Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

9feb/11

Ny stationær PC…

Jeg er stadig utroligt glad for min HP Probook 5310M, men når der skal redigeres store mængder RAW-filer kan det altså mærkes at det er en laptop og ikke en fullsize monstercomputer. Bibble 5.2 er forbandet lækkert og hænger ikke eller noget, men når man sætter den til at scanne en mappe med 1200-1500 raw-filer skal den altså liiige have lidt tid før den er klar. Det samme når de 3-400 keepers skal eksporteres som JPG-filer, som regel både et sæt i farve og et i sort/hvid. Derfor har jeg over lidt tid nu luret på at bygge ny stationær computer, specifikt til Bibble 5.2. Jeg havde før en Intel Quad core der var fremragende i Bibble 5, men siden det skalerer liniært med antallet af processor-kerner, hvorfor så ikke give den en tand ekstra denne gang? Her er stumperne jeg har tænkt mig at bestille:

CPU: AMD Phenom II 1090T.

6 kerner der som standard summer afsted ved 3.2GHz, men takket være AMD's Turbo CORE teknologi kan den skalere op til 3.6GHz under belastning. Som om det ikke var nok skulle den være ret let at overclocke til 4GHz uden at kræve vanvittig køling. Behandling af RAW-filer, konvertering til JPG, sharpening osv. er meget CPU-krævende, så 6 kerner et sted mellem 3.2 og 4 GHz skulle kunne gøre det. Pris: ca. 1500 kroner.

CPU-køler:

Jeg er stor fan af Zalman og deres støjsvage kølere. Jeg havde en i min quad-core maskine og vil vælge Zalman igen, denne gang bliver det CNPS9900NT. En stor kobberkøler med en 120mm blæser, så jeg kan skrue ned for omdrejningerne men stadig have tilstrækkelig køling af min CPU. Pris: 380 kroner.

RAM:

Jatak, masser. Jeg vil enten bestille 4x4 gb af Corsair's billige moduler eller benytte mig af dette tilbud. Mere RAM = Flere åbne programmer/filer samtidigt. Et 4gb modul i god kvalitet koster i dag 3-400 kroner, så køb ind til du er glad (eller dit bundkort er fyldt). Pris: 1200-1600 kroner

Bundkort:

Asus. Jeg har samlet computere siden min 686 CPU var vild og har prøvet alverdens mærker og modeller af bundkort. Jeg har ingen hårde tal eller undersøgelser at bakke det op med, men personligt har jeg oplevet at hvis et Asus bundkort er "grundstenen" i min computer går tingene bedst. Andre nørder sværger til MSI, Abit, Gigabyte eller Asrock. Jeg har valgt modellen M4A88TD-M/USB3. Plads til 4 ram moduler, SATA-600 og USB3. Og så er der onboard grafik... Det var et skældsord i mange år, men efter AMD har købt ATi ser det lidt bedre ud. Det passivt kølede (=stilhed!) onboard grafikkort er i dette tilfælde et Radeon 4250, rigeligt med power til at sparke pixels til din skærm medmindre du skal bruge maskinen til de nyeste 3D spil. I så fald kan du tilsætte et dedikeret ATi grafikkort i PCI-E porten og "brokoble" det med onboard grafikken via ATi Crossfire. Så deles arbejdsbyrden mellem de to GPU'er så du får mere ydelse til dine spil end hvis du kun brugte det ene kort. Asus bundkortet er desuden Micro-ATX, en mere kompakt standard der lader os bruge et mindre kabinet. Pris: ca. 650 kroner

Harddisk:

Her er der virkelig mulighed for at gå i mange forskellige retninger. I min laptop har jeg en Intel X25-M SSD der er rasende hurtig - men rasende dyr i forhold til pladsen. En 120gb model koster i dag 1600 kroner. Til gengæld åbner dine programmer øjeblikkeligt og computeren booter forfærdelig hurtigt. Jeg har valgt en lidt mere "fornuftig" løsning til den stationære: 1TB Western Digital "Black series". Jeg havde 640gb modellen i min sidste computer og de arbejder fantastisk hurtigt, af en 7200RPM harddisk at være. Pris: 625 kroner

Optisk drev:

Bluray er fremtiden, men jeg har endnu ikke haft behov for at brænde til BD-skiver. Derfor snupper jeg et Samsung kombidrev: Læser BD og brænder DVD og CD. Pris: 500 kroner

Kabinet:

Man kan selvfølgelig bare lade bundkortet ligge på bordet og håbe at man ikke vælter sin kaffekop, men jeg foretrækker at have tingene pakket lidt ind. Takket være valget af et Micro-ATX bundkort kan jeg vælge et mere kompakt kabinet. Jeg havde først besluttet mig for dette, men Fractal Design Define Mini skulle være i butikkerne sidst i februar, så jeg krydser fingre og bestiller det i stedet. Superclean design, gode muligheder for skjult kabelføring og ikke mindst masser af støjdæmpning. Du har IKKE lyst til at bruge 4-8 timer ved siden af en maskine der lyder som en Sikorsky i havsnød. Prisen tror jeg vil falde, da storebroderen Define R3 koster ca. 150 kroner mindre. Pris: 725 kroner.

Strømforsyning:

I stedet for at vælge et kabinet med strømforsyning vil jeg bruge lidt ekstra her. En computer der ikke kan få den strøm den har brug for, når den har brug for den, er ikke meget værd. En stabil strømforsyning er mindst lige så vigtig som et stabilt bundkort, så det bliver en "OCZ Technology 500W ModXStream Pro" for nu at få hele bogstavsuppen med. Ikke mindst fordi den benytter en modulær opbygning i stedet for et stort, massivt bundt kabler. Så skal jeg kun have de kabler i maskinen jeg rent faktisk har brug for, det giver mindre kabelrod og bedre airflow. Bedre airflow = bedre køling og mindre støj, det kan vi lide. Pris: 500 kroner.

Skærm:

Jeg har allerede en Dell 20" skærm med IPS panel, men mere vil have mere. Tiden er inde til 1920*1080 (mindst!) men hold dig fra de billige TN-paneler. De kan kun levere 6 bit farver og emulere de sidste 2, så de vil aldrig kunne kalibreres korrekt. De vil selvfølgelig være brugbare, men du skal ikke lave farvekritisk arbejde på dem. F.eks. billedredigering... Jeg har kigget en del på Dell U2711, et 27" monster med et IPS-panel der leverer en opløsning på 2560*1440. Til 5800 kroner er den faktisk et godt køb, lige indtil man sammenligner med den jeg er endt med at vælge: LG IPS236V. 23" IPS panel der leverer 1920*1080, pakket pænt ind i en ramme med DVI, VGA og HDMI input. Pris: 1900 kroner.

Jeg glæder mig til at skrive det første indlæg på den nye computer, hvis leveringstiderne holder vil jeg kunne bestille alt det ovenstående omkring 1/3.  Den samlede pris kommer til at ligge omkring 8000 kroner inkl. skærmen, men man kan let bygge en maskine for langt mindre end det. Vælger man det billige kabinet (Der stadig er god kvalitet!), "nøjes" med 8gb ram og fravælger skærmen er prisen pludselig omkring 4700 kroner for et stille kraftværk der kan tygge sig gennem dine RAW-filer i en fart.

Har du lige bygget en ny PC, købt en færdigbygget model eller går du og pønser på en opgradering hører jeg meget gerne fra dig - intet af ovenstående er bestilt endnu, så kom ENDELIG med input og guldkorn.

Kommentarer (17) Trackbacks (0)
  1. Hej Søren
    Først så har jeg aldrig selv bygget min egen PC’er, men overvejer det lidt. Så tak for input:-)

    Dernæst så er det bare fedt at have dig tilbage på din blog, du har været meget savnet.

    Håber at du stadigvæk har et strobist kursus i tankerne:-)
    Jeg har jo en flok Pocket Wizards du skal have prøvet;-)

    Kim

  2. “3-400 keepers”… Showoff! ;-)

    Glæder mig meget til at høre om dine erfaringer med LG-skærmen. Er selv på nippet til at overveje (jep, der er lang vej endnu til køb) en ny skærm, og dén der lyder næsten for billig til at være sand!

    /Jannik

  3. Fedt indlæg med god inspiration til købe af en ny stationær computer. Jeg har også selv pt. en Quad Core maskine, som kunne køre lidt hurtigere, men jeg trækker den nok lidt endnu :)

    Men interessant at se, hvor godt udstyr man kan få for sine penge :)

  4. Kim: Kast dig trygt ud i det, det er slet ikke svært. Bare lad være med at have en kop kaffe stående i kabinettet mens du samler den, så går det nok :) – Og mange tak, der skal NOK blive workshop, vi skal bare lige have logistik og kalendere til at gå op i en højere enhed :)

    Jannik: På en 12-timers gig er 3-400 keepers vel fair nok? ;)
    LG skærmen er jeg VILDT tændt på, det er en helt ny model. Dell har allerede U2311 på markedet med tilsvarende panel, det lader til de har opdaget at mange ikke vil nøjes med TN-paneler.

    Allan: Jeg havde som sagt en Quad før og jeg må tilstå at jeg savner at se så mange kerner blive maxet ud når jeg sætter et batchjob i gang. Hardware bliver bare ved med at blive billigere og billigere, det er imponerende så meget power man kan få for pengene i dag!

  5. Kan du få et bundkort med plads til to quad core CPU’er og med support for seks core CPU’er til en rimelig pris? Det vil muligvis give dig en billigere opgraderingsvej over de næste 2 år, da du betaler en høj pris for de sidste to kerner (quad core AMD’er koster 450-600 kr pt sammenlignet med de ca 1400 for seks core CPU’er du nævner)

    Så vil du kunne få 8 kerner nu, og når seks core CPU’erne falder i pris kan du opgradere og få 12 kerner i alt..

  6. Hej Søren og fedt og have dig tilbage på bloggen…he he

    Jeg lure også på en opgradering, men ville gå en lidt anden vej med hensyn til komponenterne. Ifølge Toms Hardware har jeg plukket de komponenter der var anbefalet og som skulle fungere bedste:

    CPU:
    Core i7 I7-950 8 MB 2100 kr
    Bord:
    Gigabyte GA-X58A-UD3R 1500 kr
    Strøm:
    Antec CP-850 687 kr
    Ram:
    Kingston HyperX Genesis 4 x 2 GB 870 kr
    Total = 4721 kr

    Skal stoppes i et eksisterende system:
    CPU cooler: ZALMAN CNPS 9700 LED
    Grafikkort: Asus EN8800GTS 640 Mb DDR3
    Harddisk: WD Raptor 74GB HDD 10000rpm SATA serial ATA 16MB cache 3.5″ internal RoHS compliant
    Soundcard: CREATIVE Sound Blaster X-Fi Xtreme Gamer
    Kabinet: Antec P182

    Glæder mig til at læse om dine indkøb og færdig system!

  7. Kenneth: Problemet er at Dual-cpu bundkort er svinedyre og da SLET ikke fås som micro-atx, som regel snarere extended atx. Så skal der indkøbes CPU’er der kan køre “i tandem” – dvs. Opteron for AMD og Xeon for Intel. De er også noget dyrere end de almindelige desktop-cpuer. Men jeg må indrømme at dette virker fristende:
    http://hothardware.com/Reviews/Building-The-Ultimate-Performance-PC-EVGA-SR2-and-Intel-Infused/?page=1 – Dual 12-core :)

    Morten: Bestemt også lækre stumper du har fat i der! Den i7-950 skulle yde lige en snus bedre end “min” AMD 1090T, men når Bibble5 nu skalerer så fint over flere kerner kunne det være sjovt at se hvilken der kan kværne sig hurtigst igennem en bunke RAW-filer. Siger du til når du har bestilt og samlet? Så må vi lige prøve at strikke en test sammen! Og hvis du er glad for din Raptor disk nu, så prøv at sætte to af dem i Raid0… Det har jeg haft engang, det virker RET fornuftigt! Kan i øvrigt anbefale denne på det kraftigste: http://www.dustinhome.dk/pd_5010069372.aspx – Jeg kunne ikke høre mine to raptors da først de hang i de rammer :)

  8. Det er altid rart at kunne se frem til en ny maskine ;)
    mht. skærm ville jeg ikke købe noget med under 1200px i højden. Jeg syntes altid jeg mangler pixels den vej, selv med alle paneler for oven og neden slået fra (og fullscreen) i lightroom.
    Specielt hvis man har mange billeder i portrait.

    Det sagt så bliver de hurtigt meget dyre de skærme. en 24″ med 1920×1200 er ikke så gal, men jeg ved ikke om man kan finde en med IPS.

    Hvis så er oppe og kigge på 27″ så er der pludselig et helt andet spørgsmål der rejser sig:
    Den koster jo 5-6000 alene. Hvad er den samlede pris så?
    Er det ikke lige ved at være på niveau med en 27″ imac. Du kan jo altid smidde en win7 hvis du ikke er til mac osx

  9. 27″ IPS koster jo netop ca. 6K alene – så ryger det samlede budget op på 12.000 for denne maskine. En 27″ iMac (som jeg blankt indrømmer at have savlet over) i tilsvarende konfiguration koster 24.759 kroner – endda med en svagere (2.93GHz i7) CPU. Læg hertil de SVÆRT begrænsede muligheder for senere opgradering, det afgjorde ret hurtigt sagen for mig.

    I øvrigt foretrækker jeg Ubuntu Linux, men det kunne være skægt at trippleboote en imac med W7, OSX og Ubu 10.10 da Bibble 5 fås til alle 3. Så kunne man se hvilket OS der stod mindst i vejen når et batchjob skulle afvikles.

    Mht. skærmstørrelsen så har jeg jo allerede min 20″ IPS skærm – den skal ikke pensioneres, men dedikeres til toolbars. Så har jeg 1920×1080 pixels KUN til selve billedet og 1600×1200 pixels til toolbars og thumbnails. 2560×1440 kunne være super lækkert, men jeg er for nærig til at betale 3x prisen for de sidste 640×360 pixel :)

  10. hej Søren

    fedt med lidt inspiration – nu vil jeg osse have stationær igen! :D
    tror dog jeg går efter en X4, CM-kabi og en stang value ram i starten og smider en mindre SSD i til OS osv.

    har også selv haft et par raptors i raid0 og det spiller sq!
    så når man har én, så er det bare på brugtmarkedet efter en mere, de er ikke så dyre – tror jeg solgte mine 2 for under 500,- for et halvt år siden…

    jeg ved ikke om du har tænkt dig at udnytte det (nok ikke pt, når du har valgt den disk du har, men måske senere…), men det mobo du har kig på har IKKE sata3/600, men kun 2/300.

    studerede det lige en ekstra gang da jeg har kig på en Crucial RealSSD C300, som netop skal op på et 600-interface for at blive udnyttet.

    glæder mig til at høre om systemet ellers lever op til forventningerne, når du engang får det samlet.

  11. man skal op i AMD’s 850SB sydbro for at få sata-600:

    http://www.edbpriser.dk/Product/Details.aspx?q=m4a88&sp=all&pid=4298427 – til knap 100,- mere…

  12. Tak for det Morten – jeg kom til at linke til den forkerte variant af bundkortet, det var SATA-600 udgaven jeg havde plukket hos forhandleren :)

  13. selv tak – det havde jeg osse sagt ;)
    men det er sq et ret fedt setup, til billige penge, hvis man kan spare på kabi og ram!

  14. hvad så – spiller det nye setup?

  15. Åhja det gør :)

    Jeg skal lige have linet en “formel” test op, men jeg lavede et batchjob med 19 raw-filer fra mit 5D2. De fik forskellige behandling, alt fra lidt beskæring og til sharpening, Noise Ninja osv. Til sidst blev de eksporteret som 1920px jpg-filer. Min laptop mente det skulle tage 10.45 sekund pr billede – Den nye stationære brugte 1.95 sekund pr. billede! :D

    Tak for reminder, jeg må se at få skrevet det indlæg og lavet den grundige og systematiske test, ikke mindst så den kan re-produceres på andre computere. Vil også prøve at køre den i Windows på begge mine maskiner, det kunne være interessant at se om der er forskel i performance fra Linux til Windows. Måske vi kan få en Mac-bruger til at prøve også…

  16. Blev den endelige konfiguration som i indlægget her?

  17. fedt med en test og gerne så den kan “genbruges”

    tror jeg ender op med et Sandy Bridge i5 setup i stedet, så det ville være sjovt at se forskellen.


Leave a comment

(required)

Ingen trackbacks endnu.