Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

24jul/10

RadioPopper til Europa!

YES! Endelig! Hvorfor er mit visakort løbet skrigende væk? RadioPoppers PX system er nu endelig kommet i en version der er godkendt i Europa, så vi kan få trådløs TTL-flash der faktisk virker. Bliver spændende at se om de sender fra USA eller EU og hvad skidtet kommer til at koste...

"Hov, hvorfor sagde den grimme mand det der med trådløs TTL-flash der virker? Vi har da PocketWizard ControlTTL?". Yeah... som er nogen sarte små piger der lader sig slå ud af det faktum at Canon speedlites måske er lige lovlig friske med deres elektriske stråling. Her er lige en sammeligning af de to systemer:

Jatak til 5 x radiopoppers tror jeg... Så snart jeg lige har en stor pose penge at bruge på at få trådløs E-TTL flash ;)

20apr/10

London, Baby!

David Hobby, manden der måske bedre er kendt som Strobist annoncerede på sin blog (det er jo så strobist.com, for jer der er bedre til at løfte tunge ting end til at løse kryds og tværs) at hans årlige Get Out Of Maryland tour fører ham til England hvor han vil holde en serie en-dags seminarer om small flash, gode billeder i en fart med speedlites. Klassisk strobist. Øhm... undskyld? David Effin Hobby, in the flesh, et lille flyhop væk?

Seminarerne kommer til at handle om at arbejde med ambient og så bygge billedets look op med speedlites derfra. For at klemme endnu et filmcitat ind - med Samuel L. Jacksons udødelige ord: That's all there is to it, I'm going, I'm fucking going!

Prisen for en dag hvor formiddagen går med undervisning og eftermiddagen går med hands-on demo, spørgsmål, sparring osv med David Hobby, aka Sir David of The Speedlites, manden bag det største internet fotofænomen siden digitalkameraet, er £117,50 eller lige præcis 997,68 skatteplagede danske kroner. Og jo, der kommer en flyvetur oveni - RyanAir tager 89 kroner for at komme fra Tirstrup til Stanstead. Og retur... Eller ca. 1/5 af hvad det koster for at køre fra Århus til København og retur.

Jeg har købt billet til 22/5, seminaret i London. Der kan ikke være uendeligt mange pladser - de kan købes her.

Addiction...

Tasken er pakket ;)
9apr/10

Ringflash shootout – Forslag?


Billedet er taget af intermayer

Kamerahuset.dk er begyndt at forhandle Orbis Ring flash, den mest åbenlyse konkurrent til Ray Flash som jeg jo har en af. Og lur mig om ikke Kamerahuset har været så elskværdige at sende mig en Orbis til test!

De to skal jo selvfølgelig testes mod hinanden og vurderes på alle leder og kanter - Men hvordan så du dem helst testet? Smid en kommentar!

4apr/10

Shoot: Mortens Polo 6N

IMG_4892

Jeg kom til at efterlyse biler i østjylland som ejerne ville stille op som fotomodeller... Der kom ca. en trillion trilliard henvendelser henover vinteren og i lørdags fik jeg så taget hul på bunken og skudt Mortens "let modificerede" VW Polo 6N. Til sammenligning er her et billede Morten tog da han lige havde fået bilen.

IMG_4859

Vi hjemsøgte havnen i Århus, der udover at sørge for kulissen også lagde lige rigeligt med støv på den ellers nyvaskede Polo. Første location var en lagerhal hvor lyset var lidt nemmere at styre. Jeg eksponerede efter ovenlysvinduerne og bragte herefter bilen op igen med flash. En 540EZen boom henover bilen, i en reflekterende paraply. Herudover en nøgen 540EZ på hver side for at få et skarpt lys med masser af reflekser i metallakken.

IMG_4937

Ude i den skarpe sol fandt vi en port der var perfekt som baggrund - og vi var kun en lille smule i vejen. Nøj det ville tage lang tid at finde locations hvis man spurgte om lov hver gang... En 540EZ på en håndholdt boom (Morten var en glimrende lysstand) henover motorhjelmen og så ellers sollys for resten af pengene.

IMG_4945

Her er billedet undereksponeret et stop for at få en dybere blå farve i himlen og solen får lidt hjælp af en 540EZ på jorden der lyser bagskærm og fælg op.

Masser af vidvinkel, hårdt lys og beskidt tøj af at ligge på jorden - men en hyggelig lørdag eftermiddag! I alt 25 billeder blev det til i settet her.

Gemt under: Flash, Foto, Shoot 3 Kommentarer
29mar/10

Shoot: Instrumentborde

IMG_4675

Skoda Superb

I mit forrige indlæg bad jeg om hjælp til at beslutte hvilken modifier der skulle stå øverst på min indkøbsseddel. Det er nu afgjort: Lastolite Skylite vil blive indkøbt ASAP. Ikke kun fordi den vandt afstemningen med 37% af de afgivne stemmer, men også fordi jeg manglede den på et shoot dagen efter jeg oprettede afstemningen. AS Marketing havde booket mig til en lidt speciel opgave: At fotografere midterkonsollen i 7 forskellige biler hos SMC biler i Højbjerg (Århus). Hvorfor? Fordi AS Marketing forhandler Kenwood bilstereo til bilforhandlere og har podier stående i udstillingslokalerne. Ideen er så at der på podiet er påklæbet en film med et billede af et instrumentbord og i hvori der så er monteret et live Kenwood anlæg. Altså ikke bare en fesen radio, men denne model med navigation, dvd, usb, kgb og hvad det nu hedder alt sammen. Så kan kunderne se og prøve radioen i aktion og blive overbeviste om at deres nye bil ikke kan leve uden. I stedet for det anonyme (vidst nok Ford) instrumentbord der i øjeblikket er vist på podierne er ideen så at der på standen hos VW skal en film med print af et VW instrumentbord, Seat hos Seat og Skoda hos Skoda.

Jeg havde sagt ja til opgaven og tænkt at jeg da lige kunne bounce en flash op i loftbeklædningen og så var den potte ude... Ja hurra! Den plan styrtede til jorden med det samme jeg så det sorte velour der beklæder loftet i en VW Scirocco. Ny plan: Lys fra siderne! En Lumen8 F400 med gennemlysningsparaply blev placeret ved hver fordør. Resultat: Slagskygger fra rattet. Hvad så med en F400 på hvert forsæde? Reflekshelvede i kabinen, især VW Passat med børstet alu var sjov. Lamperne røg ud af bilen igen, tid til at være kreativ...

IMG_4683

2 x F400, 2 x 540EZ, 1 x VAL

Her er opstillingen der endte med at virke bedst. En F400 ind ved passagersædet, gennem paraply, ½ power. En ditto F400 ind gennem venstre bagdør, tæt på fuld power. Førersædet blev lagt helt ned så det ikke var i vejen. Daniel fra AS Marketing fik lov at være VAL og holdt en 540EZ ved enten 1/8 eller 1/16 power afhængigt af bilmodellen, så der kom lidt lys ovenfra. Hvis man kniber øjenene godt sammen kan man se en flash mere inde i kabinen - Nok en 540EZ ved 1/8 power, pegende mod rattet og zoomet ind til 70mm. På den måde kunne jeg ramme de slemme slagskygger med kanten af lyset fra flashen. Den eneste ulempe var faktisk at jeg generelt fylder for meget når der skal skydes fra bagsædet i en bil.

Foto: Daniel Vesterskov

IMG_4605

VW Golf Plus

Billedet herover er (så vidt jeg husker) fra en Seat Leon. I skulle have set mig komme ud og ind af Sciroccoen! Det øverste billede i dette indlæg er forresten fra en Skoda Superb - der  stod en stationcar version lige ved siden af den sedan jeg skød i og jeg prøvede at overbevise sælgeren om at det ville være 100% fair hvis han byttede den lige over med min Passat fra 1998. Jeg må til at blive bedre til det der Jedi mind trick...

Men hvad var det for noget ævl om Skylite panel i starten af indlægget? Mere end én gang drømte jeg om to ting: 1) At jeg havde mere end 2 timer til at nå igennem de 7 forskellige biler og at jeg havde haft et 1x2 meter Lastolite Skylite panel. Så ville jeg have sat kameraet på stativ (magic arm m. stand) mellem forsæderne og lagt deres ryglæn helt ned. Skylite ind gennem bagdørene og så ellers 4x speedlites pumpet igennem det, frem mod instrumentbordet. Så ved jeg det, næste gang en kunde ringer og beder mig fotografere midterkonsoller med fokus på en radio der skal redigeres væk.

Øv hvor ser min Blaupunkt radio da kedelig ud nu.

Gemt under: Flash, Foto, Shoot 4 Kommentarer
22mar/10

Shoot: Bertram

Bertram!

Jeg fotograferede den sødeste og nemmeste baby i hele verden i lørdags. At fotografere børn, især de mindste af dem, er altid en udfordring, fordi man ikke kan forklare dem at nu skal de stå eller sidde der-og-der, smile på kommando og så lige kigge den rigtige vej. Men sådan var det ikke med Bertram. Ikke alene smilede han til mig uden problemer og accepterede at en stor grim fremmed mand kravlede rundt på hans gulv, han sad bare stille og roligt og glad - i en time.

IMG_4464 Hvor mange af Jer har oplevet babyer der var glade en hel time ad gangen? OG sad stille imens? Selvom fremmede larmede rundt og stillede lamper op? Jeg fatter det stadig ikke. Hans forældre må kunne nogle tricks...

Bertram er fotograferet i sin egen stue med en hvid væg som baggrund. Underlaget er mine bruges-til-alt Ikeatæpper som jeg har en 8-10 stykker af. De kan maskinvaskes, de er bløde og lækre - og de er billige. Alle billederne er belyst på samme måde, med tre lyskilder. Til højre for kameraet er min Lastolite Ezybox, oplyst med en Lastolite Lumen8 indstillet et sted mellem 1/16 og 1/32 power, så i princippet kunne jeg sagtens have brugt en speedlite. Det gjorde jeg i venstre side, hvor en 540EZ ved 1/16 power blev skudt ind i en reflekterende paraply der både oplyste baggrunden og venstre side af Bertram. For at løfte skyggerne en lille anelse og give lidt glimt i øjnene brugte jeg min Ray Flash med en 580EX II monteret på kameraet, sat på 1/128 power. Ikke lys nok til at blive bemærket på billederne, men nok til at give catchlight og blødere skygger. Og med babyer der ER meget bløde gælder det om at have lys der passer til motivet :)

Da først lyset var skudt ind blev Bertram placeret på tæpperne og så var det bare at skyde løs, mens hans forældre hoppede rundt om os og skar ansigter og lavede sjove lyde. Måske den hyggeligste fotoopgave jeg har været på? Det eneste problem er nu at alle andre babyer jeg kommer til at fotografere vil virke sure og umulige når jeg sammenligner dem med supermodellen her.

IMG_4419

Jeg fik 104 keepers på en times effektiv fotografering, et fuldstændig vanvittigt tal med et barn i denne størrelse. 11 af dem har jeg lagt i sættet her, resten er forbeholdt fotomodellen og hans familie :)

Gemt under: Flash, Foto, Shoot 2 Kommentarer
12mar/10

Shoot: En udfordring…

IMG_0076

"Vi har noget tapet der er lidt svært at fotografere, kan du klare det for os?"
"Jada, det er ikke noget problem, vi ses på lørdag"

Cirka sådan forløb samtalen mellem Morten fra Silkeborg Farve & Lak og undertegnede. Lad det være mig en lektie i ydmyghed til en anden gang. Eller i det mindste lære mig at se den konkrete opgave inden jeg slynger en fast pris ud. Billedet herover er produktet af 3 timers arbejde og jeg kan stadig se masser af plads til forbedring. Men hvorfor var det så svært?

Udstillingslokalet var meget gennemført indrettet i minimalistisk skandinavisk design. Hvidt loft, hvide vægge, lyst trægulv og kulsort køkken. Og så kommer motivet... Hele endevæggen var beklædt med et nyt produkt: Kork. Ikke tapet der ligner kork, men kork. Ca. 5mm tykt og med masser af struktur:

IMG_4233

Lad mig starte med at sige at netop i så gennemført minimalistisk et miljø så ser det fuldstændig fantastisk ud med det meget organiske kork som kontrast. Både den mørke farve, men også mønstrene og uregelmæssighederne i korken står helt eminent som modstykke til resten af det lidt kliniske rum. Bemærk også knivblokken på bordet!

Sådan, det ser godt ud, nu er det sagt. Men at fotografere det... Oh boy. For det første har vi at gøre med en mat, mørkebrun overflade i et lyst rum. Så er der lige to store vinduer i den mørke overflade. Midt mellem dem sidder så en meget, meget reflekterende biopejs. Og nej, man kan ikke bare stille 2 x 2 meter octa'er op eller sømme lagner fast i gulv og loft for så at bombe blødt lys igennem - for der er jo lige køkkenet. Som er sort - bortset fra bordpladen i rustfrit stål. Jeg elsker bare når lys-sugende overflader kombineres med hvad der praktisk talt er spejle... Undtagen når jeg skal fotografere skidtet. For at føje spot til skade, så se alle de små fordybninger i korken. Dem der går helt i bund når ned til undersiden der ikke bare er mat, nejnej, den er naturligvis også reflekterende. Så hvis lyset rammer for lige på korken så har du reflekshelvedet:

IMG_0080

Se til højre for pejsen - sådan gik det hvis en lyskilde var for direkte på væggen. Jeg vil skyde på at vi skulle ud i noget der ligner 30 graders vinkel på lyset for at undgå reflekserne. Det skulle vi så gøre i et ikke voldsomt stort køkken alrum. Okay, det var nok lidt større end mit køkken derhjemme, men jeg skulle lige navigere både store lamper og speedlites rundt og vinkle dem så de var 30 grader fra væggen. Og da det hele blev skudt på 16mm på mit 5D var det begrænset hvor tæt på væggen jeg kunne placere lamperne.

Det endte med en Lastolite Lumen8 til venstre for kameraet, rettet i en meget flad vinkel mod højre side af væggen. Den oplyste ca. til og med midten af endevæggen, men køkkenøen sørgede for at en god del var i skygge. Derfor står der lige bag køkkenøen endnu en Lumen8, bouncet ned mod gulvet, da det var den eneste måde jeg kunne få den rette vinkel på lyset. For enden af køkkenøen ligger en 540EZ, sat til 1/8 power for at bløde skyggen fra køkkenøen lidt op, uden at fjerne den helt. Uden den speedlite var der nærmest et sort hul i væggen. Venstre side af endevæggen er også belyst med en 540EZ, men denne er dog på fuld power, noget skyggerne fra planten meget gerne minder os om. Den ligger på gulvet, LIGE uden for billedet og med en kinesisk plasthætte (der LIGNER en Stofen, men ikke er det) monteret sørger den for at venstre hjørne også er med på billedet som andet end et sort hul.

Refleksen i pejsen er en feature. Jeg vil se om jeg har et billede uden lys på så jeg kan clone noget pejs derfra, men jeg tvivler på det bliver godt. Kunden mente bestemt ikke det var et problem og mumlede noget om en pedantisk fotograf. At vinduerne brænder lidt ud er evigt ligegyldigt, så længe de ikke "brænder" indover kork'en - de vil nemlig blive clonet om til et østrigsk bjerglandskab eller noget andet der ikke er en grå sjappet vej i Midtjylland og derfor gør sig bedre i reklamer.

Da billedet endelig var i kassen spurgte Morten om jeg lige kunne tage et par billeder af de andre farvevarianter som korken kunne fås i. "Hah, alt kan kun være nemmere, kom med dem!" Jeg havde tydeligvis ikke lært noget, for det viste sig at de andre farver blandt andet var guld og sølv...

IMG_0084

Dog også andre, mere naturlige nuancer af kork:

IMG_0099

Tak til Silkeborg Farve & Lak for at lære mig noget om at give faste priser på fotoopgaver og påstå at man kan det hele. De var fuldt tilfredse med billedet øverst i indlægget men jeg kan selv finde masser af plads til forbedringer. Vi har aftalt at næste gang så skyder vi om aftenen...

21feb/10

En positiv overraskelse, et nyt baggrundsbillede og en overraskende lang overskrift.

IMG_4072

Jeg skulle bruge en ny CF kortlæser til USB, efter min Sandisk Extreme usb kortlæser knaldede af. Jeg lurede på Sandisk igen, både USB og Firewire, der blev kigget på Lexar og en masse andet. Til sidst besluttede jeg at mens jeg ledte efter den perfekte, så kunne jeg da købe den billigste. Afsted til Amazon.co.uk og en hurtig søgning på USB CF Card Reader førte mig til den lille blå sag på billedet herover. £3.99 eller 30 danske kroner + tilsvarende beløb i fragt fra England. 60 kroner i alt for at kunne tømme CF kortet på den bærbare mens jeg leder efter den ultimative kortlæser. Den ankom et par dage senere og føles som forventet MEGET som kinaplastic. Til prisen er det svært at få andet. Jeg satte den til, smed et kort i og det fungerede perfekt. Og overførselshastighederne er faktisk helt fornuftige, tæt på grænsen til hvad Sandisk mener deres Extreme III kort kan præstere. Alt dette for 30 kroner + fragt... jeg skulle have købt 3. En til computertasken, en til kameratasken og en til at have herhjemme. Jeg tror ikke engang jeg gider lede efter en dyr kortlæser igen. Det er så meget nemmere med den lille sag her der ikke skal bruge kabler eller noget andet pjat. I med læseren, i med kortet og afsted. Hermed anbefalet :)

Og nåja, jeg skød mig et nyt wallpaper igår. Fruen bagte sine berømte choko-bananmuffins...

Muffins!

Da de kom ud af ovnen lavede jeg plads til min kaffekop og satte hurtigt en 540EZ til højre for bagepladen og bouncede den ind i væggen ved 1/16 power. Til højre for pladen lagde jeg endnu en 540EZ på bordet ved 1/64. ISO 100, F/2.2 og så var der et nyt wallpaper til computeren, klar til at sabotere ethvert forsøg på at tabe et par kilo.

18feb/10

Købes: Speedlite 540EZ

The 540EZ

Hmm... Det lader til at jeg skød mig selv i foden da jeg skrev om Canon Speedlite 540EZ. De er ikke til at opdrive på brugtmarkedet mere! Jeg har i øjeblikket 3 af dem, men jeg har plads til en mere i tasken. Jeg har også Skyport + adapter til en mere. Og med de 4 kanaler (altså pr. frekvens) der er på skyports ville det jo passe perfekt med 4 ens flashes!

Men ak! Man skulle tro at en tosse havde skrevet på en velbesøgt foto-ævl-blog at de var suveræne til prisen, for jeg kan simpelthen ikke opdrive en mere! Der er en til salg i Ry, men til 10.000 kroner. Her får du dog også et 5D mk I og 17-40L med i købet. Så er der en på fyn, men ejeren ønsker at bytte den lige over med en tilsvarende EX flash, altså en flash med fuld E-TTL på Canon DSLR. Han vil ikke bytte med kontanter. Jeg har ønsket ham held og lykke med den handel.

Jamen hvad med eBay? Der er et par stykker i England, men de bliver alle budt for højt op. Og der er lige sat en enkelt til salg i Tyskland - til 100€, plus 40€ i fragt. Det bliver til 1042 danske kroner. Lige rigeligt for en brugt, manuel flash. Der er flere til salg i USA, men efter told, moms og gebyrer rammer vi også over tusind kroner.

Jeg ved godt at det eneste jeg opnår med dette indlæg er at gøre ca. 500 daglige læsere opmærksomme på denne flash, men hvo intet vover... Det kunne jo være at nogen af Jer derude lige havde en på loftet. Og ja, det SKAL være en 540EZ. Jeg vil have 4 ens.

15feb/10

Sælges: Gary Fong Lightsphere II Cloud

ADAM0484 Til montering på Canon Speedlite 580EX II. Giver et blødt og behageligt lys til hele lokalet - og naturlige smil på billederne når folk spørger hvorfor der sidder en salatskål/regnvandsmåler/potteskjuler på din flash. Den virker 100% som den skal, men jeg får den brugt for lidt da den fylder for meget til at komme i den lille taske - og når jeg har den store taske med er den proppet med 100 andre flashmods... Jeg har original emballage, inkl. instruktionsdvd og en kvittering fra B&H kan jeg også finde. Nyprisen sammen med UPS fragt, told og toldgebyr er "Rigelig".

Kom med et bud i kommentarfeltet - Jeg er åben for byttehandler også, så længe det er kameragrej og ikke et parti børnecykler eller lignende...

Mere info her