Shoot: Firmafest i mørket
"Hej Søren, kan du tage stemningsbilleder til vores firmafest?"
"Ja naturligvis! Hvor er det og hvor mange bliver I?"
"300 mennesker i et sort cirkustelt, kun oplyst af de kulørte spots på scenen"
"Wauv, skal jeg så sørge for isterninger i helvede bagefter?"
Sådan foregik samtalen dog ikke, men det kunne den lige så godt. Hvad der lød som en helt almindelig fotoopgave skulle vise sig at være en større udfordring end først antaget.
En virksomhed hyrede mig til at tage billeder til deres firmafest hvor de til lejligheden havde booket Zirkus Nemo, inkl. spisning i teltet under forestillingen, det var første gang Zirkuset havde prøvet det
Vi startede meget uskyldigt udenfor i det bløde aftenlys under træerne, men hurtigt rykkede folk ind i barteltet der bød på fadøl, popcorn... og mørke. Hvis du ikke har været i Zirkus Nemo kan jeg afsløre at deres telte er sorte, med enkelte røde partier - Når man så kombinerer det med kulørte lyskæder som belysning så begynder tingene at blive rigtig sjove for fotografen.
Jeg var naturligvis iført Cotton Carrier, den eneste fornuftige måde at bære 2 kameraer, ISÆR når der er mennesker omkring dig eller du skal skyde i længere tid ad gangen. Jeg var "kun" booket til 5 timer, men med to tunge kameraer kan 5 timer være lang tid.
Grejet jeg havde med var mit 5D mk I og så havde jeg lånt Adams 1Ds mk III, da jeg vidste at der nok ikke ville være voldsomt meget lys på mine motiver. Jeg var der primært for at fotografere gæsterne, men forestillingen skulle naturligvis også have et skud eller to. Det gav så en ny udfordring: Publikum sad i mørke, men scenen var belyst med en masse spots - Naturligvis i alverdens forskellige farver...
Jeg startede med 16-35L monteret på mit 5D og 135L monteret på 1Ds. Begge kameraer på ISO 1600 langt det meste af aftenen. Det lod mig gå fra 16 til 135mm på ca. 1½ sekund, ikke mindst takket være Cotton Carrier der gør at jeg lynhurtigt - og uden at skulle kigge - kan skifte mellem de to kameraer.
Efter pausen i forestillingen rokerede jeg objektiver så 16-35L kom til at sidde på 1Ds og min 50L kom på 5D. Jeg har snart haft 50L i et år og er stadig helt vild med den men i lørdags i Zirkusmørket var den simpelthen guld værd, her ville ingen af de andre Canon 50mm objektiver have klaret opgaven. 5D har det ikke godt med autofokus i mørket og der var så mørkt at 1Ds også begyndte at "hunte" lidt. Eksempel:
Her er et billede af bageste tilskuerrække under forestillingen. Det er aften, i et SORT og folk er kun oplyst af genskæret fra scenens spots. For at illustrere hvor mørkt der var, så er her lige billedets EXIF-data:
Canon EOS 5D
ISO 1600
50mm
F/1.2
1/13 sek
Der var MØRKT deroppe! Efter forestillingen blev det lidt mere humant, enten gik folk i barteltet, eller også dansede de i og omkring manegen:
Her er jo næsten direkte lyst i sammenligning! Nuvel, resten af teltet er kulsort:
Barteltet var til sammenligning meget bedre oplyst. Kulørte lyskæder langs siderne af teltet og lys fra køleskabe, skilte osv:
Jeg vil dog lige påpege at der var et utrolig godt argument for at opholde sig I det store telt: Michelle Birkballe.
Ikke kun et kønt ansigt, men en helt utrolig stemme. Areatha Franklin ville være misundelig! Sammen med Zirkusorkesteret leverede hun musikken til dansen og mange blev overraskede når den lillebitte lyshårede pige satte i gang med f.eks. "Lucille" og "Sweet home Chicago". Hvis du får chancen for at opleve Michelle Birkballe live, så tag den!
Det var en udfordring at skyde i så bælgravende mørke, men jeg synes faktisk det gik helt ok og måske netop derfor har jeg postet så mange billeder her i indlægget. Jeg fik trykket 1300 gang på de to udløsere på 5 timer, det blev barberet ned til 460 keepers som kunden fik og blev mægtig glad for. Og jeg er ikke længere bange for mørket...
Flere billeder fra mørket i sættet her.







5. juni, 2010 - 11:10
Hej Søren
Det er godt nok nogle fede skud du har fået taget, specielt når man tager omstændighederne i betragtning. 460 keepers ud af 1300, det må være en yderst tilfreds kunde.
Jeg blev også lidt udfordret da min kollega spurgte om ikke jeg ville tage et par stemningsbilleder til vores firmafest. Vi vidste ikke hvad vi skulle, men pludselig blev guidet ombord på 3 styks RIBs med 600 heste på hver. Så måtte jeg ellers koncentrere mig om at skyde løs og holde fast samtidig.
Jeg skal nok smide det på min blog når de har været gennem maskinen.
6. juni, 2010 - 20:40
Tak for kommentar og ros Bo – Og smid lige et link når du har de billeder klar! RIB både er er jo havenes Chuck Norris!
Eneste ulempe ved at skyde i mørke er at jeg lige nu er ved at tjekke under sofahynderne for at finde penge til 5D mk II… Skød et bryllup der også endte med at foregå mellem ISO 800 og 1600 og det bliver nok ikke det sidste der havner der. Smider et indlæg op så snart parret har givet grønt lys. Der var ikke så mørkt, til gengæld regnede det så jeg var seriøst forbløffet over at mit 5D overlevede…
15. juni, 2010 - 20:05
Så er der billeder fra min tur med havenes Chuck Norris
http://www.bo-vejgaard.dk/2010/06/sejltur-med-rib/
23. juni, 2010 - 08:57
I øvrigt, kan du komme en tur ud med RIB-IT til en billig penge om torsdagen, hvis du er i nærheden af Ålborg. http://rib-it.dk/Nyheder.asp