Shoot: Porsche Trackday
Jeg blev kontaktet af Morten fra Porsche 356 klub Danmark og spurgt om ikke jeg kunne tænke mig at komme og skyde til en trackday de ville holde med ca. 25 klassiske Porscher der fik prygl på en bane - og så var der forresten også lige en model der gerne ville med. Hm, det tog ca. 0,0004 sekunder for mig at sige ja til den tjans, så det var med stor iver at Thomas og jeg i lørdags mødte op på Ring Djursland lidt over 08. Lige inden man kommer ind på banen er der en rundkørsel - her holdt vi tilbage, rullede vinduerne ned og slukkede musikken for der var 5-6 Porscher der lige skulle ind.
Inden for hegnet blev det kun bedre... Damn, der holdt en Panamera, nej to! Og en 356 cabrio, hov, også to af dem! Og en Speedster! Og en 911 GT3! Og en GT3 RS Og så videre... Vi mødtes med Morten og Tanja og efter et kort intromøde for kørerne fandt vi vores location. På grund af ubarmhjertig, benhård sol var vi nødt til at tage ophold indendøre desværre
Ring Djursland bliver til daglig brugt til køretekniske kurser, også for busser og lastbiler, så vi beslaglagde et værksted. Vi satte lys op, Tanja skiftede til slidte jeans, en undertrøje og guldsko og så ellers igang med den første bil: Porsche 911 GT3 RS i hvid og rød.
Efter lidt indskydning af lyset (nu vil jeg altså have den lysmåler!) var vi klar og stakkels Tanja blev kommanderet rundt foran, bagved og inden i bilen. Vi vidste det ville blive en god dag allerede kl. 10:40 da de bakkede GT3'eren ud og ind kom en 356 Speedster i fuld racermundering...
Den stak de desværre af med igen, men Morten trøstede os ved at køre sin RSR baneracer ind i værkstedet - Helt klart banens bedste, ondeste motorlyd. Den racer var i gamle dage (sidst i 70'erne) berømt som Wranglerbilen, klædt i folie så den lignede et par jeans på hjul. Meget, meget, hurtige jeans. Omganstid på Ring Djursland var 57 sekunderfor den og 0-100 var overstået på 4 sekunder. Længe inden nymodens pjat som abs, airbags og antispin.
Og så havde vi lige en lille specialopgave - Den tidligere ejer af raceren, Preben Kristoffersen havde vundet adskillige mesterskaber i den og havde et billede fra 1979 af sig selv ved siden af bilen med en af datidens hotte modeller. Det var vi nødt til at replikere og han var helt okay med at vi brugte Tanja til opgaven.
Thomas kom herefter på hårdt arbejde. Vi blev enige om at tiden var inde til en Panamera (As in 3,5 millioner på hjul) og Thomas måtte ud på p-pladsen med forespørgslen. Til spørgsmålet om hvorvidt vi måtte låne en sindssygt dyr, VOLDSOMT lækker langtursracer svarede de bare "Sort eller sølv?" Sølv blev valget og Tanja krøb i en lille sort sag der stod godt til den store sølvfarvede bil.
De blev begge skudt godt og da vi så besluttede at vi ville skyde en 356 Cabriolet ved tankanlægget fik vi igen et problem: Sort eller grå? Vi tog begge. Tanja blev sat til at lade som om hun tankede den grå og så kunne vi jo bruge den sorte som baggrund. Ethvert fotoshoot hvor du kan bruge en sort, hysterisk velholdt og direkte smuk Porsche 356 Cabriolet som baggrund er et godt shoot i min bog. Jeg ville satans gerne have lov at skyde den sorte Cabrio under bedre forhold en dag - dens ejer fik mit kort og hvis du læser dette venter jeg spændt på en mail!
Når han ikke flyttede lamper for mig så løb Thomas rundt på banen med 40D + 100-400L og skød alle bilerne der blev krudtet af derude - jeg linker til billederne lige så snart han kommer igennem de 700 han fik raslet af.
Tanja var super dygtig foran kameraet og super professionel selvom hun småfrøs i det kolde værksted. Hun var så uforsigtig at sige at vi gerne måtte kontakte hende næste gang vi manglede en model til en shoot, så med lidt held er det ikke sidste gang hun dukker op her på bloggen.
Dagen var omme alt, alt for hurtigt og kl. 14 måtte vi vende snuden hjemad. Aldrig har min Passat da føltes så fesen... Vi fik en masse gode skud i kassen, jeg skød Tanja og bilerne på værkstedet, Thomas dækkede banen. Men jeg var faktisk lidt ærgelig over ikke at have haft tid nok. Jeg kunne let have brugt 4 timer med hver og en af de biler der var på Ring Djursland den dag - Havde vi da bare haft en fed udendørs location og lidt mere humant lys. Jeg håber Morten inviterer igen så jeg kan lave billeder med lækkert lys og lidt mere bil på billedet.
Pånær de to udendørs billeder med den røde racer der blev skudt med 50L blev alle mine billeder skudt med 16-35L mk II. Lyset var hovedsageligt mine Lastolite lamper, key light på Tanja var en speedlite gennem en Lastolite EzyBox 60cm softbox.
Jeg fik 75 billeder der var værd at gemme - de kan alle ses her.
PS: Det er ikke lutter lagkage at arbejde med mig. Thomas blev sat til at pudse vinduer og Tanja blev sat til at justere tændingen på den 356 Speedster







22. september, 2009 - 08:05
Der er vist kun et ord der rigtigt dækker hvad jeg føler efter at have læst dette indlæg.
MISUNDELSE!
22. september, 2009 - 09:26
Wauw, Søren (men havde dog set billederne på Flickr!). Rigtig fede billeder
22. september, 2009 - 13:27
Ser godt ud – men godt nok en skam I ikke kunne være ude! Alle de lækre biler – mums! Du fik slet ikke prøvet din rig af ude på banen?
Mvh. Frederik
22. september, 2009 - 15:13
Bo: Sjovt, du er ikke den første der har udtrykt den følelse
Anders: Tak! Det var superfedt at være med til!
Frederik: De nødvendige sugekopper til car rig’en ankom igår, mandag…
22. september, 2009 - 19:05
Æv med de sugekopper. Laver du ikke en post med den rig og hvordan den er bygget? Ville være kanon!
22. september, 2009 - 20:07
Ja det var møgærgeligt! Du kan bande på at der kommer et indlæg med komplet byggevejledning så snart jeg har den færdig
22. september, 2009 - 22:33
Yes sir – you can bokeh!
23. september, 2009 - 23:16
Frederik: Så er der skrevet om rig’en