Beøg vores arkiv


Når jeg skyder til et bryllup foregår det altid med to kameraer. Både for at have et kamera som backup hvis et af dem skulle svigte, men også for hele tiden at have det rette objektiv klar. Brudeparret venter altså ikke med deres brudevals bare fordi du liiige skal skifte objektiv. Indtil for nyligt bar jeg de to kameraer i hver deres skulderstrop, men til et bryllup i Vejen var der en gæst der kom lige lovlig tæt på et af kameraerne, et lånt 1Ds mk III. Det svingede i sin strop da jeg løb mellem bordene for at komme tæt på brudeparret og fotografere en af sangene, og ramte gæsten da jeg løb forbi. Ikke at hun fik kraniebrud eller noget, SÅ vildt lader jeg heller ikke kameraerne svinge omkring, men det var alligevel en oplevelse der fik mig til at gøre alvor af de tanker jeg havde haft om at bestille en Cotton Carrier.

14 dage efter brylluppet i Vejen havde jeg et bryllup i Køge, men denne gang med Cotton Carrier til de to kameraer i stedet for nakkestropper. Nu var der ingen svingende kameraer og jeg skulle ikke til at kæmpe med at svinge det ene om på ryggen mens jeg skød med det andet. 1Ds mk III blev monteret på brystpladen, mens jeg havde mit 5D i “pistolhylsteret” på siden. På den måde kunne jeg bevæge mig frit men stadig have lynhurtig adgang til begge kameraer. Alene det at man ikke skal lede efter et sted at sætte kameraet fra sig når man lige skal bruge noget fra tasken er guld værd!

Systemet fungerer præcis som i reklamevideoerne: Hurtigt og sikkert og meget, meget komfortabelt. Du skal afsætte lidt tid til at få vesten justeret rigtigt – Den skal sidde til uden at stramme for meget. Du får lynhurtiget styr på at tage kameraet ud og ind af holderen og jeg fatter ikke helt hvordan jeg har klaret mig uden Cotton Carrier så længe. Den er SÅ meget mere komfortabel, jeg kunne bære to tunge kameraer non-stop i 10 timer uden de mindste gener i arme eller skuldre.

Jovist, vesten får det til at se ud som om du har stjålet Mini-me’s skudsikre vest, men med en sort skjorte eller tshirt under er den næsten direkte diskret. Kvaliteten er rigtig god og jeg har ingen skrupler med at lade fotogrej for 75.000 hænge på den mens jeg løber foran brudeparrets bil eller møver mig gennem en tætpakket menneskemængde.

I aften har jeg et job for en virksomhed der har booket et cirkus (well, Zirkus, faktisk) til deres firmafest for knap 300 mennesker. 5 timer hvor jeg skal bevæge mig rundt i mængden med to kameraer – Barnemad! Jeg er ikke længere bekymret for arme og skuldre og jeg ved jeg altid har mine kameraer klar til action. Mit eneste kritikpunkt er at når man render med vesten på i 10 timer så kommer man altså til at svede bag brystpladen, men det er svært at se hvordan dette skulle undgåes. Det meste af systemet er lavet i robust mesh der ikke giver problemer på den front, men polstringen bag brystpladen er svær at give “gennemtræk” uden at forringe systemet.

Jeg er helt vild med min cotton carrier, køb en hvis du nogensinde har behov for at bære to kameraer eller bare hvis du bærer et enkelt i mere end en halv time, det er SÅ meget bedre end en almindelig nakkestrop.

Update 31/05/10:

IMGL0140 Lige et billede fra det bryllup hvor jeg bar to kameraer 10 timer i streg. Det ene blev dog brugt af JP til at tage skuddet af mig, så det kunne naturligvis ikke sidde på sin plads på brystpladen. Jeg vil nok ikke tage den på i zoologisk have, men på en sort skjorte er den fint diskret og jeg har indtil videre kun fået nysgerrige kommentarer fra andre fotografer. Jeg bar den igen i lørdags, dog “kun” 5 timer med to kameraer. SKØNT at have dem begge klar til action og lige ved hånden, uden at have det mindste ondt i skuldre eller nakke dagen efter.

Og nej, jeg er ikke ved at notere din bestilling af vin, jeg forsøger at følge med på dagens program over taler, sange osv – samtidig med at jeg bliver lidt overrasket når JP snupper et kamera og skyder mig i vores “parbillede-opstilling”. Mere om den i et andet indlæg… :)

  • Christian 30. maj 2010 Svar

    Dette er første gang jeg hører om produktet, men det overrasker mig lidt at ikke ALLE pro fotografer har sådan en! Den ser ud til at være så god i design og funktion at man ikke kan undvære den. Heck, jeg sidder og overvejer om jeg skal købe en til mit D90 (men jeg er også lidt doven). ;)

    Tak for “anmeldelsen”.

  • Steffen Larsen 30. maj 2010 Svar

    Lyder godt, Cotton carrier har jeg ikke set før. Har vist kun hørt navnet.

    Jeg bruger en noget simplere R strap, men efterhånden kan jeg godt li’ at kameraet er løst, uden en lang snor.

    Cotton carrier ser nu noget “nørdet” ud :D men til større opgaver, så ser den sgu ud til at være god.

  • Martin Valentin 30. maj 2010 Svar

    Du havde lagt en en video for et stykke tid siden og lige som du skrev dengang var jeg “urolig” for hvordan omgivelserne ville regere på den.
    At du nu har afpøvet den har givet mig blod på tanden da jeg har samme dillema til koncerter.
    Martin

  • vesterskov 30. maj 2010 Svar

    synes der er rimelig meget “fotocop” over den :D
    men til de opgaver du er på kan jeg sagtens se det fornuftige i den, og ville også købe en hvis jeg var i samme situation…

    men jeg ville ikke gå ved siden af dig i giveskud zoo hvis du havde den på :D den er mega geek…

  • Søren 31. maj 2010 Svar

    Tak for kommentarerne, rart at nogen stadig kigger forbi selvom her har været en lidt indholdsmæssig tørke. Det ærgelige ved at have masser at lave er at man har for lidt tid til at skrive om de ting man laver :)

    Jeg har lige opdateret indlægget med et brandgodt billede af mig der ser brandgodt ud i en Cotton Carrier. Eller noget.

    Håber at få ok fra kunden til at vise billeder fra min sidste opgave for når billeder taget ved 1/40 sek, F/1.2 og ISO 1600 stadig er mørke, så er det altså værd at omtale…

  • vesterskov 31. maj 2010 Svar

    til sort tøj ser den jo ok ud!

    jeg antager ud fra dit update billede at JP er nøgen i det han tager det billede af dig?

  • Bo Vejgaard 2. jun 2010 Svar

    Jeg tror lige jeg skal have et kamera og et par objektiver mere før jeg skal investere i sådan en satan, men det ser ud til at virke.

    Glæder mig til at se dine mørke billeder, det lyder lidt vildt med de settings.

  • Navn (Påkrævet)

  • Email (Påkrævet, ikke offentlig)

  • Url (Ikke påkrævet)

  • Kommentar (Påkrævet)


3 + = 4