Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

17dec/09

Shoot: Oliver Ravn

IMG_3305

Nu vi alligevel var i storbyen til en lille koncert (med 11.998 af vores nærmeste venner) havde Henrik og jeg lavet en aftale med Oliver Ravn, dansk rapper kendt fra Kinski og pt. i gang med projektet Statler & Waldorf sammen med DJ Nage. Jeg skød dem begge i deres studie tilbage i september, men denne gang gik det kun ud over Oliver. Vi mødtes med ham i den marskandiserbutik (Åbningstider: Fredag fra 3 af - det står der på skiltet) hvis baglokale han bebor. Altså ikke noget med en madras på kontoret, der er en lejlighed deromme ;)

IMG_3218 En super hyggelig eftermiddag fik vi til at gå med at snakke om løst og fast, smålytte til musik og så forresten skyde løs blandt den mest fantastiske samling rekvisitter jeg nogensinde har set.  På billedet her til højre sidder Oliver i en (overraskende komfortabel) tandlægestol fra starten af forrige århundrede mens jeg har "gemt" en Speedlite 540EZ på laveste blus i den kuglerunde lampeskærm vi fandt i butikken. På skrivebordet til højre, lige udenfor billedet står endnu en 540EZ lænet op ad en stak cd'er, med en fuld CTO gel for at give det varme skær ind fra siden, som kontrast til den meget hvide lampe. Begge flashes kører kun på 1/128 power for at få lidt ambient lys med også.

Jeg havde helt bevidst kun medbragt mit kamera, mine 2 objektiver og så mine speedlites. Ikke en eneste lysstand, ingen softboxe eller paraplyer. Vi brugte kun to speedlites så strengt taget kunne jeg have haft alt mit grej i en indkøbspose med plads til overs. Det vildeste "tilbehør" jeg brugte var en enkelt superclamp til at hænge en speedlite ned fra en baggagehylde fra et pensioneret S-tog.

IMG_3237_1 Jeg skød også et par billeder uden flash, kun med det dovne danske grå vintervejr som lyskilde, med butikkens normale belysning i baggrunden. Derfor var jeg nødt til også at lave sort/hvide udgaver af serien for især billedet her til venstre synes jeg er klart bedst i sort/hvid.

Tak til Oliver for hans utrættelige arbejde som model (og tak for mad!) og fordi han altid er alt for hyggelig at arbejde med. Mange tak til Henrik fordi det var ham der havde hjernen den dag.

Da jeg bestræber mig på at tale pænt her på bloggen vil jeg ikke udtale mig om trafikken og parkeringsmulighederne i vores hovedstad her under COP15, men det var som forventet.

8 billeder slap gennem nåleøjet, de kan ses (i farve og s/h) lige her.

Kommentarer (4) Trackbacks (0)
  1. Gode stemningsfyldte billeder og dejligt med lidt teknisk info.

  2. Fine billeder med stemningen i behold pga. ikke overdrevet lyslægning…!!
    Smart med kuplen :)

  3. Lækre billeder, Søren (naturligvis kunne man fristes til at sige)

    Lige et spørgsmål omkring flash – hvor tit går du egentlig under 1/32 udladning, ex. som her 1/128 ?

    Jeg lurer nem på de mega-billige LumePro LP120 flash fra MPex.com, men de kan kun gå ned på 1/32 og ville gerne høre om jeg begrænser mig for meget ? (har dog en enkelt 580EX)

  4. Taaark :)

    Jeg er sjældent under 1/8 power faktisk – og fra 1/32 til 1/128 er der to stop, det er lige 2 stk. ND gels fra flashgels.co.uk. Der er 5 af dem i en pakke til £1.45:
    http://flashgels.co.uk/shop/index.php?main_page=product_info&cPath=3_6&products_id=33


Leave a comment

(required)

Ingen trackbacks endnu.