Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

13okt/09

Review: Lastolite Ezybox 60cm

softboxdemo

Jeg havde længe luret på en Lastolite Ezybox - en lille (60x60 cm er min) softbox der fås med bracket til speedlites men også kan bruges til store studiestrobes som f.eks. mine Lumen8 lamper. Den var med i kittet jeg købte med de to Lumen8 F400 strobes, så jeg måtte selv tilkøbe den nødvendige bracket for at bruge den med mine speedlites.

Nu har jeg den og bruger den med både de store strobes og de små speedlites - og den mestrer begge dele. På billedet øverst i indlægget sidder der en enkelt Speedlite 540EZ i Ezybox'en og den klarer til fulde at kaste et lækkert, blødt lys på motivet, i dette tilfælde Tanja. Billedet er et testskud under lyssætningen fra vores Porsche session og hun fryser bravt. Og slår mig ihjel hvis hun ser jeg har brugt det her på bloggen. Ah well, jeg havde et godt liv.

Når der skal pumpes mere lys igennem trækker jeg på de større lamper og softboxen monteres med den medfølgende speedring. Resultat:

IMG_0508

Igen, jævnt og lækkert lys på motivet, i dette tilfælde suppleret med endnu en Lumen8 strobe bouncet mod væggen bag fadet. Lyskvaliteten er naturligvis det vigtigste - og den er i top - men det der for alvor gør Ezybox'en til mit "weapon of choice" er hvor latterligt nem den er at have med at gøre. Den leveres i en lille blå bæretaske og pakkes ud med et TWANNNG - Den er nemlig opbygget af 4 Lastolite paneler der teknisk set er en metalkant der udspiler stof. Det gør at de enkelte paneler kan vrides sammen til at fylde under 1/4 af deres oprindelige størrelse og nemt pakkes væk. Ezyboxen klapper du bare sammen, vrider og putter i posen. Når du har taget den ud af posen, foldet den ud med et TWANNNG og klappet panelerne ud kan du montere den interne diffuser (Hvis du har lyst) vha. de 4 velcro hæftepunkter og den ydre diffuser, også med velcro. Softboxen er nu næsten klar, der skal bare monteres en speedring. Den sidder i spænd mellem panelerne og er lige til at trykke på plads. Tadaa - der er nu gået max. 2 minutter og din softbox er klar til brug on location. Her er den f.eks. med mig i skoven en tur:

7187

Eneste tilsatte lyskilde er her en 540EZ gennem Ezyboxen der (surprise) kommer ind fra højre i ca. 45 graders vinkel på Daniel og Marita. Hvis vinklen ikke præcis var 45 grader må I tilgive min assistent JP, han står og holder skidtet lige efter han var blevet blændet på vej gennem bækken. Det er netop skud som dette der er EzyBox'ens hjemmebane: Lækkert, håndholdt lys, langt væk fra noget der bare ligner kontrollerede forhold. Den vejer minimalt, fylder meget lidt og kan sættes op på cirka ingen tid. Lastolite oplyser selv at lystabet skulle være et halvt stop og jeg tror dem gerne - der er fint med punch i mine speedlites selvom de skal fyre igennem den. Jeg må også lige huske at rose mine Skyports - billedet herover er skudt på ca. 70 meters afstand gennem tæt skov...

Byggekvaliteten er super lækker - jeg indrømmer blankt at jeg hørte om Ezybox'en fra Joe McNally og Syl Arena og jeg er slet ikke i tvivl om at den kan holde til deres vanvittige mishandling professionelle brug. Min største bekymring er lynlåsen på bæretasken, jeg tror højst den kan holde til at blive åbnet og lukket 1 mio gange. Jeg ved der findes billigere kopier på eBay, men jeg har det godt med min. Det kunne dog være sjovt at købe en kopi og sammenligne...

Plus:

  • LÆKKERT lys
  • Fylder og vejer minimalt
  • Lynhurtig at sætte op
  • Virker med både speedlites og alle typer studieflashes
  • Minimalt spild af lys
  • Mange varianter
  • Masser af tilbehør

Minus:

  • Jeg har kun én.
  • Pris (lidt)

Konklusion: Jeg elsker den. Er du da gal den er god! Skulle jeg nøjes med ét eneste lightmod så skulle det være en Ezybox! Måske er den lige vel dyr, men jeg tror jeg vil gøre alvor af mine tanker om at købe en billig kopi og sammenligne dem. Worst case scenario: Jeg ender med to softboxe :D

Kommentarer (13) Trackbacks (0)
  1. Hey yo.

    Jeg har lige bestilt en en billig softbox på eBay: http://cgi.ebay.co.uk/32-80cm-Ez-Fold-speedlight-flashgun-hot-shoe-softbox_W0QQitemZ260489059636QQcmdZViewItemQQptZUK_Photography_StudioEquipment_RL?hash=item3ca65b9d34&_trksid=p3286.c0.m14#ht_7100wt_1167

    Er du interesseret i at høre hvordan den er, når jeg får den? :)

    Fedt indlæg – i det hele taget: Fed blog!

  2. Er meget interesseret i at hører mere ;o)

    Gerne hvis du finder et billigere alternativ!

  3. Jeg har en ebay-model, 60cm. Jeg har ikke brugt den så meget endnu, men den virker til at være solid og god. Og lyder til at være præcis det samme koncept som den fra Lastolite – jeg ved dog ikke om den kan sættes på studielamper.

    Jeg bestilte sammen med et par andre, prisen endte på 340 kr per styk, inklusive porto. Jeg skal bruge dem i weekenden, jeg kan tage et par hurtige billeder af dem.

  4. Ja for katten Peter, lad os høre dine indtryk når du modtager den!

    Og Steffen, smid links til resultater og billeder af selve softboxen!

    Hvor I landet er i fra? Det kunne jo være skægt at sammenligne dem :)

  5. Jeg bor i København NV. Skal nok smide et eller andet på, når jeg får den og har testet den, Søren :)

  6. Jeg bor på Bornholm, men i er da velkomne til at komme forbi. ;)

    Jeg har ikke prøvet andre ezyboxe, så jeg har ikke selv noget at sammenligne mine med, desværre.

  7. Jeg er helt tosset med det bløde lys den har givet på madvarerne. Kunne være jeg skulle kigge på sådan en sag når jeg skal til New York i næste måned. Jeg ville jo gerne hjælpe min mor igang med en online kogebog. ;)

  8. Weekendens fotosession blev aflyst, det kan være jeg skulle lave et mad-skud så vi kan sammenligne – dit ser jo godt ud.

  9. Hej igen! Så fik jeg endelig min 80x80cm eBay softbox – og jeg er overrasket!! Meget kort: Den var billig (under 500,-), den fylder ikke meget, og (vigtigst af alt!) den givet LÆKRESTE lys!!! Så vidt jeg kan se, er der ikke den store forskel mellem min nyerhvervede softbox og Lastolite’s EzyBox.

    Jeg har nogle test-billeder klar, men ved ikke rigtig hvor jeg skal lægge dem op henne, Søren??

  10. Steffen: Jessir, skyd noget mad!

    Hvad med om I begge uploader til flickr, så skal jeg da gerne lave en post hvor vi kan sammenligne lidt?

  11. Uhhh… Sender I links til de Flickr billeder?

  12. …. jeg har leget lidt med en DIY softbox og er parat til at smide penge efter en lidt mere handi model. Har tidligere handlet med Kaffebrus i Sverige. De har REA… se link

    http://www.kaffebrus.com/utforsaljning-rea-g104.html?sMessage=addedtocart

    …så hvis man selv kan lave en holder til sin flash, er det p.t. et pa gode bud på en stor softbox.

  13. Det blev alligevel ikke til mad, men nogle portrætter foran en (tidligere) sunket fiskekutter. De er taget med min ebay Ezybox til 340 kr, inkl. fragt. (jeg købte sammen med et par kolleger – kan forespørge den præcise model hvis der er interesse)

    I kan se mine resultater her: http://www.flickr.com/photos/steffen-larsen/sets/72157622536805381/

    Setup’et er her: http://imgur.com/ASJah.jpg

    Jeg har brugt en enkelt 580 EX II i Ezyboxen, med et 1/4 CTO filter, og en 430EX liggende på jorden, også med samme filter – uden ezybox eller andet.


Læg en kommentar


Ingen trackbacks endnu.