Review: Lastolite Lumen8 F400 Kit
Jeg elsker at bruge små flashes og det er imponerende hvad man kan opnå med speedlites. De har virkelig meget punch i forhold til deres størrelse, men der ER grænser. F.eks. når man lige skal oplyse et konferencelokale med plads til 145 personer. Den konkrete udfordring sammenlagt med situationer hvor mine speedlites var presset til det yderste gjorde at jeg var nødt til at at få fingrene i nogen større lamper. Først overvejede jeg at finde en enkelt brugt studieflash, så lurede jeg på AlienBees på grund af de mange tilfredse brugere på FM og POTN - men opdagede at ikke alene er det rasende dyrt med fragt, told og moms at få studieflashes sendt fra USA til lille Danmark, Paul C. Buff Inc. synes også det er SÅ besværligt at skrive "Denmark" på pakken at de tager 10% gebyr for at sende udenfor USA. Konklusion: Jeg vil købe noget fra nyt og jeg vil købe det i Danmark.
Markedet blev undersøgt, reviews blev googlet og til sidst kunne jeg bestille et Lastolite Lumen8 F400 dual head kit fra Kamerahuset.dk. 2 studieflashes, hver på 400ws med stande og det hele. De har modellys så man kan se hvor man peger dem hen, kan udløses både med et standard 6,3mm jackstik eller vha. den indbyggede optiske trigger - du kan affyre en anden flash, så udløser de. Det kostede ca. 3 gange det beløb jeg havde regnet med at købe mig en enkelt studieflash for, men jeg fik som altid overbevist mig selv om at det var pengene værd fordi:
- 2 x 400ws strobes - Altså to flashes der hver har power som 10 Speedlite 580EX.
- S-bajonet fitting = TONSvis af tilbehør der kan klikkes på.
- Lynhurtig recharge - på 230v tager det 1,7 sekund mellem hvert flash ved fuld power.
- Der medfølger 2 stk. 3.9 meter høje stande.
- Der medfølger en Lastolite EzyBox 60x60cm softbox som jeg alligevel var hooked på
- Der medfølger en robust (PVC) paraply
- Der medfølger polstrede bæretasker til det hele
De to strobes føles umiddelbart til at være ganske fornuftigt byggede - metalhus med en række kontakter bagpå:
Fra venstre: Power, tænd og sluk for stroben, surprise. Model, tænd og sluk for den 100w pære der sidder sammen med flashrøret og kan vise hvor dit lys rammer. Det følger flashindstillingen i styrke, medmindre du tænder den næste kontakt, Full - Her kører modelling lampen fuld smadder uanset flashindstillingen. Næste knap er Remote der tænder og slukker for den indbyggede optiske trigger. Sidst har vi Beeper der tænder og slukker for den mest ulidelige hyletone i hele universet der fortæller at lampen er klar igen. Så snart stroben er klar til at fyre giver den en serie bip i et toneleje der er designet til at vække de døde. Min står som regel på off... Nedunder her er strømstikket, sikringen, ready-lampen der viser at flashen er klar igen og en test-knap til at affyre stroben eller bare blænde assistenter og modeller. Lige nedenunder sidder sync-porten, et standard 6,3mm jackstik. Du kan tilslutte kabel fra dit kamera eller din foretrukne radiotrigger - jeg bruger mine skyports og de medfølgende 3,5mm til 3,5mm kabler + adapter fra 3,5 til 6,3mm. Jeg tror faktisk der følger tilsvarende kabler og adaptere med til Cactus V4 men til Pocket Wizards må du selv ud og købe dem.Den store drejeknap til højre justerer flashstyrken trinløst - og analogt, mere om det senere - fra 1/32 til 1/1 power.
Jeg var nervøs for om 400 wattsekunder pr. lampe ville være nok, jeg mener, Joe McNally skyder jo med Elincrom Rangers op til 2400ws? Første hurtige test af lamperne gjorde dog mine bekymringer til skamme:
145 personers konferencelokale, oplyst af mine to Lumen8 F400 lamper der endda bliver bouncet ind i bagvæggen for at give et lækkert, blødt lys uden slagskygger. Og det kan de gøre for hver 1.7 sekunder, da jeg skyder ved fuld power her. Perfekt balanceret da man kan se lyset ude på gangen og lyset i lamperne i lokalet. Samme settings, men uden Lumen8 lamperne: (dog på en anden dag - bemærk stigen)
Åhja, de gør en forskel. Som sagt bliver de her bouncet ind i bagvæggen, sådan her:
Min yndige assistent Morten der står ved siden af den ene stand er 1.80 høj.
Det bringer mig til et negativt punkt i kittet: Standene. De er der, de er luftdæmpede og de tre ben spredes godt ud og står stabilt. Lige indtil du monterer et Lumen8 flashhoved og hæver dem... Standene er simpelthen ikke robuste nok efter min mening. Med vægt på står de og svajer så snart du hæver lampen over 2 meter og helt strukket ud var jeg direkte nervøs, selvom de stod indendøre i et lokale uden mennesker og uden vind. Indtil nu er de kun væltet en gang, men der greb jeg dem heldigvis inden de ramte jorden. Ellers var det lige et flashhoved til 2000 kroner jeg kunne vinke farvel til på grund af underdimensionerede stande. Nuvel, op til 2 meter klarer de opgaven fint og alle stativer og lysstande er mindst stabile ved deres max setting men jeg føler der burde være plads til bedre stande i det her kit.
Udover stande og flashhoveder er der to "mods" med - en reflekterende paraply i PVC, der modsat standende føles som noget der er beregnet til brug i krigszoner. Ca. 10 mio gange så robust som mine billige paraplyer og med NUL lysgennemtrængning:
Wauv, ren kunst, men skidtet virker:
Her har en enkelt Lumen8 flash vha. den reflekterende paraply oplyst vores soveværelse så det er balanceret med lyset udenfor. ISO 100 og F/4.5. Lumen8 F400 lampen var på 1/8 power til denne opgave, hvilket betyder at den kunne fyre lige så hurtigt som jeg kunne trykke på udløseren. Top point til paraplyen for perfekt lysspredning, byggekvalitet og absolut ingen grimme farveskær.
Det andet mod der medfølger er en Lastolite Ezybox softbox i 60x60 cm. Genial konstruktion af 4 sammenklappelige paneler der vrides sammen og pakkes ned på 2 minutter - og slås ud på ca. 2 sekunder. Så er det bare at montere de to diffusere og speedringen (den del der klikkes på flashen) og du er klar til at køre. Om den virker? Er du da gal! Det er den del af kittet jeg bruger suverænt mest så jeg vil skynde mig at skrive et separat review af den - link kommer her så snart det er skrevet. Hint: Køb den! Her er lige et eksempel fra den:
Bløøøøøøødt lækkert lys der smyger sig om motivet. Mums, mere om Softboxen i det særskilte review af den.
Der er også to forskellige muligheder for at skyde "uden" mods - der er en 18cm reflektor med til hver flash der koncentrerer lyset og smider det afsted i en bestemt retning. Men de kan også pilles af så man kan skyde "bare bulb", altså bare det nøgne flashrør. Det lyser op 360 grader rundt, samme effekt som en speedlite med Stofen diffusere. Eller rettere, 20 speedlites med stofen diffusere. Kig væk når du fyrer dem af eller bestil en førerhund på forhånd.
Jeg er gået hen og blevet rigtig, rigtig glad for mit Lastolite kit. Som tidligere nævnt er de analoge. Analogt lys lyder måske lidt tåbeligt, men der er mening med galskaben - Der er ikke megen snedige elektronik i dem, bare lidt omformere, potmetre og den slags (groft sagt). Når der ikke er en masse digitale komponenter, IC'er osv så er lamperne ikke så sarte med den strøm de får. Digitale studieflashes skal have 105% "ren" strøm - så glem at sætte dem til en generator eller en billig batteripakke, det kommer bare ikke til at virke. Analoge lamper derimod skal bare have noget der ligner 170-230V vekselstrøm, så skal de nok fyre af. Så selvom jeg pt. er bundet til stikkontakter med de store strobes her, så har jeg muligheden for at investere i f.eks. en Tronix Xplorer batteripakke og tage dem med i felten! Nuvel, 9 kilo mere til assistenten at trække gennem skoven, men det er jo hans problem, ikke mit. Lækkert at have muligheden og netop det faktum at de er analoge var faktisk en af de ting der fik mig til at vælge Lastolite kittet. Og så kan man altså nå langt (well, 60 meter) med to billige kabeltromler:
Her er en enkelt Lumen8 flash næsten helt nede ved jorden til højre for billedet, kun med sin standard reflektor. Der var mørkt her i skyggen på tanken, men vi havde jo lys med... Også lige Ezybox hotsho'en der bliver holdt af Morten E lige uden for billedet til venstre for at lægge lidt blødt og lækkert lys på Tanja og bilens højre side. Næste gang vil jeg have en batteripakke og så få de biler til en federe location.
Plus:
- Masser af punch
- MEGA udvalg af tilbehør - og ikke kun fra Lastolite
- Lækre mods medfølger
- Lækre bæretasker medfølger
- Optisk slave indbygget
- Analoge - kan drives af det meste
Minus
- Pris: Uanset hvor meget man får for pengene så er 7500 altså en slat.
- Standene. Lad være med at hæve dem helt op hvis du ikke har en assistent til at holde dem.
Konklusion:
Vil du i gang med studiefotografering eller har du fotoopgaver hvor Speedlites ikke kan følge med så bør du altså kigge hårdt og længe på dette kit. Kvaliteten er i top på alle komponenter undtagen standene og der er så rigeligt med power hvis du kan finde et strømudtag. Manualen kan koges ned til "Sæt strøm til og brug dem!" og mere indviklet er det faktisk ikke. Til gengæld kan du glæde dig over praktisk talt øjeblikkelig recharge og power nok til at oplyse selv meget store lokaler. Hmm... jeg kunne faktisk godt bruge en mere...
Jeg læste engang et indlæg fra en ufatteligt dygtig flyfotograf der svarede på hvilket objektiv der var bedst til at skyde fly, han udtrykte det utroligt rammende:
Buy the best and only cry once.
Spar op, køb det kit her og glæd dig over resultaterne. Jeg har helt friske billeder fra det, men de skal bruges til en gave der ikke er givet endnu, så jeg kan ikke poste dem her.











12. oktober, 2009 - 12:55
Tak for anmeldelsen – jeg har længe svoret at speedlites er det bedste til mit brug, men nu er jeg misundelig.
12. oktober, 2009 - 16:04
Jeg synes også speedlites er bedst til mit behov – men indimellem har jeg altså behov for lidt mere power…
14. oktober, 2009 - 11:47
Jeg er ikke sikker på at jeg er nået op i den liga hvor jeg har brug for den slags lys endnu. Men lækkert ser det ud.
Nu vil jeg bare glæde mig til jeg får min 580ex II’er om 3 uger.
31. oktober, 2009 - 13:14
Synes også kr. 7500 er meget, specielt når samme kit sælges for £399 (eller ca. 3200-3500) i England.
2. november, 2009 - 14:08
Det lyder da lidt spøjst Paw – jeg kiggede nemlig selv i UK først. Har du et link?
2. november, 2009 - 16:19
http://www.warehouseexpress.com/buy-lastolite-lumen8-sv-lighting-kit/p1029807
Uden Ezybox men med 2 paraplyer.
3. november, 2009 - 22:24
Det var sku’ en helt god pris hos warehouse. Sjældent man ser så stor prisforskel ved dem. Fedt – nu bliver det seriøst overvejet her
Har alligevel softboxen i forvejen, så hvorfor ikke tage den fra UK.
4. december, 2009 - 14:46
Hey Søren
Hvis du ser denne post, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre hvorfor du valgte Lastolite, frem for Bowens i samme størrelse (for dem kiggede du vel også på)…??
Jeg er nok snart ude i at skulle há et par lamper, men hælder pt. mest til Bowens.
Men måske noget jeg har overset i sammenligningen…??
Ved du sætter dig grundigt ind i sagerne før du køber, så måske du har et guldkorn eller to…??
Ps. Jeg køber nok via England
4. december, 2009 - 17:35
Jeg valgte ud fra 3 ting:
1) Fatningen – Bowens S bajonet er dejlig udbredt, også blandt de kinesiske producenter
2) Kittet kom med den softbox jeg alligevel ville have og Lastolite har generelt et godt ry for deres mods.
3) Jeg kunne få det leveret i en fart – jeg skulle bruge det til en konkret opgave
4. december, 2009 - 23:57
Ok, takker for svar
5. december, 2009 - 15:34
Jeg glemte lige en ting:
4) De er 100% analoge. Det betyder at de ikke er så hysteriske med strømforsyningen og kan køre på de fleste generatorer og batteripakker
30. april, 2010 - 10:04
Hvor hurtig lukketid kan man opnå? Har selv kikket på disse, og de virker til at være lækre til prisen.. Du kan snidlt bruge dem trådløse også??
30. april, 2010 - 12:55
Jeg er jo “velsignet” med et 5D der reelt maxer ud ved 1/160 sekunder så jeg er nok ikke den bedste til at teste deres max sync – men jeg kan lige prøve at smide et 1Ds på snart og teste det.
Trådløst bruger jeg dem med mine Elinchrom skyports, men de kan bruges med alle triggers, bare der er 6,3mm stik. Du kan også udløse dem med en anden flash, da der sidder en optisk slave ovenpå. Praktisk hvis man som jeg indimellem bruger alle sine triggers på speedlites – Bare de kan “se” glimtet fra de andre flashes så udløses de også.
30. april, 2010 - 23:50
Er totalt ny mht. lys, så jeg håber du kan hjælpe. Jeg har investeret i et 5D MK2 og jeg vil bla. gerne lave portrætter af vores lille søn med helt hvid ( 255 255 255 ) baggrund. Vil jeg kunne bruge F400 kittet i den forbindelse – jeg tænker her på at bruge den ene til at oplyse baggrunden og den anden til personen. Måske et dumt spørgsmål for den øvede/proffen, men jeg er HELT blank på det område. Jeg har en Cactus V4 med 2 receivere, vil jeg kunne bruge dem ?
Jeg har set på sættet hos warehouseexpress til £ 399, men det er med 2 paraplyer. Er det godt nok, eller kan jeg lige så godt bestille en softbox med det samme, og skal det så være en Lastolite EzyBox 60x60cm.
På forhånd tak.
Hans