Ah, Paypal!
For nogen tid siden købte jeg en Domke F-1X fra en eBay-sælger i Hong Kong. Prisen med fragt løb op i £122, under det halve af prisen i Danmark. Betaling via Paypal og så ellers afsted.
Efter en uge var tasken endnu ikke dukket op. Hrm, det plejede at tage 8 dage fra Hong Kong... jeg venter lidt mere. Efter 3 uger stadig ingen taske, jeg kontakter sælger. Intet svar på mail. Efter 3 dage stadig intet svar så jeg åbner en dispute hos Paypal. Det betyder at jeg kan skrive til sælger, gennem Paypal, noget i stil med "Hey mester, har du et trackingnummer for jeg har stadig ikke fået tasken" Ca. et døgn efter er der svar med et trackingnummer og et link til Hong Kongs postvæsen. Tracking viser at pakken er afleveret på posthuset sidst i marts måned, 7(!) dage senere har den forladt Hong Kong. Post DK's tracking viser bare at pakken er "Afsendt til Danmark".
Jeg venter pænt en uge mere, stadig ingen taske. Jeg kontakter sælger og beder ham efterlyse pakken.
Jeg kontakter sælger og beder ham efterlyse pakken. (igen, stadig uden svar)
Jeg kontakter Hong Kongs postvæsen der hurtigt melder tilbage at AFSENDEREN skal melde en pakke forsvundet.
Jeg kontakter sælger igen og beder ham efterlyse pakken.
3 dage senere... stadig intet svar. Efter en uge eskalerer jeg min PayPal dispute til en claim. Et døgn senere har jeg en mail om at de har gennemset sagens akter og afgjort den til min fordel. 122£ vil være retur på min konto inden for de nærmeste 5 dage.
Jeg er glad for PayPal. Jo, man (sælger) betaler et relativt højt gebyr på 3,4%, men til gengæld er man rigtig godt sikret når man handler med folk over hele verden.
Kan GAS behandles?
GAS er vel egentlig kun et problem hvis man gerne vil stoppe. Men i skrivende stund har jeg følgende grej på vej:
- 100cm softbox/octabox, konstrueret som en paraply.
- 2 x Plastichætter til min flashes. Hætterne ligner i påfaldende grad Stofen Omnibounce.
- En taske til mine lysstande og mit stativ.
- Ray Flash.
De 3 første punkter er via eBay fra Hong Kong. Men Ray Flash'en er lidt speciel. Man kan enten købe den i USA til 200$ og tage imod told- og momstillægene, oveni en solid fragtpris. Eller man kan købe den i England til knap 200£ og nøjes med at lægge fragt oveni. Jeg læste op på tingene og det viser sig at Ray Flash'en er opfundet af en tjekke. Min makker er halvt tjekke og skulle alligevel derned, så via ham og en tjekkisk webshop får jeg en Ray Flash til ca. 1000 kroner. Han rejser derned med jævne mellemrum så hvis der er stemning for et fælleskøb er det ikke helt umuligt. Nu starter vi med at se om min når frem som den skal...
Trådløse Ebay triggers
Jeg bestilte jo lidt forskelligt fra Ebay og idag kom de to første pakker: Cactus V2 flashtriggers, aka "Poverty Wizards" (For os der ikke har penge til pocket wizards) og Phottix trådløse udløsere til kameraet.
Første test: Udløs kameraet trådløst - Virker perfekt, endda med autofokus og lysmåling når man trykker knappen halvt ned, fedest!
Anden test: Udløs flashen trådløst - Virker perfekt! 100% som at bruge mit PC-Sync kabel, fedest!
Tredje test: Brug den trådløse Phottix trigger til at udløse kameraet så det fyrer flashen af trådløst og tager et billede. Virker tilsyneladende - kameraet tager et billede, flashen fyrer af. Men et hurtigt kig på displayet viser at de ikke går af samtidigt nok. Flashen fyrer simpelthen efter lukkeren i kameraet er klappet i igen. Eder og forbandelser flyver gennem luften, med retning mod Hong Kong. Okay, begge trådløse installationer koster ca. 150 kr. pr. sæt inkl. fragten. Man får hvad man betaler for. Sætter jeg flashen på kameraet og udløser med phottix remoten virker det perfekt. Bruger jeg udløseren direkte på kameraet, med flashen sat til via cactus triggers virker det perfekt. Men begge dele samtidig? No can do... Jeg vil teste videre med de forskellige frekvenskombinationer, men umiddelbart ser det ikke for godt ud
UPDATE: Sæt kameraet til 2 sekunders timer, så spiller det. De trådløse signaler skal bare ikke flyve på samme tid...
Ebay-amok – og en blog til Adam
Kina ringede lige. De ville bare sige tak fordi jeg hjælper deres økonomi ved konstant at købe ting fra østen via Ebay. Okay, det passer måske ikke helt, men jeg venter deres opkald hvert øjeblik. I den forløbne uge har jeg bestilt:
2 x Phottix trådløse kameraudløsere. (den ene af dem er til Henrik.) DKK 150,- pr. stk.
2 sæt trådløse hotshoe flash triggers. (Det ene sæt er til Henrik). DKK 150,- pr. stk.
ET-67 kopi, modlysblænde til Canons 100mm makro. DKK 70,-
OC-E3 kopi, Off-camera E-TTL cord til min flash. DKK 150,-
Gotta love Ebay. Hvis det findes kan det købes her. Og hvis det kan købes her, kan du med sikkerhed finde en billig kinesisk kopi. Glæder mig til at se alle pakkebilerne rulle op foran døren...
Den trådløse udløser til kameraet er til de situationer hvor min 80cm lange kabeltrigger ikke er nok - den trådløse flashtrigger er ment som erstatning for mit PC-sync kabel, eller i hvert fald supplement. Jeg har allerede ideer... Modlysblænden til mit makroglas er der god grund til. Jeg har endnu ikke oplevet flaring, men frontelementet sidder HELT ude i snuden af objektivet, klar til at blive ridset. Og når man laver makro kravler man altså rundt med det objektiv stukket ret langt fremad, så jeg blev noget nervøs! OC-E3 kopien er også til makro. Som man kan se her giver det et noget hårdt lys med alm. flash på makro, så den skal rykkes ud til siden og fremad, så jeg kan vinkle den lidt bedre. Så må jeg overtale JP til at lave mig en bracket til at holde flashen. Ellers kan det være Ebay har noget jeg kan bruge...
Adamhoej.com
On another note: Adam har endelig fået en blog! Jeg har snablen i hans grejtaske så tit at jeg måtte betale lidt tilbage. Så jeg lavede en blog til ham, integrerede den med hans Flickr-account og hoster ovenikøbet hele lortet! Den er smedet sammen af wordpress og en hulans bunke plugins. Nu har han ingen undskyldning for ikke at få en masse fede billeder smidt op - kig forbi hans blog og se om han har fundet ud af at ændre det første indlæg eller om der stadig står "Spook er en wordpress-ninja"...
God fornøjelse med din blog Adam!
Ny artikel
Enkelte af jer har muligvis opdaget at jeg køber ting til kameraet oftere end de fleste køber dagligvarer og flere spørger til hvor jeg køber tingene. Jeg blev træt af at bladre de samme links frem igen og igen, så jeg fik det hele skrevet ned. Forvent løbende tilføjelser!
Artiklen om hvor man køber hvad kan findes lige her. Kritik, kommentarer, indspark og tilføjelser er meget velkomne!
Men hvad har det med billedet at gøre? Jo jeg skriver bl.a. om at købe brugte objektiver og ville lige give et eksempel på hvad et billigt, brugt objektiv kan bruges til. Eller også syntes jeg bare det var pænt og at der manglede lidt farver på forsiden. We'll never know...
At købe et billigt Cokin-kit…
Thomas & Adam har i kommentarerne til mit hurtige Cokin-test-indlæg spurgt ind til hvor og hvordan man får nallerne i det kit og andre har spurgt ind til prisen. Det er nemmere og billigere end man lige skulle tro...
Cokin-systemet består af en holder med plads til 3 filtre. Den holder sidder på en adapter-ring der skrues på objektivet ligesom et alm. filter. Holderens ENESTE funktion er at sørge for at filtrene sidder foran objektivet, fast nok til ikke at falde ned, men stadig så de kan rykkes op og ned. Jeg valgte at købe billige kinakopier af holderne på Ebay til 4$ pr. sæt. I et sæt er der selve holderen og så en adapterring i forskellige størrelser fra 49 til 82mm. De kære kinesere sælger dem kun samlet, så jeg bestilte 3 sæt: 77mm, 67mm og 58mm. Jeg vil nøjes med at have en enkelt holder med i tasken, men alle 3 adapter-ringe. De tre størrelser dækker min Canon 50mm, Tamron 17-50 og Canon 70-200. Weis-Link gav mig et samlet tilbud på $28.97 for alle tre, inkl. fragt til Danmark. En HEL dollar slået af prisen, wow! Anyways - Det giver en pris på DKK 147,65 med den gældende dollarkurs.
Filtrene kan man også købe til spotpris i Kina, men det er IKKE et sted jeg vil anbefale at spare - Der er tale om farvet plexiglas, lavet så billigt som muligt. Det vil have en vis effekt, men jeg tvivler en del på skarpheden. I stedet køber jeg org. Cokin filtre i England. Jeg fandt dem hos Warehouse Express til en god pris. P121 og P122 filtre som jeg har købt koster £14,50 pr. stk + fragten til Danmark. Sidstnævnte beløb sig til £7,95 så i alt lander vi på £36,95, eller DKK 371.40.
Samlet pris for startsæt til 3 forskellige størrelser objektiver, med 2 org. Cokin filtre, al fragt osv: DKK 519,05
Filtergrej på vej :)
Som de fleste af jer nok gættede, så endte jeg med at bestille de billige filterholdere fra Hong Kong som jeg rablede om her. Jeg bestilte 3 sæt: 58, 67 og 77mm. så har jeg en holder til hvert objektiv. Da holderne i sig selv ikke er så megen sjov så har jeg også lige været en tur forbi en biks i England der sælger de originale p-series filtre fra Cokin til £14,50 pr. stk. Jeg bestilte to, et ND8 Grad (121) og et Gradueret blåt (122) filter. Jeg udfyldte adresse, email osv. og tampede visa-numrene ind. 1 time senere kom der en mail til mig fra Paul H hos Warehouse Express der ville fortælle mig at siden jeg skulle have leveret tingene i Danmark, så kostede det altså £7.90 for fragten, om det stadig var acceptabelt? Fin service at skrive og spørge så jeg svarede "Jatak, det er stadig billigere end at købe herhjemme!" I løbet af denne uge skulle jeg således være klar & parat til landskabsskydning med lidt mere spændende filtre. Jeg skal NOK poste resultater & indtryk så snart jeg har dem
Mmm… Ebay!
Jeg skrev tidligere om hvor ovenud høflig en Ebay-sælger var, selvom vores transaktion omhandlede en kopi-modlysblænde til $3.30. I onsdags ankom den, eller det vil sige her forsøgte PostDK at aflevere den kl. 10:30. Der var vi naturligvis på arbejde, så den kunne hentes dagen efter (suk). Godt indpakket i en boblekuvert, mere bobleplast og en lille papæske var så min modlysblænde. 100% samme plastkvalitet som min originale Canon modlysblænde (den der sidder på mit 70-200), bare med BEDRE pasform og endda også samme tynde "filt" på indersiden for helt at eliminere reflekser. Og det for i alt 50 kroner inkl. fragten til Danmark. Fantastisk
Uhh… Systemfiltre!
Jeg har længe været lun på tanken om Lee's filtersystem, men det er *lidt* dyrt at komme igang med. 1300 kroner + fragt er absolut billigste pris jeg har fundet deres startsæt til - Men så skulle der også købes adapterringe ved siden af. Jeg må nok lige forklare ideen bag og hvorfor det er federe end alm. "skruefiltre": Med almindelige filtre har du et stykke glas med et metalgevind der skrues for enden af objektivet. Har du objektiver i forskellige diametre skal du enten have forskellige filtre, eller step-up ringe. Har du først købt filtre i 67mm kan du dog ikke bruge dem på et objektiv med 77mm gevind, selvom der findes step-up ringe til det. Det ville give 10mm langs kanten der blev dækket af step-up ringen. Kvalitetsfiltre koster mellem 400 og 500 kroner herhjemme, ca. det halve i Hong Kong.
Filtersystemer som Lee og Cokin er lidt anderledes. I stedet for at skrue filtret på objektivet har du en filter-holder på hvert objektiv. I den kan du så sætte op til 3 forskellige filtre. Udover den åbenlyse fordel at du så har ET sæt filtre der passer på alle dine objektiver, så er der flere andre ting der taler for at vælge et filtersystem frem for almindelige filtre. For det første er selve filtrene relativt billige. Et Cokin P-filter koster ca. 140 kroner fra nyt i England, hvor et tilsvarende skruefilter ville koste omkring 4-500. Men som om det ikke var nok, så findes der SINDSSYGT mange forskellige filtre! Med skruefiltre kan du stort set kun få ND, Polfiltre og UV-filtre. Med et system som Cokin er udvalget stort på grænsen til det bizarre. Udover dem jeg har kig på, ND Grad og Gradual Blue, så kan du også få nogen der bedst kan beskrives som "Specielle". Hvad med en pastelfarvet diffuser der gør billedet blødt, og let pasteltonet, så er der også de rigtigt sære. Cokin har flere hundrede forskellige, Lee har endnu flere. Forskellen på Lee og Cokin er at Lee er det aller-aller yppigste og koster derefter. David Noton bruger Lee og har leveret stort set alle billederne i deres katalog. Men som jeg skrev i starten: Starterkittet (Filterholder til 3 filtre + 3 filtre, ND4, ND8 og ND Grad) er 1300 kroner + fragt + en adapterring til hvert objektiv. Cokins starterkit er omtrent det halve.
...men så kom Ebay! Kina er mildest talt en skamløs producent af kopiprodukter og lur mig om ikke de har lavet en kopi af Cokins P-system! For 4$, eller ca. 20 kroner har jeg en holder til 3 filtre. Til gengæld sælger de ikke adapterringene særskilt, så jeg tror bare jeg nupper 3 holdere: 58, 67 og 77mm. Jeg mailede dem og fik et samlet tilbud inkl. fragt til DK på $28,97, lidt under 150 kroner. Så er det bare at vælge filtre hos f.eks. Warehouse Express og glæde sig over sit nye filtersystem. Filtrene kan også findes på Ebay, men hold øjnene åbne! Der er masser af Kina og Hong Kong sælgere der har filtre "for Cokin P-system", men det er farvet plexiglas og ikke just det bedste at sætte foran objektivet. Kig efter ÆGTE Cokin filtre, tjek at modelnumrene svarer til beskrivelsen og der er billeder af indpakning osv. På denne måde kan du få flere specialfiltre for færre penge end et godt UV-filter koster dig til et enkelt objektiv.
Jeg elsker at handle med folk fra Hong Kong!
Sjældent har jeg da mødt så servicemindede individer! Jeg fik lige nedenstående mail efter et Ebay-køb:
| Dear dkspook, |
| Dear Søren,I have shipped the following item to you today by airmail. You should be receiving it shortly.Item title: For Canon 50mm f/1.4 USM ES-71 II ES-71II Lens Hood New Web Address: http://cgi.ebay.com/ws/eBayISAPI.dll?ViewItem&item=200192743047 Item number: 200192743047 Buyer User ID: dkspook Seller User ID: etefore ***************************** Kindly leave positive feedback for us so we know you receive the goods in good order and you are happy with the purchase. We will do the same to you.Most important, if you see a problem, please let us know. We have no disappointed customers. Before sending NEUTRAL or NEGATIVE FEEDBACK, please contact us. An email can solve the problem. We will do my best to have you pleased. It has been a great pleasure to do business with you. Thank you again for this great transaction! Best regards |
Vi taler om en modlysblænde til $3.30 + $6 i fragt
