
Det skulle have været en Porsche, men mit sædvanlige logistik-held slap op. Mere om det lidt senere.
Jeg har bygget mig en car rig. Efter længere tids tilløb og grejplanlægning (24L blev til 16-35L) fik jeg i dag lavet de første forsigtige testskud på villavejen. Hvis naboerne troede jeg var tosset da jeg hængte en flash med paraply op i en lygtepæl for at fotografere aber der hang ud med en minigraver, så er det ingenting i forhold til hvad de har troet da jeg i dag ved middagstid kørte ned ad vejen med mit kamera hængt ca. 1,5 meter ud foran bilen.
Billedet øverst i indlægget er taget med en trådløs remote ved 1/25 sekund og F/18 (Forbandede middagssol!) og ved ca. 10-15 km/t. Lukkertiden får det til at se ud af meget mere og havde jeg nu ventet til om aftenen med at skyde eller brugt en ND-filter havde den længere lukkertid resulteret i et meget mere dramatisk resultat. Jeg overvejede at skyde det om i stedet for at skrive dette indlæg, men jeg kan faktisk godt lide at man kan genkende lidt af omgivelserne.
Hvordan har jeg bygget den? Konstruktionen er egentlig simpel, det handler bare om at få kameraet ud at hænge så stabilt som muligt så det følger bilen når den kører. Der er garanteret mange måder at gøre det, men jeg har valgt en der er prøvet og testet af mange før mig. På motorhjelmen sidder to Manfrotto F1000 sugekopper. Du kan også bruge din glarmesters rudeløfter-sugekopper, men F1000′erne har et meget robust (på samme måde som en russisk kampvogn er “meget robust) kuglehoved der slutter i en standard 3/8″ spigot. På den sidder så en Manfrotto Super Clamp, der griber fast om den arm der holder kameraet ud fra bilen. Jeg har brugt 2 meter af hvad jeg tror er en forkromet garderobestang til 136 kroner fra Stark.
Den løser opgaven, men jeg skal have fat i noget mere robust, evt. 3/8″ vandrør. Det er trods alt mit 5D og 16-35L mk II der sidder og gynger ude for enden… For enden af den stang sidder mit kamera. Du kan vælge at montere den med endnu en Super Clamp og et kuglehoved, men jeg har brugt den noget mere fleksible Manfrotto Magic Arm. (Jeg er forresten fan af Manfrottos stumper, har jeg sagt det?) Med den monteret kan jeg flytte kameraet frit i en radius af ca. 80cm fra enden af “pinden”. Det gør at jeg kan placere kameraet præcis som jeg vil have det, uden at skulle flytte på sugekopperne. Det er en god ting, for når de sidder på bilen så sidder de FAST! Der er en lille pumpe i bunden af dem og når du har trykket 2 millioner gange på den kan du se at den røde streg på pumpen forsvinder. Nu er der greb nok! Når jeg prøvede at rykke med stangen kunne jeg se at det var min motorhjelm der gav sig, ikke min rig. Fint nok.
Med kameraet således monteret er det egentlig “bare” at begynde at trille. Enten skal du bruge en hjælper og kameraets timer eller også skal du ofre 150 kroner på en trådløs Phottix remote på eBay. Der er lidt efterbehandling for at fjerne riggen fra billedet, men da den jo har en sløret himmel som baggrund er det en clone brush opgave som selv jeg kan overkomme. Her er det samme billede som øverst i indlægget, men inden jeg fjernede riggen i Gimp.
Og ja, jeg ville gerne have haft denne her indretning i lørdags da vi havde adgang til alle de Porscher vi kunne drømme om. Men ak, logistikkens guder svigtede mig og de bidende nødvendige F1000 sugekopper ankom først i mandags. Ah well, vi havde stadig en god dag og vigtigere endnu: Morten fra Porsche Klub Danmark var vild med billederne. Så måske bliver det en Panamera næste gang I ser rig billeder her på siden… stay tuned
Hvis nogen af jer bygger eller har bygget en lignende indretning hører jeg gerne fra jer med et link til billeder af og med skidtet





Du er så vild Søren
Det ser godt ud. Jeg skal helt sikkert have lavet sådan en anordning på et tidspunkt.
Dajerm .. du må have svedt en smule i håndfladerne?
Hvad med efterladenskaberne? Du er tryg nok ved at det skal på en Panamera?
Nåja, så lige for at træde i det, tak for i lørdags
Jeg har med held brugt antennerør som dog vejer lidt, men kan købes i sektioner for 90 kroner i Biltema. Så kan man lige bore et hul i samlingen og sætte splitter i, har virket super. Jeg har brugt glasløftere til at holde stangen og det har virket fint – jeg troede slet ikke man kunne få de F1000′ere her i danmark.
Kan se at det også kaldes masterør forresten…. Prisen er i mellemtiden steget til 99,- for 1,5 meter, så for 200 kroner har man 3 meter jernrør – og man ved ALDRIG hvornår man for brug for et jernrør!
Nøøøj, det er vildt! Flot arbejde! Ser godt ud.
Hvad opløber materialerne sig sådan ca. til?
Lækkert lavet, og det giver nogle fede billeder.
Har fundet nogle som laver et færdig sæt. Lidt dyrt måske, men nogle fede ideer de har.
http://www.automotiverigs.com/
Min personlige favorit er denne her: http://www.pana3ccduser.com/showthread.php?t=7279 Har købt alle stumberne; mangler bare lidt 15 mm. rustfrie rør og et par timer til leg. Stumperne fik jeg BEFRO til at tage hjem, og de er nu i deres webshop… Check også lige denne her fyrs website: http://www.rigshots.com.au/howto1.htm
Vi vil ha’ carbonpics, vi vil ha’ carbonpics, vi vil ha’ carbonpics!