Danske priser er endnu ukendte, men Canon mener det skal koste $599 inkl. 18-55mm F/3.5-5.6 USM mk II.
Mere info om de nye kamerahuse her
Speedlite 320EX og 270EX II
![]()
![]()
Canon's mindste speedlite, 270EX er nu kommet i version II. Nyt er muligheden for at bruge den som wireless slave sammen med f.eks. et 7D's indbyggede flash eller en anden Canon master flash.
Læg mærke til den sølvfarvede parabol på 320EX - det er en superkraftig diode der sidder i midten af den, og den kan derfor fungere som videolys. Slet ikke nogen dum idé, og jeg forudser hermed at 580EX III snart kommer med samme funktion. Det eneste man så kunne drømme om var at den blev integreret i selve flashhuset så diffusere og andre mods også ville virke på det faste videolys. Som den sidder der vil det være en fantastisk blændende og hård lyskilde der vil sørge for at dit motiv kommer til at ligne et rådyr "frosset" i lyset fra en bils forlygter. Nuvel, stadig bedre end at filme i mørke. Priserne på de nye flashes er annonceret til $169 for 270EX II og $249 for 320EX.
Macro tubes, anyone?
Jeg har lige sendt en mail afsted til en potientel kunde med links til gallerier med bryllupsbilleder jeg har taget... og jeg må tilstå at jeg savner at kunne skyde makro. Ikke for at at kunne fotografere bier når jeg alligevel lige er i parken, men for at kunne lave close-ups af vielsesringene som i billedet herover. Det er skudt med Tamrons glimrende (hvis du alligevel ikke bruger autofokus) 90mm macro og med en Lumiquest SB-III som lyskilde.
Mit objektiv-lineup består fortiden af 24L, 50L og 135L. Jeg har før haft Canon's 100mm macro og har kigget svært sultent på den nye 100L... Mine OCD-tendenser ville ikke tillade mig at bryde mit "All L, All Prime" lineup. Pris? 6.500,-. Øv, ikke så aktuelt lige nu desværre. Så nu overvejer jeg at kaste 1200 kroner efter et sæt Kenko macro tubes. Kombineret med min 50mm prime vil de kunne levere 1:1 macro og de skulle spille særdeles godt sammen med både 24L og 135L også. Da de udelukkende tilføjer luft vil de ikke påvirke skarphed, farver eller kontrast, men autofokus'en skal arbejde lidt hårdere for sagen. Hylende ligegyldigt når det er vielsesringe der skal fotograferes, da de sjældent løber omkring

En lækker flue, skudt med Canon 100mm + min makro rig
Macro tubes er billigere end et dedikeret makroobjektiv, fylder og vejer mindre i tasken og kan kombineres med en masse objektiver, inkl. 100mm makro, der så kan lave 2:1. Er der nogen af Jer der har erfaringer med makro tubes, gode såvel som dårlige?
Frem og tilbage er lige langt
Update: Mit 16-35L II er nu officielt sat til salg: http://foto101.dk/Forum/ForumShowTopic.aspx?id=113&1=1#1921
Billedet her er skudt med min Canon EF 16-35L mk II, en dejlig vidvinkel-zoom. Før den havde jeg Canon EF 24mm F/1.4 L USM mk I til vidvinkel. Inden da havde jeg Canon EF 16-35L mk I. Og nu overvejer jeg om min 16-35L II skal skiftes til 24L IGEN. 16-35L gør ikke noget forkert, tværtimod. Det er skarpt, fokuserer lynhurtigt og er vejrforseglet. Men jeg savner 24L...
Det er kompakt, fokuserer som et lyn, tegner skarpt og med super kontrast - Faktisk kan jeg bedst beskrive det som en 24mm udgave af 50L. At det så går helt til F/1.4 i stedet for F/2.8 er jo kun en bonus, f.eks. når man lige får sig en datter og ikke vil genere hende ved at bruge flash på sit 40D...
Så lur mig om ikke jeg lige har kontaktet en mand der vil sælge sit 24L mk I. Bliver jeg nogensinde klogere? Hvad nu når 24mm ikke er wide nok? Er der en Wigma i min fremtid?
Nyt Grej: 5D mk II
Nej mit Mk I er ikke til salg
Så gjorde jeg det, knap to år efter jeg ævlede løs om det STUPIDE Canon EOS 5D mk II med samme dårlige autofokus som Mk I og en åndssvag video-feature... Jeg har endnu ikke haft det med ude på en "rigtig" opgave, kun skudt lidt rundt om i huset osv. Jeg må tilstå at det er et rigtigt, rigtigt lækkert kamera. Selve kamerahuset skulle være stort set magen til Mk I, men føles mere "tight", lidt i retning af 1D/1Ds serien og 7D. Skærmen er nok den tydeligste forbedring, nu kan den faktisk bruges til andet end at se om motivet kom med på billedet! Nu kan man zoome ind og bedømme helt præcist om fokus ligger som det skal. Speaking of fokus, der er jo AF-microadjust på mk II. Jeg har leget lidt med det og konstateret to ting: 1) Det gør en forskel, det virker og 2) Ingen af mine objektiver ser umiddelbart ud til at kræve justering. Så langt så godt. En anden positiv ting er at umiddelbart, uden systematiske tests, så virker x-sync faktisk op til de proklamerede 1/200 sek og ikke kun 1/160 som er den reelle max. sync. hastighed for mit Mk I.
Autofokus, eller parodien på samme, er 5D's helt store akilleshæl. På 5D mk I er det kun det midterste AF-punkt der er pålideligt når lyset ikke er for godt så det var med stor undren at Canon-fans verden over så Canon med stolthed erklære at den gode autofokus fra 5D mk I blev videreført til Mk II. Hårdt pressede indrømmede de senere at alt fra 40D og opefter havde klart overlegen autofokus, men det kunne IKKE lade sig gøre at putte noget bedre ind i så kompakt et kamerahus som 5D mk I & II. Jeg kan næsten høre alle 7D ejerne slå sig på lårene af grin, for ikke at tale om D700 ejerne der har samme størrelse sensor, samme størrelse søger OG en indbygget flash proppet ind i et kamerahus på samme størrelse. Lad os håbe at 5D mk III får autofokus'en fra 7D, ligesom mk I og mk II fik den fra 20D. Når alt det er sagt, så har 5D mk II en noget kraftigere CPU til at udregne fokus, selvom det må slås med de samme 9 tåbelige AF-punkter som 5D mk I, så autofokus ER faktisk bedre på 5D mk II. Ikke "Hold da kæft, nu skal jeg skyde sport om natten"-god som på 1D-serien og 7D, men mere selvsikker. Det finder som regel fokus - og holder den - men ikke nær så hurtigt som de kameraer der er så heldige at have mere end én cross-type sensor.

Snapshot af Anna, ISO 50, flash bouncet til venstre
Der hvor 5D mk II virkelig skinner igennem er når vi kommer nord for ISO 800. 5D mk I ser stadig helt fint ud her, men jeg begynder at række ud efter Noise Ninja slideren i Bibble. Ved ISO 1600 er der tydelig forskel på de to og jeg har ingen kvaler med at bruge ISO 3200 og om nødvendigt ISO 6400 på 5D mk II. Uden at have lavet systematiske side-by-side tests ( de skal nok komme
) vil jeg sige at ISO 6400 på mk II ligner ISO 1600 fra 5D mk I.

100% crop af billedet fra før. Se det i full size og spot fotografen...
En lille, men mærkbar forbedring er at USB-porten på 5D mk II nu kan bruges til noget. 5D mk I var MONSTER langsomt (as in USB 1.1), på 5D mk II kan jeg trække billeder over USB-kablet med samme fart som jeg kan gennem min kortlæser. Menuerne er også opdaterede så de har faneblade i stedet for den endeløse liste af menupunkter der er på 5D mk I. Og "My Menu" er der. Måske den feature (well, næst efter autofokus...) jeg har savnet mest fra 40D. Nu kan jeg samle de menupunkter jeg bruger mest så de er lige ved hånden, i stedet for at skulle scrolle gennem en laaaaang liste for at finde dem.
Rayflash Proof-of-concept from Soren Siim on Vimeo.
Nåja... Film. Det skal nok blive sjovt at lege med! Jeg har kun lige tumlet rundt i "nej, se lige hvad JEG kan"-mode og det bliver altså ikke de store episke kunstværker, slet ikke når børnene hiver i en. Men jeg har store planer... Noget med at låne en 100mm makro og så tage i Randers Regnskov og filme bladskærermyrer i 1:1 ved 1080P. Filmen her er optaget med en LED-lommelygte monteret i min Ray Flash adapter som jeg så holder på plads med en Manfrotto Magic Arm. Det er stort og grimt og kan med sikkerhed holde tøserne på afstand, men det giver et lækkert lys. Filmen er 100% uredigeret (undskyld!!) og skudt ved ISO 800. KLAK-KLAK-KLAK lyden er 50L der forsøger sig med autofokus. Note til mig: Autofokus i live view er ikke god nok til det her. Må lære manuel fokus.

Et smeltet greb efter et styrt i tirsdags. Meget kedeligt, men meget, meget detaljeret billede. Taget med autofokus i umådligt dårligt lys, 580EX II i ringflash, EV -1
Jeg glæder mig til at fortælle en masse mere om mit nye legetøj/værktøj når jeg har prøvet det "i felten". En anden plan der er ved at tage form i mit hoved er at række ud til min nærmeste omgangskreds og låne et par andre kamerahuse. Så skulle jeg kunne lave systematiske tests af 450D, 550D, 5D, 7D, 5D mk II, 1D mk III og 1Ds mk III. Jeg glæder mig især til at finde ud af hvor mange der kan se forskel på billeder taget ved ISO 400 i nogenlunde belysning når først de er resizet til f.eks. 1920x1200...
Shoot: Firmafest i regnen
En dag med udendørs aktiviteter på området omkring Højstrupgård i Helsingør, det lyder som en fantastisk idé til et socialt firma-arrangement. En dag hvor kolleger og deres ægtefæller/kærester samles væk fra arbejdet og henover en øl eller to løser opgaver der styrker sammenholdet - En drøm for enhver HR-chef og ikke mindst aktivitetsforeningen. Men hvad nu hvis regnen bare stille og roligt siler ned hele dagen lang? Man skulle tro at alle minerne ville se ud som på billedet herover, men det er faktisk det eneste "sure" ansigt det lykkedes mig at fange hele dagen.
Der var aktiviteter fordelt ud over det store område lige ud til Øresund, alt fra opgaver der stillede krav til detaljeret viden om Grand Prix hits fra 80'erne, til pistolskydning:
Det ser voldsomt ud, men det var "kun" en gasdrevet hardball-pistol, men det fugtige, tunge vejr fik overskudsgassen til at ligne krudtrøg perfekt. Billedet herover er taget umiddelbart til højre for målene der skulle rammes - instruktøren gjorde det meget klart at det var på eget ansvar hvis jeg absolut skulle stå mellem granerne for at få de billeder i kassen. Efter en længere sikkerhedsbriefing gjorde han hvad han kunne for at lokke deltagerne til at skyde fotografen, men de koncentrerede sig gudskelov om målene. Jeg fik til gengæld pinligt mange "skud" brændt af i forsøget på at ramme lige det rette øjeblik mens de skød til måls.
Derude i de vilde elementers rasen var jeg som altid iført min Cotton Carrier og det var sjovt at opleve hvordan de fotointeresserede spurgte til hvad dælen det var for en sele og alle de andre spurgte bekymret til om kameraerne ikke tog skade af regnen? Begge kamerahuse klarede skærene og de har da også oplevet værre, men for at illustrere hvordan den stille, men konstante regn satte sig på alt så se dette billede og bemærk hvordan vandet løber ned ad pistolen - sådan så kameraerne også ud. Det ene kamera var et lånt 1Ds mk III der er vejrforseglet og lavet til at klare den slags vejr uden problemer, men det andet var mit trofaste 5D mk I der ikke har noget der ligner vejrforsegling.
Regnbukserne jeg havde på var ikke kun for at se godt ud (ahøm) men også for at det forbandet våde græs ikke skulle forhindre mig i at skyde i din vinkler jeg ville. En lille, lavpraktisk detalje der gør en masse andre ting SÅ meget nemmere. Jeg skulle i øvrigt hilse fra deltagerne og sige at sækkeløb er meget, meget hårdere end man lige tror
Om det var trækvognene fulde af øl, de aldeles glimrende sandwiches eller om de ansatte i virksomheden bare altid er så glade skal jeg ikke kunne sige, men jeg var vildt imponeret over hvor højt humør der gennemsyrede hele arrangementet. Enkelte trak under forberedelserne sammen under halvtage, men ellers blev vejrliget taget med knusende ro:
Jeg elsker at fotografere i regnen! Det giver en helt anden atmosfære i billederne og man kan se de små dråber fastfrosset i luften - og på brillerne på billedet herover. Alt for mange bekymrer sig alt for meget om deres udstyr i regnen, men hvis man viser bare en lille smule omtanke vil grejet højst sandsynligt klare elementerne bedre end man selv gør. Jeg havde begge kameraer monteret i Cotton Carrier og en microfiberklud i lommen. Med den kunne jeg lige tørre frontelementer og søgere af indimellem, men derudover gjorde jeg ikke noget videre for at passe på dem.
Da jeg skød et bryllup i noget voldsommere regn tog jeg Cotton Carrier under jakken, så den kunne fungere som "halvtag" for det ene kamera mens jeg skød med det andet.
Efter veloverståede udendørs aktiviteter var der varm kakao, men jeg valgte at bruge 2 minutter på at skifte tøj og tømme kort, inden jeg
spurtede på tværs af det overraskende store Højstrupgaard for at skyde vinderne af udendørskonkurrencerne og med en skjorte smidt hurtigt på kunne jeg gå over til at skyde stemningsbilleder til middagen - altså ikke under selve middagen, for hvis jeg kunne vælge kun EN ting at lære fra mig til alle der ejer et kamera, så lad dette være den ene ting: "Ingen ser godt ud mens de spiser". Noget der til gengæld ser godt ud er når en fotointeresseret OMC Co-ordinator (seriøst, det er mandens titel) får skubbet IT-chefen ind i garderoben og får ham til at kigge op i et halogenspot. Spotmåling hans ansigt, 2-3 skud for lige at få EV dialet ind og så var det der. Jeg har siden hørt fra virksomheden at IT-chefen selv har skrevet sin nye titel på billedet: "Hitman"
Som aftenen skred frem blev jeg flere gange spurgt hvor længe jeg skulle være "på". Først med en lidt "Ej, har du ikke en meget lang arbejdsdag"-bekymret tone i stemmen, senere med en undertone af "Sig mig engang, skal du dokumentere hvad der sker i baren?" Der var flere fotointeresserede og udover spørgsmålene til Cotton Carrier var der også et par stykker der spurgte lidt ind til kamerahuse og objektiver. En ægtemand var forbløffende god til at smile høfligt mens han bandede mig langt væk for at lade hans kone snuppe et par billeder med mit 5D:
Hun havde haft analog spejlrefleks for år tilbage og lad mig hermed sige undskyld hvis jeg har skubbet nogen (tilbage) ud i en dyr hobby...
En ordentlig firmafest har naturligvis både DJ og dansegulv - tid til on-camera E-TTL flash og 2. curtain sync. Hvorfor nu det? Fordi med 2. curtain sync kan jeg trække lukkertiden og få bevægelse i billederne, men flashen vil stadig give skarpe kanter når den fyrer af lige i det lukkeren klapper i igen:
Her er flashen bouncet op i det skrå, men gudskelov hvide loft. ISO 800 og F/2.2 ved 1/80 sekund sætter min 580EX II på prøve, men ikke noget den ikke kunne klare. Heldigvis... få øjeblikke senere fik jeg mit bedste festbillede til dato:
Det vinder næppe priser med den simple-men-det-virker lyssætning (bounce mod loftet igen) og den rodede baggrund, men det at man kan se at hun smiler bredt, uden at kunne se hendes mund, mens hun danser med sin mand, det bærer hele billedet for mig. Kort efter kunne jeg tørne ind på mit hotelværelse efter et 12 timers shoot, 3½ timers kørsel hjemmefra. Eller... jeg kunne ikke tørne helt ind endnu: Jeg havde medbragt min lille Selphy dye-sub printer, så jeg lavede en stak prints af de bedste skud fra dagen, så de kunne se dem til morgenmaden. De vakte stor glæde har jeg senere fået at vide, så den kommer fremover med på shoots! Det er fint at kunne vise kunden billederne på kameraets display eller måske endda en laptop, men det er langt federe - ikke mindst for kunden - med print i hånden, lige på stedet.
Sorry - det blev til et langt indlæg om en lang dag. Hvis du har hængt på helt hertil kan jeg til gengæld afsløre at dette shoot blev det sidste hvor jeg blev nødt til at låne kamera nummer to... Der bliver afsendt en lille ting til mig i morgen og jeg må hellere gemme lidt plads til at skrive om den når den kommer...
4 nye L-objektiver
Sikke en morgen for Canonister!
- Canon EF 8-15mm f/4L Fisheye USM lens

180 graders diagonalt synsfelt, både for full frame, 1,3 crop og 1,6 crop sensorer. Zoom ud til 8mm og Full frame kameraer får 180 graders cirkulært synsfelt. Dvs. hvis du lægger kameraet på "ryggen" med displayet ned mod jorden kan du få 180 grader horisont med på dit billede. Det bliver jeg nok nødt til at prøve! $1.400 bliver prisen iflg. Canon - Canon EF 70-300mm f/4-5.6L IS USM lens
- Umiddelbart lyder det mest som om de har smækket et L på den i forvejen meget populære 70-300mm IS - og så lige et $1500 prisskilt... Er jeg den eneste der synes det ser ud som om det vil udvide sig når man zoomer?
- Canon EF 300mm f/2.8L IS II USM lens

2. udgave af den vanvittigt skarpe, store og dyre 300mm F/2.8 L IS USM. Nu med lavere vægt, bedre IS og andre justeringer. $7000 for at skyde 300mm F/2.8 - Canon EF 400mm f/2.8L IS II USM lens

Er 300mm ikke nok? Har du $11.000 under hovedpuden? Go nuts! - Canon Extender EF 1.4x III & Canon Extender EF 2x III
- Canons to extenders er blevet opgraderede så de nu tilbyder bedre AF på objektiver med den "nye" IS, f.eks. 3 af de 4 ovennævnte glas. $500 stykket bliver prisen. Nu med vejrforsegling også!
Canon EOS 60D er ude!

- 18 megapixel APS-C
- ISO 100-6400, kan udvides til 12800
- 5,3FPS
- 9-punkts AF
- $1100
Whoa... Jeg har aldrig selv lige savnet en skærm der kunne vippes ud, men mange har råbt på den - nu er den her
Endda en helt ny anti-reflektiv skærm der med 1,040,000 er den højst opløste skærm på et Canon DSLR nogensinde. Tonsvis af nye videofeatures og "in-camera raw processing" med mulighed for at redigere sine RAW-filer direkte i kameraet, efter billederne er taget. Lyder... nyt.
Der er også et nyt kontroldesign bagpå:
![]()
Bemærk hjulet-i-hjulet. Ser ud til at være nemmere at nå hvis man skal skifte AF-punkt mens man holder kameraet i "portræt" orientering (på højkant) og har greb monteret.
RadioPopper til Europa!

YES! Endelig! Hvorfor er mit visakort løbet skrigende væk? RadioPoppers PX system er nu endelig kommet i en version der er godkendt i Europa, så vi kan få trådløs TTL-flash der faktisk virker. Bliver spændende at se om de sender fra USA eller EU og hvad skidtet kommer til at koste...
"Hov, hvorfor sagde den grimme mand det der med trådløs TTL-flash der virker? Vi har da PocketWizard ControlTTL?". Yeah... som er nogen sarte små piger der lader sig slå ud af det faktum at Canon speedlites måske er lige lovlig friske med deres elektriske stråling. Her er lige en sammeligning af de to systemer:
Jatak til 5 x radiopoppers tror jeg... Så snart jeg lige har en stor pose penge at bruge på at få trådløs E-TTL flash
Review: Cotton Carrier
Når jeg skyder til et bryllup foregår det altid med to kameraer. Både for at have et kamera som backup hvis et af dem skulle svigte, men også for hele tiden at have det rette objektiv klar. Brudeparret venter altså ikke med deres brudevals bare fordi du liiige skal skifte objektiv. Indtil for nyligt bar jeg de to kameraer i hver deres skulderstrop, men til et bryllup i Vejen var der en gæst der kom lige lovlig tæt på et af kameraerne, et lånt 1Ds mk III. Det svingede i sin strop da jeg løb mellem bordene for at komme tæt på brudeparret og fotografere en af sangene, og ramte gæsten da jeg løb forbi. Ikke at hun fik kraniebrud eller noget, SÅ vildt lader jeg heller ikke kameraerne svinge omkring, men det var alligevel en oplevelse der fik mig til at gøre alvor af de tanker jeg havde haft om at bestille en Cotton Carrier.
14 dage efter brylluppet i Vejen havde jeg et bryllup i Køge, men denne gang med Cotton Carrier til de to kameraer i stedet for nakkestropper. Nu var der ingen svingende kameraer og jeg skulle ikke til at kæmpe med at svinge det ene om på ryggen mens jeg skød med det andet. 1Ds mk III blev monteret på brystpladen, mens jeg havde mit 5D i "pistolhylsteret" på siden. På den måde kunne jeg bevæge mig frit men stadig have lynhurtig adgang til begge kameraer. Alene det at man ikke skal lede efter et sted at sætte kameraet fra sig når man lige skal bruge noget fra tasken er guld værd!
Systemet fungerer præcis som i reklamevideoerne: Hurtigt og sikkert og meget, meget komfortabelt. Du skal afsætte lidt tid til at få vesten justeret rigtigt - Den skal sidde til uden at stramme for meget. Du får lynhurtiget styr på at tage kameraet ud og ind af holderen og jeg fatter ikke helt hvordan jeg har klaret mig uden Cotton Carrier så længe. Den er SÅ meget mere komfortabel, jeg kunne bære to tunge kameraer non-stop i 10 timer uden de mindste gener i arme eller skuldre.
Jovist, vesten får det til at se ud som om du har stjålet Mini-me's skudsikre vest, men med en sort skjorte eller tshirt under er den næsten direkte diskret. Kvaliteten er rigtig god og jeg har ingen skrupler med at lade fotogrej for 75.000 hænge på den mens jeg løber foran brudeparrets bil eller møver mig gennem en tætpakket menneskemængde.
I aften har jeg et job for en virksomhed der har booket et cirkus (well, Zirkus, faktisk) til deres firmafest for knap 300 mennesker. 5 timer hvor jeg skal bevæge mig rundt i mængden med to kameraer - Barnemad! Jeg er ikke længere bekymret for arme og skuldre og jeg ved jeg altid har mine kameraer klar til action. Mit eneste kritikpunkt er at når man render med vesten på i 10 timer så kommer man altså til at svede bag brystpladen, men det er svært at se hvordan dette skulle undgåes. Det meste af systemet er lavet i robust mesh der ikke giver problemer på den front, men polstringen bag brystpladen er svær at give "gennemtræk" uden at forringe systemet.
Jeg er helt vild med min cotton carrier, køb en hvis du nogensinde har behov for at bære to kameraer eller bare hvis du bærer et enkelt i mere end en halv time, det er SÅ meget bedre end en almindelig nakkestrop.
Update 31/05/10:
Lige et billede fra det bryllup hvor jeg bar to kameraer 10 timer i streg. Det ene blev dog brugt af JP til at tage skuddet af mig, så det kunne naturligvis ikke sidde på sin plads på brystpladen. Jeg vil nok ikke tage den på i zoologisk have, men på en sort skjorte er den fint diskret og jeg har indtil videre kun fået nysgerrige kommentarer fra andre fotografer. Jeg bar den igen i lørdags, dog "kun" 5 timer med to kameraer. SKØNT at have dem begge klar til action og lige ved hånden, uden at have det mindste ondt i skuldre eller nakke dagen efter.
Og nej, jeg er ikke ved at notere din bestilling af vin, jeg forsøger at følge med på dagens program over taler, sange osv - samtidig med at jeg bliver lidt overrasket når JP snupper et kamera og skyder mig i vores "parbillede-opstilling". Mere om den i et andet indlæg...




















