Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

27apr/09

Se lyset

IMG_8231 Undskyld, men titlen var FOR oplagt. Mit lyskit får noget motion for tiden... Søndag skulle Patrick konfirmeres og hans far ville gerne koncentrere sig mere om selve dagen end billederne, så han fik mig hevet indover den opgave. Slet ikke noget pres når man skal skyde en anden fotografs søn... Jeg havde et par ideer, men billedet her til venstre var det mest konkrete. På min mentale notesblok stod der "knælende ved alteret, hårdt lys ovenfra". Det blev lavet meget simpelt - speedlite zoomet ind til 105mm, i toppen af en lysstand. Den lysstand fik Henrik så lov at holde op i luften som en boomstang IMG_8234og jeg kunne knæle bag Patrick med mit 24mm på mit 5D og få billedet som jeg ville have det. Vi lavede også en version med en Speedlite mere til at oplyse alteret:  Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvilken udgave der virker bedst, men lige i dag hælder jeg til den mørke til venstre. Lyset på alteret er en speedlite placeret lige foran Patrick, zoom til 18mm (wide-diffuser slået ned) og peget op på alteret. Se billedet i stor og find det ene af lysstandens ben der kigger frem! (jaja, jeg skal nok få det klonet væk)

Udenfor kirken var det begyndt at småregne, men jeg havde paraplyer nok med (høhø... paraplyer) så vi tog et hurtigt skud af konfirmanden og den stolte far. En enkelt Speedlite m. ½ CTO for at varme lyset lidt op, fyret ind i en paraply på en stand til venstre for kameraet. Igen 24mm på 5D.

IMG_8257

Lygtepæle og lidt træer blev tryllet væk (gå hjem og læg dig David Copperfield, jeg har clone brush!) og et skud mere var i kassen. Havde jeg haft vildt god tid, måske endda tørvejr, havde jeg måske fået toppen af kirketårnet med.

Videre fra kirken kørte vi ned til Skanderborg Sø og kaprede MS Dagmar. Yaaaarh, surrender ye booty og alt det der. Stakkels Patrick blev plantet ombord og jeg superclampede en paraply og to flashes (begge med ½ CTO) i stævnen af båden:

IMG_8262

Jeg vil forsøge at presse Henrik til at presse Patrick til at vi låner ham som model en dag vi har bedre tid. For se selv, han kan jo godt:

IMG_8268

På båden blev der skudt med 85mm F/1.8 USM. Hele sættet fra søndagens session kan ses her.

Nok om Patrick, videre til Skanderborg Kursus- og Konferencecenter. SKKC er netop blevet kåret som Årets Konferencecenter af foreningen Danske Konferencecentre. Det er andet år i træk, hvilket kun bliver mere imponerende af at man kun har været medlem af foreningen i 2 år. Altså en hitrate på 100%...

De skulle bruge et hurtigt gruppebillede:

IMG_8313

Billedet er skudt lige lidt over kl. 11 og det forklarer hvorfor jeg mener "hurtigt" gruppebillede. Bemærk restaurantpersonalet - de har altså lige en frokost der skal serveres! Jeg fik lys stillet op og prøveskudt fra svalegangen, men da der blev fyldt op med mennesker blev det for mørkt i det bageste venstre hjørne. En hurtig flytning og justering af den ene flash/paraplykombo rettede det problem og frokosten kom på bordet til tiden. Maleriet i baggrunden er forresten præmien for at blive Årets Konferencecenter :)

Lyset her er supersimpelt. Speedlite gennem paraply til højre, ½ power, Ditto i venstre side men kun 1/8 power da den er ca. 1½ meter tættere på folk. Skudt uden gels da jeg ikke var helt sikker på hvor optimalt det ville blive med hvide kitler. Hvis restaurantpersonalet ser smånusset ud bliver det nok begrænset med nye opgaver på centeret.

Memo til mig: Få alle folk til at smile med åbne øjne OG kigge på kameraet. På ALLE billederne...

PS: Se selv - jeg BRUGER faktisk alt det grej jeg blogger om ;)

Kommentarer (3) Trackbacks (0)
  1. Fedt resultat fra konfirmationen af.. gruppebilledet er også fint, men mangler der ikke en? ;-)

  2. Hehe – næ! Jeg er ansat i søstervirksomheden!

    Dem på billedet er kun hotel- og konferencecenterstaben :)

  3. Fair nok.
    Ang. Patrick og alteret, så tror jeg at flash på alteret havde været super, hvis der havde været et kors med Jesus på. Så umiddelbart er jeg mest til den ‘mørke’ version. :)


Leave a comment

(required)

Ingen trackbacks endnu.