Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

6apr/10

Åbent brev til Post Danmark

Advarsel - dette er ikke direkte fotorelateret og består af 95% galde. Nedenstående er sendt til Post Danmark via deres kontaktformular på www.post.dk


Jeg bor i Gram/Stilling ved Skanderborg, to sammenkørte småbyer der består af 95% privatboliger og 5% erhverv, så naturligvis er der ikke aftenomdeling af pakker. Det betyder for en husstand med to voksne i fuldtidsjobs at modtagelse af pakker er en spændende affære. De bliver forsøgt afleveret omkring middagstid og der bliver så smidt en seddel i postkassen at de kan afhentes næste dag, i den lokale postbutik i Brugsen. Der lukker kl. 17. Når man arbejder i Århus N, har fri kl. 16 og skal hente ungerne kan det blive en presset affære at hente pakker inden det bliver lørdag. Når man ikke i postbutikken den lørdag mellem 10 og 12 er det bare ærgeligt. Jovist, jeres hjemmeside påstår at man kan afhente anmeldte forsendelser i hele Brugsens åbningstid, men det mener Brugsen bestemt ikke. Postbutikken er lukket, så ingen betjening af den efter 12 på lørdage og 17 på hverdage.

I frustration over dette har jeg nu tilmeldt mig døgnposten, dog kun for at blive skuffet. Jeg havde forventet at Post Danmark havde lavet noget så smart at pakker nu i stedet kunne afhentes i døgnposten - enten leveret direkte hertil eller i det mindste omdirigeret når man ikke var hjemme. Men ak, stor var min skuffelse da jeg så at man skal udfylde en separat leveringsadresse til dette formål. Ikke alene med masser af suspekt udseende ID-numre (farvel til alle netbutikker der ikke sender til postbokse) men gudhjælpemig også med Ø i adressen (døgnpost 123). Farvel til alle udenlandste netbutikker der ikke tillader danske specialtegn i adressefelterne. Noget der i forvejen er et problem når man hedder Søren og bor på Kærvej...

Ideen med døgnposten er såmænd fin nok, hvis I alligevel ikke vil bringe pakker ud når folk er hjemme til at tage imod dem. Men hvorfor ikke omdirigere pakker automatisk? Alt bliver jo alligevel styret elektronisk, hvorfor ikke bare notere i systemet at pakker til en bestemt person nu skal i døgnposten?

Nuvel, der er masser af designfejl, men jeg tilmeldte mig alligevel. Jeg ville gerne have besked på mail når der var en pakke til mig og til min store overraskelse kunne jeg se en 4-5 år gammel mailadresse registreret på mig. Aha, jeg forsøger at tilføje en ny. For at gøre det skal jeg modtage en mail med en krypteret fil. Ooookay, jeg finder en windowsmaskine hvor jeg kan downloade et program der kan læse den fil. I den fil står så at jeg bare skal besvare mailen for så vil den digitale signatur jeg har indstalleret i mit mailprogram ryge med retur og I kan se at jeg er mig. Aha... Jeg skal altså installere en række programmer for at kunne installere en ringere udgave af den digitale signatur (jeg har en portabel udgave med på min USB-nøgle) for at kunne læse en mail. Så jeg kan få besked om at der er kommet en pakke til mig. Efter jeg altså har udfyldt en adresse som en del, især udenlandske, forhandlere vil afvise overhovedet at sende noget til i første omgang. For at tilmelde mig døgnposten kunne jeg sagtens logge ind med min netbank-nøgle, men at tilføje en mailadresse kan kun lade sig gøre for windowsbrugere der har en fastlåst udgave af den digitale signatur.

Jeg har før prøvet at få pakker leveret på min arbejdsplads, men det stoppede jeg med da mit tidligere arbejde blev opkrævet 3000 kroner i told for en vare deklareret til en værdi på $50. Det tog flere måneders tovtrækkeri før tolden blev justeret - men det kunne ikke lade sig gøre at fjerne den fra virksomheden og jeg fik at vide at det var ULOVLIGT at modtage pakker fra udlandet på mit arbejde.

Kære Post Danmark. Hvad skal jeg gøre som privatperson med fuldtidsarbejde når jeg gerne vil modtage pakker fra udlandet?

Gemt under: brok Læg en kommentar
Kommentarer (13) Trackbacks (0)
  1. Hej Søren,

    Jeg glæder mig til at høre om du for svar. For det er jo et kæmpeproblem ikke bare for fotonørder, men alle der handler på nettet. Jeg har heldigvis ikke haft toldproblemer endnu, så jeg sender stadig bare til mit arbejde.

    Døgnposten er en god idé, som er blevet ekstremt ring udført.

  2. Uha .. Jeg er helt enig det du skriver og føler selv at igennem de sidste 5 år er Post Fuckmark’s produkter blevet forringet til et absolut nulpunkt.

  3. Hej Søren!
    - du er ikke alene :D
    Det bliver rigtig rart, når der på alle webshops bliver en knap der hedder. “Fravælg levering med Postdanmark”

    Jeg er også spændt på om du får svar, og hvilket. Mit bedste bud er, at du skal udfylde deres online reklamation (som du vil erfare slet ikke kan anvendes dertil *gg*)

    Jeg er – når jeg ikke tager billeder – bruger af Postdanmark fra ‘den anden ende’. Vi afsender dagligt 3-500 forsendelser, mange af dem som brevpost. Der opstår så et andet problem! På vores webshop kan kunder jo snildt indtaste døgnpostadresser – problemet er bare at Postdanmark ikke leverer brevforsendelser til døgnpost så de kommer retur!
    Vi har høfligt forespurgt ‘væsenet’ om vi må adressere med både døgnpost- og vejadresse, men næ, nej – det må man ikke, for det er ikke meningen at et postbud skal tage stilling til noget, blot gøre som der står! (og her skal lige nævnes at vi får talrige forsendelser retur med helt korrekt adressering, og modtager også har navnemærkning i orden.
    Såååå……. hvis du beslutter dig for at skyde Postdanmark, så vil jeg gerne hjælpe :) (tror vi er mange)

  4. Hej Søren
    DESVÆRRE kender jeg selv problemet
    Jeg havde en lille bitte pakke til at fise frem og tilbage mellem herning og pixmania, Frankrig 2 gange uden held pga postdanmark og Pixmania er ca lige klodset/firkantet i deres leveringsmetoder. Jeg måtte via UPS i 3. forsøg istedet for at få mit cokin filter leveret.
    Mit problem er endvidere også problemer med en ikke længere eksisterende hotmail adresse, som ikke kan genoprettes, da navnet i mellemtiden er optaget af anden person. – postdanmark kan ikke ændre til min gmail????

    trist fordi ideen er god

  5. Enig. Problemet med mail-adressen kender jeg ikke til, men ellers kan jeg kun nikke genkendende til din frustration.

    I “gamle dage” kunne man hente en pakke samme dag som den var forsøgt bragt ud, men nu kan man pænt stå i kø næste dag og håbe, de kan finde pakken (hvilket for mit vedkommende ikke har været tilfælde et par gange den seneste tid). I det mindste kunne de gi’ muligheden for helt at fravælge udbringning og sende mig en sms eller e-mail i stedet. Det vil da også spare en hel del tid for det stakkels bud, der banker forgæves på min dør – hver gang!

  6. Sikke da en gang galde, det er da værre med UPS og de andre, da skal man være hjemme mellem kl feks. 10 til 14, har da aldrig haft problem med post danmark, i den by jeg bor er det den lokale boghandler der er posthus, og eksempelvis Brugsen i Sunds ved Herning kan man altid hente pakker i Brugsens åbningstider.
    Og så dem der har problem med tolden, herregud i prøver jo at undgå tolden ;-)

  7. Jan: UPS kan man ringe til og sige “Hey, pakke nummer !#¤%!! som i forsøgte at aflevere vil jeg godt lige have på jobbet i morgen”. Og så får man det. Jeg har sågar fået re-dirrigeret pakker til jobbet inden de blev forsøgt afleveret derhjemme og deres tracking er MILEVIDT foran Post DK.

  8. de gange jeg har boet på en vej med æ, ø eller å har jeg fint kunne bruge:

    oe
    ae
    aa

    De udlandske firmaer brokker sig ikke, og de danske bude havde ikke noget problem… dog skal de siges at det er 5+ år siden jeg sidst har prøvet det.

    Men generelt post danmark = dårlig service, men dyrt.

    Det er UFATTELIGT at man i 2010 ikke i ens online order kan skrive at den ikke skal ud med postbilen, og man så modtager en note via sms at der ligger en pakke til en på posthuset.

    Førhen kunne man fx. komme hjem og se noten om at de havde prøvet at levere en pakke, derefter kunne man i den sidste times tid posthuset havde åben mellem 16-17 så lige smutte ned og hente den alligevel. I dag skal man vente til næste dag. Dette sammen men ingen opsamling af post fra online shop Lørdag-Søndag, betyder at en ting bestil Torsdag som man i gamle dage så kunne hente fredag mellem 16-17 nu først kan hentes Mandag. Og det kan blive værre.

    En ting bestilt fredag i en online shop, bliver måske ikke hentet den fredag og sendt på post centralen og er derfor klar til levering Mandag. Den bliver så heller ikke hentet fra online shoppen Lørdag/Søndag hvilket er ok, men ender vi hurtigt ud i at man sidder med en note om at posten har været forbi Tirsdag og man kan så selv hente om Onsdagen….. 2010.

    Jeg kan huske da jeg boede i Århus og en Torsdag aften ved 18 tiden futtede mit grafikkort af. Jeg smuttede på SHG, der dengang var fantastiske var lager opdatering og forsendelse. Der så jeg at vare bestilt inden 20:00 blev sendt samme dag. Jeg bestilte og Fredag eftermiddag kom budet! Dag til dag levering.

    Men i 2010 med alt vores teknik skal vi åbenbart have dårligere logistik.

    Hvorfor kan posthuset ikke have åbent fra 9-11 og så fra 15-19. 9-16 er fandme latterligt for et firma der lever af at sælge service. Men ok… de tror nok at når bankerne kan så kan de også. Expidienten i danskebank kiggede måbende på mig da jeg brokkede mig over at de kun har åbent til 17 en dag om ugen. Hvorefter jeg spurgte hende venligt hvordan jeg skulle kunne når derned iden 16 når det var der jeg selv fik fri fra arbejde.

    …2010

  9. Jeg bor i Solbjerg ikke langt fra Søren, og her bliver pakke forsøgt afleveret på meget forskellige tidspunkter, men vi kan altid hente pakken samme dag i den lokale kiosk i hele kioskens åbningstid. Så jeg er egentlig meget godt tilfreds. Det lyder som om det variere meget med kvaliteten.

  10. Modtog du egentlig nogensinde et svar på din henvendelse? :-)

  11. Rasmus: Ikke det der ligner. Ikke et pip. Flot stil, men ganske som forventet.

  12. Jeg ved dette er en gammel debat, men jeg vil lige indskyde at de gange jeg har fået noget leveret i døgnposten som så er blevet taget i tolden, er det gået heeelt galt!
    De har åbenbart store problemer hos Post DK, de kan simpelthen ikke rigtigt finde ud af hvem der skulle have haft pakken og kan derved ikke komme i kontakt med dig! På trods af at mit ID er mit telefon nummer, som de jo selv foreslår man bruger!!
    Jeg har været heldig at have haft et T&T nummer så jeg selv har kunne ringe posten op og give dem instrukser om at aflevere pakken på et posthus, så jeg kunne komme ned og betale deres sindsyge gebyr og få min pakke!
    Jeg har i skrivende stund, måske en pakke liggende i tolden, som skulle være sendt til min døgnpost, problemet er bare at jeg ikke har et T&T nummer på pakken, så jeg ved fakkertalt ikke hvor den befinder sig…. Jeg må jo krydse fingre og satse på de kan finde ud af at kontakte mig :(

  13. Jeg har brugt døgnposten siden mit rant, og selvom det langtfra er perfekt, så er det klart den bedste løsning so far – men jeg har så heller ikke haft nogen af døgnpostleveringerne gennem toldermøllen… Har en stak (meget, meget modne og voksne) trøjer på vej fra http://www.tshirthell.com, til levering i døgnposten. For 800 kroners tshirts, fra USA – de skal NOK lande på en sur tolders bord. Jeg håber han har humor når han ser dem.


Læg en kommentar


Ingen trackbacks endnu.