Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

27jul/09

Unfair fight?

Canon EOS 5D mk I Vs. Canon EOS 1Ds mk III

Jeg lånte lige et lille kamera... Canon EOS 1Ds Mk III. Toppen af kransekagen hos Canon til en netpris på godt 52.000 skattebelagte danske kroner for kamerahuset alene. Hertil kan du så lægge ca. 10.000 kroner for hvert L-objektiv du har lyst til at sætte på. Hvad får man for pengene? Et kamerahus der er bygget som en kampvogn og laver de mest fantastisk detaljerede billeder i hele 21 megapixels opløsning. Tilsæt lynhurtig, 51-punkters autofokus og prisen begynder at give lidt mere mening. Jeg læste på et dansk bilforum at folk var forfærdede over at se 1D-serie kameraer med store hvide primes blive smidt i det våde græs til fodboldkampe, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at de sagtens kan holde til det.

Er det pengene værd? Som så meget andet kommer det an på dine behov. Vil du have det absolut ypperligste kompromis mellem opløsning, billedkvalitet og portabilitet er 1Ds kameraet for dig. Ellers er det nok lidt mange penge at hælde i hobbyen... Jeg lånte det fordi at selvom jeg elsker mit 5D mk I, så kan autofokus'en være en udfordring i dårligt lys, især på yderpunkterne. Da jeg skød Adam efter mørkets frembrud i en skummel gyde i Århus måtte jeg til sidst have en lommelygte i hånden til at fungere som AF-assist lampe. Ikke den mest professionelle løsning, men det virkede. En anden kendt løsning er at montere en ST-E2 Speedlite transmitter der udover at kommandere trådløst med E-TTL flashes kan udsende netop AF-assist lys ligesom Canons speedlites. Med den monteret havde mit 5D ingen problemer med at finde fokus i mørke, hvis bare det fik tid nok til det.

Måske var tiden inde til at finde et kamerahus med bedre autofokus? 1D kunne jeg hurtigt udelukke - jeg elsker mine objektiver på full frame og jeg elsker at ISO-støj er noget der begynder ved 1250. 1D mk III har ganske hæderlig ISO-performance, men jeg vil ikke have beskåret mine objektiver. 50mm skal være 50mm! Næste mulige kamerahus: Canon EOS 1Ds Mk III. 52.000 kroner? Nej vel? Videre til forgængeren, 1Ds mk II. Et kamera der kom på markedet for 5 (!) år siden (det er jo faktisk stenalderen når vi taler om elektronik) til en pris på 8.000$, men nu med brugtpriser i USA mellem 2000 og 2500$. Herhjemme har jeg set et eksemplar i fin stand med masser af tilbehør til 16.000 kroner. Mange penge, men ikke HELT så urealistisk-sælg-bilen-og-bliv-skilt dyrt som Mk III. Hmm... Interessant! Jeg gravede lidt videre og faldt over denne fantrådPOTN med en masse 1Ds Mk II brugere (de fleste "nye" brugere) der lovpriser kameraet. Bygget som kun 1D-serien er det, lynhurtig autofokus, billedkvalitet som 5D mk I men på 16.7Mp og plads til to kort.

Jeg var bekymret for om jeg kunne vænne mig til at slæbe på et 1D-serie kamerahus... De er noget tungere end mit 5D og min Domke F-5XC kunne det i hvert fald ikke være i. Derfor lånte jeg Adams 1Ds mk III i en uge. Jeg var bange for at det ville drive mig ud i noget tosset, som f.eks. at sælge både 5D og mine objektiver for at købe et 1Ds mk II og en 50mm F/1.4 USM, men det skulle prøves. Første indtryk: Det er stort. 1D serien er større end Canons andre kamerahuse, men de føles også anderledes massive - både på grund af vægten, men også byggekvaliteten. Ingen tvivl om at her er et kamera der er lavet til at holde, også selvom du bruger det som slagvåben. Det næste der slog mig var at det tilsyneladende kunne 1000 ting mere end mit 5D der nærmest fremstod småpinligt primitivt ved siden af.

Efter en uges fotografering med 5D og 1Ds mk III side by side må jeg sige at jeg blev overrasket undervejs. Jeg rakte oftere ud efter 5D end 1Ds. Jeg havde regnet med at når først jeg havde prøvet det ultimative var der ikke andet der kunne du, men det blev næsten for meget. Menuerne med de 10.000 custom functions (Hvor hurtig skal AI servo være? Hvor meget skal fokuspunktet lyse op? Sukker eller fløde?), de 3 LCD-displays, fornemmelsen af at løfte en kampvogn... 5D er bare nemmere - for mig i hvert fald. Det er så relativt enkelt at betjene og let at løfte på at det nærmest føltes som en Lotus Elise ved siden af en Bugatti Veyron. Jo, Bugattien vinder overlegent på papiret men Lotus'en giver lige så stort smil bag rattet, på en meget enklere måde. Nogen har brug for de 1000 hestekræfter Bugattien kan levere, andre SKAL bare have den fordi den er det største og vildeste. Og så er der andre der køber den bil der passer dem bedst.

IMGS9402 Jeg indrømmer blankt at der er opgaver som kun 1D-serien løser i Canon-land. Udover de oplagte ting der kræver sublim autofokus er der også en ting som fotografering i modlys. Af en-eller-anden mærkværdig grund har Canon besluttet at kun 1D-serien skal have spotmåling der følger det valgte AF-punkt, noget  Nikon tilbyder fra D80 (jeps, det gamle D80) og opad. Billedet her til venstre af min kone og datter er skudt med 1Ds mk III mens jeg lå på ryggen på et tæppe i haven. Skudt lige op imod eftermiddagshimlen, men takket være spotmåling på det valgte AF-punkt er mine piger fint eksponerede og himlen og blommetræet rodes sammen i et hav af bokeh.

At sammenligne realtivt simpelt kamera (5D mk I er så teknologisk avanceret som en skovl. Det gør EN ting og gør det godt) jeg har brugt i månedsvis med et superavanceret stykke elektronik jeg kun har en uge til at prøve er på ingen måde fair, men det var den tid jeg havde til rådighed. Måske ville jeg blive mere forelsket i 1Ds hvis jeg havde det længere, måske ville det bare samle støv fordi det var 5D jeg tog med når jeg skulle ud af huset. Faktum er at en uge med 1Ds mk III har gjort mig gladere for mit 5D og sat min 1Ds mk II købetrang i bero. En sjov ting var at min 50L faktisk lod til at fungere bedre på 5D end på 1Ds - jeg fik flere skarpe skud med den på 5D, jeg havde ellers forventet det stik modsatte. Min trofaste 24L mk I livede dog voldsomt op og opførte sig intet mindre end perfekt på 1Ds mk III. Dette billede har jeg før brugt som eksempel og det viser hvad 1Ds kan gøre med godt glas foran den sensoren. Der er kun ét ord der dækker fokus, skarphed, farver og kontrast: Perfekt. Hvis det havde været et bedre billede ville jeg ikke have de mindste skrupler ved at få det printet i A3 og lade folk undersøge det med lup. Det samme kan jeg sige om mange af mine 5D billeder, men jeg ville nok undlade det med luppen.

Hvis jeg på kun en uge skal konkludere hvilket kamera jeg helst vil eje må svaret blive: Dem begge. 5D gør mange ting rigtig godt, men der er ting som 1Ds gør bedre. Omvendt er 5D vidunderligt ukompliceret og pålideligt at have med at gøre. Jeg vil fortsætte med at spare op til 1Ds mk II, men jeg vil hverken sælge objektiver eller kamerahus for det. Sådan et, kombineret med mit 5D, vil være perfekt.

Er du opsat på at få et 1D eller 1Ds kan jeg på det kraftigste opfordre dig til at prøve et først og spørge dig selv - gider jeg slæbe på det? Gider jeg bruge en uge på at finjustere alle parametre? Eller skal jeg bare bruge et kamera der løser 90% af opgaverne lige så godt, men kun er 10% så indviklet?

Kommentarer (21) Trackbacks (0)
  1. “Jeg læste på et dansk bilforum at folk var forfærdede over at se 1D-serie kameraer med store hvide primes blive smidt i det våde græs til fodboldkampe, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at de sagtens kan holde til det.”

    Hey hey det var mig. Jeg var dog ikke forfærdet, var blot undrene over hvorfor sådan pressefotografer ikke bare passer lidt bedre på deres grej. Det er jo trods alt ca. 120K (inkl. STOOOOR L prime) de lige smider i græsset i silende regn. Men det er nok fordi det ikke er deres egen penge det går ud over. Eller så ved de bare at det ikke har en skid at sige :)

    Iøvrigt et rigtigt godt indlæg. Hmmm mon mit 30D snart trænger til en storebror?

  2. Har lige været til bryllup og skulle kun tage billeder i kirke, og der brugte jeg 1Ds mk II og 5D – perfekt match til billeder uden flash i kirke

    Det eneste der irritere mig er at man næsten er låst til zoom (24-70) pga. bevægeligheden i kirken – havde overvejet at sætte 70-200 f/2.8 is på 1Ds mk II men mente at den ville virke for voldsom i kirken – valgte i stedet 135 f/2.0, som viste sig at være perfekt til lyset i kirken.

    Skal til bryllup i næste måned og tage hele dagen – så skal der sku´ nogle flere primes i spil på de 2 FF

  3. Ib, du gør det ikke nemmere!

    Thomas: Jeg prøvede at undgå at hænge nogen ud… :D

  4. Fantastisk godt indlæg Søren!

  5. Hej, tak for en fed hjemmeside, – som jeg dagligt er inde på.
    Må jeg spørge hvorfor du ikke nævner 5D mkII i dine kamera overvejelser? Jeg er selv 40D ejer, og kan se at du også har ejet ét tidligere. Har du oplevet et stort spring op i billedkvalitet efter du skiftede til 5D?

  6. For at besvare spørgsmålene i omvendt rækkefølge:

    Ja, jeg oplevede et spring i billedkvalitet, Full frame får mine objektiver til at at opføre sig “bedre” på en eller anden måde. Skarpere, mere detaljerede billeder og den snævrere dybdeskarphed får motiverne til at “hoppe” ud af skærmen på en måde jeg aldrig kunne få dem til på 40D.

    Jeg overvejer ikke 5D mk II da mit eneste problem med 5D mk I er autofokus’en – den er simpelthen ikke god nok i dårligt lys. Den er uændret på 5D mk II, men lidt hurtigere da Mk II har en kraftigere Digic IV processor. Det der trækker ved 1Ds er den suveræne AF og muligheden for at bruge to kort samtidigt.

    Og selv tak :)

  7. Inden jeg købte mit 40D overvejede jeg også et brugt 5D, – men et af argumenterne imod 5D var min store glæde ved rækkevidden af min 24-105L, og jeg tænkte at jeg nok, – udover 5D kameraet, også ville få brug for en 70-200, – nu da 24-105éren når helt ud på 168mm med crop). Men tanken om både 5D og 70-200mm, økonomisk set, gjorde at jeg hoppede på et nyt 40D. Men når du skriver at der er et spring i kvalitet imellem de to kameraer, så får det mig til at tænke igen, hmm, var det nu en klog beslutning! Jeg skiftede fra 400D til 40D og oplevede ikke nogen forskel, udover følelsen af at have et mere solidt kamera mellem hænderne

  8. Jeg har faktisk fulgt samme sti som dig Brian – 400D -> 40D ->5D (jeg er bare et skridt foran ;) )

    Jeg oplevede ligesom du at 40D tog billeder meget lig 400D, men kamerahuset gav mig nogle flere muligheder for at være kreativ og ikke mindst et mere robust værktøj. 5D gav mig måske 15-20% mere “niceness” i selve kamerahuset, men billeder der var markant anderledes end 40D. Bedre farver og kontrast, snævrere dybdeskarphed og ikke mindst imponerende opførsel ved høj ISO. Her er 2 x ISO 1250 fra mit 5D uden nogen former for støjreduktion eller andet fifleri:
    http://www.flickr.com/photos/dk_spook/3215508146/
    http://www.flickr.com/photos/dk_spook/3560481780/

  9. Imponerende billleder, virkelig. – Udover dit skifte til FF, kan jeg også se at du solgte din 16-35L og købte en 24 L prime og senere en 50L. – Kunne du ligeledes her opleve et løft i billedkvalitet, – jeg går ud fra at du svarer ja til dette spg. Men savner du ikke flexibiliteten fra en zoom. (f.eks. 16-35+24-70, måske kombineret med din lysstærke 50L) ?
    Jeg er superglad for flexibiliteten i min 24-105, men billederne her på din side, får mig til at overveje. Som du skriver så er du ét skridt forand mig, -også på objektiv fronten, – men jeg er dælme bange for at savne “den ene linse som dækker det meste”. Stillet op imod at få skarpere billeder med en prime. – Det er sgu ikke nemt!!

  10. Jeg gik fra 16-35L + 50 1.4 + 24-70L til 24L, 50 1.4, 85 1.8, 100mm macro og 135L. 135L blev solgt for at financiere 5D sammen med mit 40D. Så røg macroen først på sommeren i år for at bidrage til at opgradere fra 50 1.4 til 50L og senest er min 85mm blevet solgt for at købe flere flashes.

    Se ned for enden af dine ben – der sidder to fødder. De kan som regel løse problemerne hvis du ikke kommer tæt nok på med din prime ;)

    Jeg savner ikke fleksibiliteten i det daglige, men skulle jeg leve af det her blev jeg nok tvunget til at købe 24-70L igen da fotosessions med flashes og det hele sjældent er på større blænde end F/4 alligevel og der er den fint skarp.

    Jeg valgte at skifte til kun primes for at tvinge mig selv til at tænke mere over kompositionen i mine billeder og vinklen jeg tog dem fra. Med en zoom bliver man doven, peger kameraet mod motivet og vrider håndleddet til man har noget i søgeren man kan lide. Med en prime bliver man nødt til at bevæge sig og så tænker man pludselig mere over tingene – Det er i hvert fald min oplevelse af at skifte :)

  11. Det kan jeg kun give dig ret Søren. Man tænker meget mere over tingene når man har en prime på, det gør jeg i hvert fald også.

    Jeg ville også gerne skifte helt til primes, men da jeg også samtidig gerne vil tage landskabsbilleder, så har jeg valgt at beholde mit Sigma 17-70. Da jeg ikke synes at 24mm er vidvinkel nok på et crop x1,6 kamera.
    Jeg kunne selvfølgelig købe et Canon EF 14mm 2.8 L II USM, men til den pris vil jeg hellere have et 5D mk. 1 og en 24L.

  12. Heh, jeg kom til samme konklusion om 14L… Gal den er dyr mand :D

  13. På grænsen til latterlig dyr vil nogen måske mene :D

  14. Jaja i sidder og siger den er dyr… men hvis i havde 16K i overskud, så købte i den jo! :-D

  15. Hell yes.

    (Forudsat at 135L og 1Ds mk II var i tasken allerede)

  16. Og 200 mm.. og 400 mm og.. og.. ooooog… :D

  17. Søren du nævner, at hvis omstændigheder gjorde det ville du anskaffe dig en 24-70 igen. Hvorfor netop 24-70 ? – fremfor 24-105. Jeg bemærker også at det er mange proffers foretrukne, altså 24-70. Inden jeg anskaffede mig min 24-105´er havde jeg en sigma 24-70 f.2.8, den var meget blød i kanterne og skulle alligevel stoppes ned til f3.2-f4 før billederne blev gode. Indimellem mangler indimellem mere lys end f4 kan levere.

  18. Jeg har haft den før og det er et fantastisk objektiv. Skarp fra F/2.8 og ingen problemer med vignettering eller noget som helst. Stensikker performer der leverer varen hver gang. Hullet fra 70 til 105mm kan du lappe ved at tage to skridt frem, den ekstra blænde fra 2.8 til 4.0 kan være sværere… :)

  19. Super, – jeg tror sgu jeg gør det, sætter min 24-105 til salg og køber en 24-70. Lige nu er er der én i den blå til 6,5. Hvad vil du mene er en realistisk pris for den?

  20. Jeg ved ikke hvad en 24-105 kan sælges for, men en 24-70L i god stand til 6500 skal bare snuppes med det samme.

  21. En 24-105 sælges på dba for mellem 5 og 6K. Mine overvejelser omkr at jeg vil savne noget mere længde med en 24-105 kan jeg da bare løse ved at inddrage min canon 100 mm macro til mere end blot at tage macro billeder med!


Læg en kommentar


Ingen trackbacks endnu.