Fotogrej

Bag kameraet Tanker opstået bag et kamera

15apr/09

Tanker væk fra kameraet

Tillad mig for første gang i de 528 dage denne blog har været i luften at lade tankerne vandre lidt væk fra kameraet.

Mens disse linier skrives er Profiber i gang med at grave i min have for at skyde fiberkabler ind til mit hus så jeg kan få en fancy nymodens netforbindelse. Den ankommer sammen med IP-baseret TV. Min fastnet telefon er sendt til de evige jagtmarker for længe siden så jeg kan snart få kabel-tv pillet væk og have et hus uden kobberforbindelse til omverdenen. Og et TDC-frit hus (jeg er IKKE gode venner med den biks).

Jeg har bestilt mit fibernet som en 10/10 forbindelse og fruen har valgt en masse tv-pakker. Fint fint. Nuværende netforbindelse til domicilet er en trådløs router fra 3 som virker forbløffende godt. Den står i min krybekælder og her modtager den forbindelse til omverdenen fra 3's net og videreformidler det til resten af matriklen via 802.11g, bedre kendt som 54 mbit trådløst net. Jeg har målt forbindelsen til at levere 5.5 mbit ned og 1.2 mbit op. Bedre end forventet, men den største overraskelse for mig er det faktum at den endnu ikke har været nede. Jeg har været non-stop i forbindelse med omverdenen så længe der har været strøm til den trådløse router.

Men hov, så læser man på Business.dk at Tele2 og Telenor er gået sammen om at opbygge et 4G netværk i Sverige, da den svenske stat har givet dem lov til at opgradere deres nuværende 3g & GSM, i stedet for at lave auktion i milliardklassen om nye licenser som Danmark vælger at gøre det. Jaja, 3G, 4G, who cares? tænker du måske. I care. For den svenske model giver trådløst net med 80 mbit på landet og 150 mbit i byerne. Ja. 3 x den hastighed som jeg har trådløst INDE i huset dækker de lige en by med. Whoooops, der røg da lige argumentet for at have en fiber til huset.

Forestil dig når et tilsvarende net kommer til at dække Danmark (Sker nok i ca. år 2134 da vi er et net-mæssigt u-land i forhold til Sverige) og vi får landsdækkende net med 80-150 MBit. Nu kan huset blive kabelfrit, bortset fra strøm. Nu kan du se dit IP-tv i campingvognen eller på bagsædet i bilen. Du kan streame video on-demand til din mobil mens du sidder i biografen og keder dig til den film din kæreste har valgt.

Almindelig telefoni ryger helt ud af markedet, mobiltelefoni ryger samme vej. Al samtale bliver via IP-telefoni fra 4G-telefonerne, med eller uden video. Teleselskaber som vi kender dem vil næppe kunne eksistere, i stedet betaler du et fast beløb for flat-rate adgang til netværket og så kører alt ellers herfra. Hvad nu hvis staten opbyggede det 4G netværk og stillede det til rådighed på samme måde som vejnettet? Det er jo bare en elektronisk infrastruktur. Forestil dig mulighederne...

Og for lige at binde et kamera-twist på til sidst: Du sætter det nyeste 4G-greb på dit kamera og alle de billeder du tager ligger på din computer derhjemme I SAMME ØJEBLIK SOM DU TAGER DEM.

Jeg glæder mig til når jeg kan opsige min fiber og få noget ordentligt net via 4G...

Kommentarer (0) Trackbacks (0)

Ingen kommentarer endnu.


Leave a comment

(required)

Ingen trackbacks endnu.