Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

23feb/10

Review: HP Probook 5310M Part 1

IMG_4147

Jeg har nu haft fornøjelsen af min lille HP i et par uger. Og det HAR været en fornøjelse, kun med enkelte små brokkepunkter. At valget faldt på præcis denne HP Probook 5310M (VQ469EA hedder konfigurationen) er uddybet her, så det vil jeg ikke bruge en masse tid og spalteplads på.

IMG_4175Første indtryk da jeg tog computeren ud af æsken var meget positivt. Det er en meget slank computer, både selve computeren og skærmen. Sammenklappet er den tyndere end min aflagte IBM T43 når denne er åbnet - og de der kender en T43 ved at den altså ikke er det mest overvægtige på markedet - slet ikke da den var ny. For Jer som ikke er IBM-nostalgikere giver USB-stikkene en idé om tykkelsen af de to maskiner.

Til trods for det slanke ydre virker maskinen ikke skrøbelig på nogen måde. Den er lavet i børstet aluminium og chassiset i bunden er magnesium for maksimal styrke med minimal vægt. Jeg har før ejet en 12" Fujitsu Siemens der var lille og fin men blev tabt på gulvet (gulvtæppe) fra ca. 1 meters højde. Resultat: Et trykket hjørne i bunden med resulterende knækket bundkort. Slut finale, død laptop. Derfor var jeg ret opsat på at finde en computer der IKKE havde plast som rygrad.

Når man åbner den bærbare ser den om muligt endnu slankere ud, men stadig føles den robust. HP har ved hjælp af sort magi og mindst 12000 ingeniører lavet hængslerne til skærmen så de er lige præcis stramme nok til at holde den forsvarligt lukket, men du kan åbne den med én finger - uden at bunden af maskinen løfter sig fra bordet. Selve skærmen føles rubust og der er ikke noget flex at komme efter.

Tastaturet er af chiclet typen (Macbook ejere vil muligvis påpege hvem der startede med det...) og det er min første bærbare med sådan et tastatur. Selv Lenovo laver deres bærbare med chiclet, så det må være det de unge vil have. Det føles rigtig fint og meget naturligt at skrive på. Det er store ord fra en der har brugt Thinkpads de sidste 5 år... Men det bedste ved tastaturet er knappernes placering. Der er de knapper man skal bruge og de sidder hvor de skal! Ctrl sidder yderst til venstre i nederste række, der er en rigtig enter-tast og piletasterne er endda flyttet lidt væk fra deres naboknapper. Som om det ikke var nok er PGUP, Home etc. rigtige knapper og ikke noget der kræver en kombination af FN+ andre taster. Jo, vi er nogen der bruger de knapper meget!

IMG_4153

Bemærk også at det er et DANSK tastatur - ikke noget "nordisk" pjat som andre producenter forsøger at spise os af med.

Inden vi aslutter omtalen af det ydre vil jeg lige påpege mine eneste negative oplevelser med Probook'en. "Hvorfor har han ikke gjort den ren inden fotograferingen?" sidder der nok en masse og tænker, mens resten tænker "Hvorfor bruger han køkkenbordet i stedet for sit lystelt?". For at svare på begge, så besluttede jeg at vise den bærbare ude i den virkelige verden. Der er masser af støvfrie studiefotos af den bærbare på HPs hjemmeside. Så mine er skudt med en træbordplade som underlag og støv og fedtefingre over det hele. For det er faktisk det største problem jeg har med maskinen. Hver eneste gang du rør den kan det ses. Og det er ikke fordi jeg spiser muffins konstant eller smører rundstykker med fingrene, den tager EKSTREMT let imod fingeraftryk. Jeg er blevet foreslået at behandle de børstede alu overflader med bilvoks og jeg overvejer det virkelig!

IMG_4128

Selv trackpad'en tager imod fingeraftryk. Så vidt jeg har læst mig frem til er det den eneste af sin art nogensinde der ikke er behandlet til at modstå de naturlige olier vores fingre udskiller. Den helt blanke overflade mellem tasterne sørger også for at ethvert støvkorn skriger "støvsug mig!". Det var alt det negative jeg havde at sige om hardwaren, nu er det overstået. Læs trygt videre.

IMG_4191

LED skærmen er på 13,3" og opløsningen er 1366x768. Og det ser fantastisk ud. Det er en mat skærm, "brightview" blev helt bevidst fravalgt. Jovist, farver og kontrast på brightview skærme ser flotte ud, men du kan også se ALT andet omkring dig blive reflekteret i skærmen medmindre du sidder i et mørklagt lokale. Billedet herover er taget med både HP og IBM sat til max. lysstyrke på deres skærme. Billedet er eksponeret efter at HP'ens skærm ser "korrekt" ud. I virkeligheden er IBM'en fin indendørs og jeg kører bestemt heller ikke med max. lysstyrke på HP'en til dagligt. Men mon ikke det får sin berettigelse når solen kigger frem? Jeg glæder mig til at prøve den udendøre!

I toppen af skærmen sidder et lillebitte, plastdækket kighul og kalder sig "webcam". Ikke just en "need to have" feature, men heller ikke noget katastrofalt at den er der. Og det gør det faktisk overraskende godt! Måske er det fordi at det sidste webcam jeg prøvede var fra Trust og kostede ca. 150 kroner. I 2005. Billedet er fint og kvaliteten er i orden til chat osv. men jeg ville næppe forsøge at tage "rigtige" billeder med det.

Det var første del af mit mini-review - Næste del kommer til at handle om performance og software. Jeg kan dog afsløre at Bibble 5 kører direkte lækkert (med en enkelt anmærkning), CS4 kører fint og boottiderne er gode, booter man til Ubuntu 9.10 er de rigtig gode:

Klippet er optaget med min Nokia 5630, der er en grund til at den ikke er kendt for sine overlegne video-egenskaber. Samme øvelse, men med reboot til Win 7 er lavet her.

Til slut lige et billede der illustrerer størrelsen:

IMG_4163

De fleste ved vel hvor stor en 33cl Tuborg er? ;) Der er i alt 14 billeder af maskinen i settet her.

Anden del af mit review er her.

Kommentarer (6) Trackbacks (0)
  1. Hey søren.
    Jeg glæder mig til at høre om støj niveauet…
    Indtil videre lover den jo meget godt
    Petri

  2. Støjniveauet er overordentligt fornuftigt, ikke noget med en hysterisk blæser der lyder som et frasorteret produkt fra Sikorsky fabrikkerne. En stille summen der kun bemærkes hvis der ikke er anden lyd i lokalet, det er det hele :)

  3. Hvornår kommer der lidt uddybende test af den maskine Søren ?

    Lidt nysgerrig efter at høre hvordan den håndterer Bibble

  4. Jeg har været MEGA ophængt den seneste tid, så det uddybende arbejde hænger over mig som en sky af dårlig samvittighed… Jeg kan dog sige at Bibble 5 kører som smurt på den – i Windows. I Ubuntu er den ramt af en bug der gør at computere med Bibble 5, Ubuntu og Intel grafikkort er VILDT langsomme til at håndtere cropping tool. De andre funktioner kører fint, men cropping er noget langsomt. Kører perfekt i Windows. Men jeg har ikke haft den stationære startet siden jeg fik HP’en så helt umuligt er det ikke, cropping skal bare planlægges – men som sagt kun i Ubuntu. Det blev bedre da de gik fra Bibble 5.0.1 til 5.0.2, så jeg venter spændt på 5.0.3 :)

  5. Fedt med en test. Jeg er endt med en ny lille Dell Vostro 1320. Det blev den af to årsager. 1) Rabat gennem arbejdet. 2) Jeg bruger et optisk drev ret meget, så den lå lige til højre benet. Skærmen er som på HP’en og med 4gb Ram og Core2 duo på 2,26Ghz kører den lækkert i Win7. den vejer under 2 kg men er lidt tykkere en HP’en.

  6. Hvad har du givet for den?


Leave a comment

(required)

Ingen trackbacks endnu.