Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

22mar/10

Shoot: Bertram

Bertram!

Jeg fotograferede den sødeste og nemmeste baby i hele verden i lørdags. At fotografere børn, især de mindste af dem, er altid en udfordring, fordi man ikke kan forklare dem at nu skal de stå eller sidde der-og-der, smile på kommando og så lige kigge den rigtige vej. Men sådan var det ikke med Bertram. Ikke alene smilede han til mig uden problemer og accepterede at en stor grim fremmed mand kravlede rundt på hans gulv, han sad bare stille og roligt og glad - i en time.

IMG_4464 Hvor mange af Jer har oplevet babyer der var glade en hel time ad gangen? OG sad stille imens? Selvom fremmede larmede rundt og stillede lamper op? Jeg fatter det stadig ikke. Hans forældre må kunne nogle tricks...

Bertram er fotograferet i sin egen stue med en hvid væg som baggrund. Underlaget er mine bruges-til-alt Ikeatæpper som jeg har en 8-10 stykker af. De kan maskinvaskes, de er bløde og lækre - og de er billige. Alle billederne er belyst på samme måde, med tre lyskilder. Til højre for kameraet er min Lastolite Ezybox, oplyst med en Lastolite Lumen8 indstillet et sted mellem 1/16 og 1/32 power, så i princippet kunne jeg sagtens have brugt en speedlite. Det gjorde jeg i venstre side, hvor en 540EZ ved 1/16 power blev skudt ind i en reflekterende paraply der både oplyste baggrunden og venstre side af Bertram. For at løfte skyggerne en lille anelse og give lidt glimt i øjnene brugte jeg min Ray Flash med en 580EX II monteret på kameraet, sat på 1/128 power. Ikke lys nok til at blive bemærket på billederne, men nok til at give catchlight og blødere skygger. Og med babyer der ER meget bløde gælder det om at have lys der passer til motivet :)

Da først lyset var skudt ind blev Bertram placeret på tæpperne og så var det bare at skyde løs, mens hans forældre hoppede rundt om os og skar ansigter og lavede sjove lyde. Måske den hyggeligste fotoopgave jeg har været på? Det eneste problem er nu at alle andre babyer jeg kommer til at fotografere vil virke sure og umulige når jeg sammenligner dem med supermodellen her.

IMG_4419

Jeg fik 104 keepers på en times effektiv fotografering, et fuldstændig vanvittigt tal med et barn i denne størrelse. 11 af dem har jeg lagt i sættet her, resten er forbeholdt fotomodellen og hans familie :)

Kommentarer (2) Trackbacks (0)
  1. Fremragende billeder Søren! Det mestrer du i allerhøjeste grad også!
    Jeg er specielt vild med det sidste billede i Flickr-sættet – perfekt placeret finger :-D

  2. Tak :)

    Modellen var simpelthen for cute til at man kunne få dårlige billeder af ham tror jeg!


Læg en kommentar


Ingen trackbacks endnu.