Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

27okt/09

Review: Pixum.dk – OPDATERET!

Opdatering nederst i indlægget...
En bivirkning ved at tage så vanvittigt mange billeder som man ofte gør når man skyder digitalt er at man får dem "fremkaldt" for sjældent. Jeg tager billederne, efterbehandler dem, uploader til flickr og går i gang med at tage de næste. Engang i mellem får vi så en ordentlig stak af dem printet ud, sorteret og sat i album. Det var blevet tid (sagde min kone) så denne gang besluttede jeg at dokumentere hele processen.

Først besluttede vi os for at få billederne i det traditionelle 10x15cm format, så for at det hele passede sammen gav jeg mig til at beskære de 288 udvalgte skud i BibblePro, så de alle overholdt 2:3 forholdet mellem højde og bredde. Vanvittigt let at gøre i netop bibble forresten. Markér de billeder der skal fremkaldes, vælg "Crop to -> 4x6" og tadaa, alle dine billeder er nu beskåret til et rektangel du kan hive i og flytte på som du har lyst - men det holder 2:3 forholdet. Superlet at beskære billeder. Bemærk at den som standard viser hjælpelinier for "rule of thirds" i øvrigt :)

bibblecrop

Vi valgte at få billederne fremkaldt hos Pixum - et jävle stort fotolaboratorium i tyskland der kan tilbyde ganske konkurrencedygtige priser og god service.

1

Forsiden hos Pixum er dejlig systematisk modulopbygning - men direkte overskuelig vil jeg ikke kalde den. Funktionel er den dog, og da jeg før har brugt siden kan jeg klikke på "Mit Pixum" øverst til venstre. Inden du kan afgive din bestilling skal du alligevel udfylde lidt info om dig selv, så det kan vi lige så godt få overstået.

2

Her burde du kunne svare på de fleste spørgsmål. Udfyld og kom videre...

3

Her kan jeg ærligt talt ikke huske om jeg valgte fanebladet "upload billeder" eller om jeg klikkede på den store blå pil. Resultatet er det samme, jeg kommer til "upload" siden.

Her er det så at Pixum vinder en stor plads i mit nørdede, fiberbredbåndsbegavede (50 megabit hver vej, tak fordi du spurgte) hjerte. Jeg kan nemlig vælge "FTP" i søjlen til venstre og se de informationer jeg skal bruge for at kunne uploade billeder via FTP. Klikke-ti-klik i mit favorit FTP-program og bam, 298 jpg-filer er nu ved at blive uploaded med al den hastighed min netforbindelse kan præstere. Ikke noget med noget halvsløjt browserbaseret flash skrammel der brager ned hvis du laver andet, men gode, gamle FTP. Takket være det lille stykke magi der er File Transfer Protocol kunne jeg efter endt FTP-upload se mine billeder i min indbakke hos Pixum:

4

Så er det bare lige at vælge dem der skal fremkaldes. Et klik på "Vælg alle 288 billeder" og så var det gjort. "Bestil fotos" bliver nu fremhævet med moderigtig orange - klik på knappen og så kommer en lille pop-up der spørger hvilket produkt du gerne vil bestille. Her blev jeg lidt forvirret, for der stod "10cm" som standardvalg. Andre muligheder var 9cm, 13cm, hvide kanter osv. Men kun én af dimensionerne var vist. Efter lidt roden rundt på siden og lidt stille eder i skægget fandt jeg svaret: Hvis ikke dine billeder overholder 2:3 formatet tilpasses bredden på papiret så de passer bedst muligt. 2:3 forholdet giver 10x15 billeder, direkte print fra digitalkamera (de fleste skyder i 3:4) vil derimod give 10x13,3cm. Logisk nok egentlig, men man skulle lige finde det.

Dine billeder ryger nu i indkøbsvognen. Har du handlet på nettet før er der ikke noget nyt under solen her. Ind med kortnummer osv. klik ok og tadaa:

5

Så svært var det. Dette screenshot er taget onsdag d. 7/10 kl. 22:14. Torsdag d. 8/10 kl. 12:50 ankom en mail om at nu var min bestilling afsendt fra Köln, så resten af tiden var op til postmanden. Han bankede på den efterfølgende lørdag formiddag med en kasse med 288 udprintede billeder. Sorteret efter filnavn. Memo til mig: navngiv lige filerne efter tidspunktet de er taget INDEN upload. Ærligt talt er det lidt af en opgave at sortere sådan en bunke kronologisk:

IMG_2287

Men nu til det vigtigste: Kvaliteten af de printede billeder:

Papiret er kraftigt og lækkert, præcis som fotopapir skal være det. Farverne er flotte og der er ingen underlige skær, hverken magenta eller cyan som man ellers kan være ude for ved hjemmeprint.

Men jeg synes at de lidt mørke billeder blev lidt for mørke. Jeg vil ikke sige at alle billederne skulle have været lysere, for så var de lyse billeder blevet FOR lyse. Men de mørke billeder var alle lige et halvt til et helt stop for mørke. Fruen syntes de så fine ud, men jeg mener de var lige en tand for dunkle. Jeg har i skrivende stund ikke nævnt dette for Pixum, men vil sende en mail til deres kundeservice og holde jer opdaterede her. En bekendt oplevede det samme, men efter kontakt med Pixums kundeservice fik han kvit og frit en ny bunke billeder tilsendt.

Jeg vil dog lige indskyde to ting - Billederne er efterbehandlede på en ukalibreret monitor og Pixum's egen "autobilledoptimeringshekserifunktion" blev fravalgt.

Skarphed, farver osv på billederne er ellers perfekt. Man har på ingen måde fornemmelsen af at stå med et "billigere" produkt end hvad din lokale fotohandler leverer. Måske fordi din lokale fotohandler/føtex/ekspert/whatever også sender dine billeder til et centralt laboratorium som f.eks. Pixum.

Den endelige dom over Pixum vil jeg vente med at fælde til jeg har fået svar fra deres kundeservice, men de har rigtig mange plusser i bogen indtil videre og jeg skal da også prøve en af deres fotobøger snarest.

UPDATE:

Jeg skrev til Pixum i dag kl. 12:15

Jeg modtog for nyligt 288 billeder der var blevet fremkaldt hos jer.
Da de var efterbehandlede på min computer fravalgte jeg den automatiske optimering,
men da vi modtog billederne her var det som om alle de lidt mørke billeder var blevet for mørke - ½-
1 stop faktisk.

Jeg er ikke helt tilfreds, da billederne som sagt var omhyggeligt efterbehandlede inden upload til jer.

Hvad gør vi?

Mvh
Søren Siim Nielsen

Der kom svar kl. 13:40

Hej Søren ,

Tak for din henvendelse.
Jeg har nu genstartet din ordre men har denne gang tilvalgt den automatiske billedkorrektur, som vil være medvirkende til , at dine billeder bliver lysere.

Du har fået et nyt ordrenummer som hedder : 505198

Vi håber at du bliver tilfreds med din nye ordre.

Med venlig hilsen,

Dit Pixum team

Kære alle andre online-laboratorier: Sådan skal det gøres. Jeg opdaterer indlægget her så snart jeg har modtaget de nye billeder.

Anden del findes her!

Gemt under: Foto Læg en kommentar
Kommentarer (14) Trackbacks (0)
  1. En rigtig god og grundig anmeldelse af Pixum!!

    Jeg bruger dem selv engang imellem, når jeg skal have fremkaldt dem som privatperson. Professionelt bruger jeg Laboratoriet(labnet.dk) til mine kunder. Især fordi, de tilbyder print på mat papir. De koster også selvfølgelig lidt mere, men det er altså også bedre kvalitet. De fede ting ved Pixum er, prisen, alle deres fotoprodukter de tilbyder og at leveringstiden er i top. Minus er at de ikke fremkalder i 18x24cm.

  2. Super review. Må hellere få bestilt noget ved dem.

  3. Hej Søren.

    Nice test. Dem må jeg osse prøve næste gang.
    Jeg faldt lige over en passage i din test som jeg egentlig finder meget meget vigtig.
    Du skriver at du sad og redigerede billederne på en “ukalibreret monitor”. Det at kalibrere en monitor har jeg selv prøvet da jeg har en Imac med Photoshop CS4 på. Men! Jeg er faktisk slet ikke klar over om jeg har gjort det korrekt i forhold til at bruge monitoren til billedbehandling. Jeg brugte nemlig min til web-arbejde da jeg forsøgte en kalibrering.
    Og jeg tror ærlig talt der er rigtig mange derude som sidder med en dyrt indkøbt SLR og undrer sig over at billederne egentlig ikke er så pæne når de kommer på en PC.

    Kunne du, eller nogle af jer geeks, eventuelt fortælle lidt om hvordan man får en optimal kalibrereing af sin monitor således at ens billeder forbliver så realistiske som muligt at kigge på?
    Er der noget specielt software som er bedre end andet?
    Andet?

    ;) Lars

  4. Jeg sendte på et tidspunkt en ordre på et par hundrede billeder til Pixum. Min monitor ER kalibreret, så jeg havde selvfølgelig slået deres optimering fra. Resultatet var mørke billeder og generelt utilfredshed fra min side. De tilbød mig at uploade billederne endnu engang med optimering slået til (gratis). Resultatet var perfekt.

  5. @Lars:

    Anskaf der en Spyder3pro eller lign. til kalibrering. Jeg har en Spyder3Pro og er meget glad for den. Den er meget nem at gå til og minder dig om hvornår det er til til at kalibrer igen.

  6. Hvilken version af Bibble bruger du?

  7. Det pinlige er jo så at der ligger en Spyder lige her ved siden af mig… Må hellere komme i gang.

    Jesper: 4.10.1 i Ubuntu 9.10 og på Win7. Glæder mig som et lille barn til Bibble 5 bliver færdig (ikke mindst i 64bit)

  8. Har du prøvet Bible 5 preview? og evt. hvordan er den i forhold til Bibble 4?

  9. Har prøvet det ja – ligner Lightroom, men er endnu hurtigere end Bibble 4.1.10. Bibble Labs mener selv at man kan regne med dobbelt hastighed på samme system fra 4.1.10 til 5 og jeg tror dem gerne. Der er seriøst smæk på og billederne fra det er fantastiske. Mere ævl her (fra første preview – der er sket meget siden:
    http://www.bagkameraet.dk/2009/02/01/bibble-5-preview/

  10. For at få et korrekt print tilbage fra et lab er det nødvendigt at du (1) har kalibreret din egen monitor, så det, du ser på skærmen faktisk er nogenlunde repræsentabelt ift. filen du arbejder med (det er så igen lidt svært da gamut for de fleste skærme ofte ikke kan indeholde selv sRGG eller endsige aRGB) … når du så har en kalibreret skærm, så mangler du (2) en profil til det lab, som du printer hos. Dvs. at du kan hente eller få tilsendt en profil du kan soft-proofe dine billeder til i Photoshop, så du kan korrigere evt. gamut-problemer eller urealistiske farver. Kan du ikke få sådan en tilsendt eller har lab’et ikke en profil til download (og i øvrigt siger, at de bare arbejder i sRGB) så kan du sende dem et billede af et color chart og bede dem printe det uden nogen optimering fra deres side. Når du så får det tilbage kan du bygge en profil baseret på det color chart som man normalt ville det med en inkjet printer, og dermed har du profileret et lab, der ikke selv udbyder den service, men som måske er ganske billige. Den teknik kan også sagtens anvendes på pixum, hvis ikke de udbyder lab-profiler til deres kunder.

    Nævner de i øvrigt før omtalte udsagn om, at de kun arbejder eller modtager billeder i sRGB, så lyver de – eller det vil sige, at de gerne vil starte med et sRGB billede, da de så ved at de nemt kan ramme rigtige hudtoner etc. selv hos folk, der ikke aner noget om color profiles, gamut, colorspaces osv. Der findes ikke nogen labs, der mig bekendt har så “lidt” gamut i deres print, som der er i sRGB – der er masser at gi’ af i deres printere, så det er bare med at få en profil eller lave en selv :)

    Just my 5 cents…

    Nikolaj

  11. Hvad er gamut? :)

  12. He he jeg kunne nu sagtens selv finde det på nettet, men vil gerne have at når man bruger et så ukendt udtryk, så forklarer man det. Ellers virker det bare dumsmart :)

  13. Haha du siger noget :D


Læg en kommentar


Ingen trackbacks endnu.