Angående Fotostart…
Det indlæg her på bloggen med flest visninger og flest kommentarer er stadig min afskedssalut til Fotostart. Jeg skriver hvorfor jeg bad Jakob Dam (admin på siden) om at lukke min konto og hvorfor jeg ikke kom tilbage. Indlægget er 1½ år gammelt, men jeg har lige fået en ny kommentar i dag. Kommentatoren påpeger at jeg linker til billeder der ikke findes - de er nemlig ikke længere i galleriet på fotostart, her 1½ år senere...
Langt de fleste kommentarer til indlægget koncentrerer sig om at jeg, for nu at sammenfatte essensen af kommentatorernes meldinger, er en
arrogant idiot der slår ned på andres billeder som værende helt forfærdelige. Det var nu ikke det jeg forsøgte at udtrykke i indlægget som jeg gerne skal indrømme blev skrevet med fråde om munden den dag jeg havde fået nok. Jeg står stadig bag hvert et ord jeg skrev og derfor har jeg stadig indlægget her på bloggen, selvom mange har spurgt hvorfor jeg ikke tager det ned.
Lad mig starte med at sige at jeg synes ideen bag Fotostart er god. Det er et sted hvor man som nybegynder kan uploade sine første vaklende skridt udi fotograferingens svære kunst og få feedback på dem. Der er et forum hvor man kan stille spørgsmål og endda en køb & salg sektion til når det bliver tid til at opgradere. There, I said it, Fotostart er en god idé.
Men jeg havde et problem med udførelsen af ideen. Hvis man skaber en tumleplads hvor nybegyndere og erfarne fotografer skal trives sammen, så må der laves et sæt retningslinier. Og desværre skal der også være nogen til at håndhæve de retningslinier. Forum'et led under at nogle få ødelagde det for mange og aldeles ustraffet kunne få lov at tromle andre brugere, svine folk til og generelt være nogen idioter. BentRP, jeg snakker bl.a. om dig. Her ville det have været rart med en meget strammere forumpolitik - og flere hænder til at håndhæve den. I stedet fik tingene lov at stå til og hvis en bruger i sjældne tilfælde fik en udelukkelse fra forum'et kunne han snakke sig ind i varmen igen samme aften. Det holder ikke.
Min anden store anke var galleriet. Det blev delt i to mens jeg var der, så der var et galleri/forum til "Neeeej se mit barnebarn har is i hele hovedet" og et galleri til "Det her billede synes jeg selv er super godt rent fototeknisk, hvad synes I?". Ingen lod til at respektere opdelingen og man kunne være sikker på at kigge ned ad den ubehagelige ende af en virtuel flammekaster hvis man formastede sig til at påpege forskellen på de to gallerier og måske endda foreslog at flytte et billede. Når man uploader sine billeder til kritik på et site dedikeret til fotografering, så må man altså være forberedt på at ikke alle mener at et uskarpt, let udbrændt billede af et barn med is i hele masken er fotokunst. Folk skal ikke skrive "KÆFT NOGET LORT MAND" eller den slags, men komme med konstruktiv kritik så man lærer noget af det og udvikler sig som fotograf. NÅR man så får den konstruktive kritik kan man vælge at sige "Hmm, tak for dit input, men jeg er ikke helt enig" eller "Tak for tippet, det husker jeg næste gang". Desværre oplevede jeg igen og igen at dem der manglede evnen til at skelne mellem om et billede var interessant for motivets nærmeste familie eller om det var interessant for andre, også tit manglede evnen til at tage imod konstruktiv kritik. En af de udslagsgivende hændelser der fik mig til at forlade fotostart var et meget rystet, meget skævt, udereksponeret og sløret billede af en tigger i Rom. Man kan argumentere at billeder af livets skyggeside ikke skal ligne modeller i et studie og jeg ville være enig - men kompositionen kan så hjælpe til at gøre et billede interessant. Det gjorde den desværre ikke så jeg og flere andre kom med konstruktiv kritik - hvortil fotografen gik AMOK i arrigskab og følte sig personligt angrebet.
Den korte version er:
Mit problem med fotostart var ikke billederne, men måden siden blev kørt. Fotostart er en god idé og hvis Jakob Dam en dag mangler en forum-moderator er han mere end velkommen til at skrive - Indimellem har man brug for et dumt svin
Alle billederne i dette indlæg har været uploadet på Fotostart. Af mig. Jeg lærte noget af kommentarerne...



7. august, 2010 - 22:53
Konge-indlæg sammenholdt med det gamle indlæg og alle de ufiltrede kommentarer – morede mig kosteligt. Tænkt sig, at idioterne alligevel ville skyde sig selv i foden og kommentere for dermed at vise deres sande natur.
Bruger kun FS til at opsnappe mulige modelspirer, så man kan få noget mere erfaring, er ellers på Phosee, men der ender det sikkert i samme situation.
Kunne ønske mig et sted hvor dels der er en sober tone, men også hvor ens billeder evt. skulle rates før de bliver vist på forside-galleriet – blot en tanke.
just my 5¢, Søren
Ser frem til dine fremtidige indlæg her på blog’en – det er altid en fornøjelse…
8. august, 2010 - 01:19
Sjovt, for jeg har samme oplevelse – bare på Phosee.. Jeg har det helt modsat dig med FS, og synes det er et pragteksemplar af en hjemmeside sammenholdt med f.eks. Phosee.
Naturligvis er der altid plads til forbedringer..
8. august, 2010 - 07:55
Det jeg for mest grineren over med det gamle FS indlæg, er at Anton som skrev den nyeste kommentar allerede en gang tidligere (vist nok i nov 09) har skrevet en tilsvarende sviner til indlægget, men han har åbenbart glemt det.
Jeg bruger selv forummet på det nye miteos.dk som er efterfølgeren til myeos.dk. Der er folk rimelig afdæmpede og der er plads til konstruktiv kritik.
8. august, 2010 - 09:28
Flot og velskrevet indlæg som også får en splinterny (amatør)fotograf som undertegnede til at tænke sig om fire gange før man uploader et fotografi på FS, Phosee og Miteos – hvilket egentlig ikke burde være nødvendigt for normale individer med et sundt og fornuftigt, selvkritisk sindelag…
Det er min faste overbevisning, at ALLE fotografier kan gøres bedre og at denne indstilling kombineret med et åbent sind overfor andres faglige/konstruktive kritik må være første skridt til at blive en bedre fotograf.
Man kan selvfølgelig også blive FOR selvkritisk, men jeg tror jeg fik mit budskab ud (har endnu aldrig selv uploadet eet eneste billede af bar skræk for andres reaktioner / kritik. Hvor dum har man lov at være…).
Nå, men tak for endnu et fint indlæg samt en – for en ny fotograf som mig – fantastisk hjemmeside, der med indlæg som disse er med til at inspirere og udvikle min egen selvkritiske sans for det gode fotografi.
8. august, 2010 - 09:47
Mange tak for alle Jeres kommentarer – og Tino, se at komme igang med at uploade!
8. august, 2010 - 16:31
Nu vi snakker om konstruktiv kritik, så fik jeg en “meget venlig” kommentar om hvilket amatørpis mine første bryllupsbilleder var, da jeg lagde dem på min blog i går. http://www.bo-vejgaard.dk/2010/08/min-foerste-gang-som-bryllupsfotograf/
Jeg tager det med oprejst pande og prøver at blive bedre, selv om jeg tilsyneladende er skadende for faget.
)
Måske han synes at jeg stjæler hans arbejde fordi jeg ikke siger nej, men hvis jeg havde sagt nej, havde de fået dem taget af gommens fætter på 16 med et lommekamera, og så tror jeg sgu’ at mine billeder er bedre.
8. august, 2010 - 17:54
Hvis hans arbejde kan blive “stjålet” af en 16-årig med lommekamera, så er det HAM der har et problem – ikke dig
8. august, 2010 - 23:23
Det er længe siden jeg har sendt noget ind til FS, Phosee, og hvad de nu hedder, og det er ikke fordi jeg har smækket med døren, eller på anden måde gjort mig bemærket. Men jeg har mistet lysten til det, hvilket nok skyldes at internetfora i al almindelighed virker som en magnet på “underkendte talenter” hvis tanker jeg ikke altid forstår til bunds. Det får så være med billedkritikken, men bevæger man sig ind i de forskellige diskussionsfora, må man sande at vi voksnes verden kun er en ferniseret udgave af børnehaven når den er værst. Derfor holder jeg mig efterhånden til at uploade til Flickr, hvor jeg deltager i en Olympus-gruppe, hvor tonen er både venlig og hjælpsom.
9. august, 2010 - 10:09
Jeg er stadig bruger på FS. Jeg synes nu af og til der kommer gode billeder til inspiration. Men jeg synes der er for lidt kommentarer til billederne, må jo sige at Søren altid var flittig til at sende konskrtuktive kommentarer, det mangler, når man har uploadet et middel billede. Der er stort set kun kommentarer til billeder som er gode. Men man bør også som bruger kunne tåle negativ kritik som er skrevet konstruktivt og ikke nedladende.
Forummet er nu stadig fint og der plejer at være en fornuftig tone, man kan jo selv lade være med at blande sig sig i tåbelige diskussioner derinde og selv holde stien ren.
Jeg kommer der stadig ofte men mit niveau har hævet sig over det første begynder niveau, så jeg har ikke så meget brug for at suge det hele til mig længere. Phosee synes jeg ligner FS for meget og jeg synes at der er for mange billeder af den samme lille pipper fra 7 forskellige vinkler. Det bliver jeg træt af at kigge på. Men måske er tiden inde for mig til at finde et nyt sted at få inspiration. Er der ikke et forum på 1x.com, griner?
9. august, 2010 - 11:47
Hvis man er bare nogenlunde på engelsk så kan jeg voldsomt anbefale http://www.photography-on-the.net – også kendt som POTN. Lækkert forum, god tone og MAAAANGE brugere
PS: Pas på køb/salg sektionen derinde… uha, dyrt sted!
9. august, 2010 - 13:24
Tjah, FS er langt fra perfekt, men er stadig det bedste danske fotosite.
Galleriet på FS er meget delt – der er nogle rigtig gode fotos imellem, men der bliver også uploadet rigtig mange snapshots (også selvom der er et snapshotgalleri i forummet).
Til gengæld synes jeg nu forummet kører ganske fornuftigt – de største trolls bliver fjernet forholdsvist hurtigt, og nybegyndere får hurtigt svar på deres emner, selv hvis spørgsmålet er blevet stillet tusind gange.
Men jeg synes klart at FS kører bedre end Phosee, som jeg i høj grad synes er gennemsyret af dårlig stemning og ligegyldige billeder.
POTN er omfattende og godt, men også præget af at det udelukkende er et Canon forum, og er til tider FOR gearheadpræget
FM har nok den bedste balance – men FS er stadig godt til info om danske forhold (locations, fototure, fotomuligheder, forhandlere etc.).
9. august, 2010 - 19:04
Sygt fedt lys på billedet af Magnus med den blå kuffert
Tror det er det Zack Arias kalder direction lightning – http://surl.dk/80i/
Men er i øvrigt helt enig i dine synspunkter ang. FS
9. august, 2010 - 23:14
Jeg er faktisk ret enig med Rasmus… Phosee har for mange ligegyldige billeder.
Måske Søren også bare venter på en god dag, så han kommer tilbage til FS. Eller sidder han og lurer på en anonym profil, griner… Nå, det gør han nok ikke.
Tror jeg vil kigge forbi POTN.
10. august, 2010 - 05:58
Tjek ham der kommenterede det da jeg uploadede til Flickr: http://www.flickr.com/photos/dk_spook/4869578388/
10. august, 2010 - 20:07
Haha klasse
13. august, 2010 - 08:47
Hejsa… Der er dukket et nyt forum op… http://www.foto101.dk
Det er et kig værd!!
13. august, 2010 - 09:18
Christian: Det ser sq godt ud, jeg har lige oprettet mig og uploadet mit første billede!